Chrøis var første ''prof'' i Brøndby

1981: Brøndby spiller den sidste sæson i 2. division, men det er stadig de færreste, der har lagt mærke til klubben på Vestegnen.

Det ændrer sig hurtigt. Brøndby rykker op og begynder at bringe nye ideer ind i dansk fodbold.

En af de nye ideer hedder fuldtidsprofessionalisme, og Brøndbys første "prof" på fuld tid bliver det 21-årige stortalent Brian Chrøis.

»Brøndby var en klub, der ville fremad. Det var vigtigt for dem at få den første på fuld tid,« siger Brian Chrøis, der i dag - to årtier senere - er annoncesælger på Helsingør Dagblad.

Jobbet som fodboldspiller gav dengang en løn som en håndværkers, men man trænede stadig kun en gang om dagen.

Professionalismen kom ikke fra den ene dag til den anden.

Kontrakt modkonkurrent

Det var kun to år tidligere, Per Bjerregaard "fiskede" den defensive midtbanespiller i Avarta, hvor Chrøis i ungdomsårene havde spillet sammen med Michael Schäfer og Tom Olczyk, der søgte nordpå til Lyngby.

Brian Chrøis blev hurtigt en nøglespiller på Brøndbys midtbane, der rykkede op i 1. division i 1982.

Med langskud, frispark og straffespark var Brian Chrøis faktisk klubbens flittigst scorende i 1983 på trods af den defensive placering på banen.

Opkomlingenes succes med fjerdepladser i de første tre sæsoner i 1. division gjorde ondt på naboerne i Hvidovre, der traditionelt var områdets storklub.

Magtkampen mellem klubberne skulle få konsekvenser for Brian Chrøis' fodboldkarriere, for i 1984 tilbød Hvidovre ham nemlig en bedre kontrakt end den, han havde i Brøndby.

»Jeg fik et rigtig, rigtig godt tilbud fra Hvidovre og skrev kontrakt med dem. I dag fortryder jeg det, for jeg skulle være blevet i Brøndby, men man bliver duperet nogle gange,« siger Brian Chrøis.

Hans underskrift hos rivalerne vakte stort postyr. Per Bjerregaard havde absolut ikke til hensigt at lade klubbens store talent trække i Hvidovres røde trøje, og han så muligheden for at udnytte en klausul i Chrøis' kontrakt, hvor Brøndby kunne sælge ham til anden side.

»På det tidspunkt havde der været fem-seks udenlandske klubber, som havde været interesseret i mig, uden det rigtig blev til noget, men så kom der pludselig gang i sagerne,« fortæller Brian Chrøis.

Per Bjerregaards alternativ til Hvidovre hed Granada.

En klub i den spanske 2. division. Økonomisk var det spanske tilbud godt, og da klubben året før havde været tæt på at rykke op i den bedste spanske række, så det også ud til, at Chrøis' sportslige ambitioner kunne blive opfyldt, og den 24-årige midtbanespiler skrev kontrakt med den spanske klub.

»De havde bare ikke fortalt mig, at de havde solgt 12 spillere siden sidste sæson. Så det gik ikke så godt,« siger Brian Chrøis med et smil.

Tre skridt tilbage

Fra at havde været på OL-landsholdet og tæt på det rigtige A-landshold blev Brian Chrøis pludselig en glemt legionær i Spanien.

»Jeg havde det rigtig godt dernede, men rent resultatmæssigt var det en katastrofe både for klubben og for mit eget vedkommende. I stedet for at komme et skridt tættere på landsholdet, som var det primære mål med Spanien, gik jeg tre skridt tilbage,« siger Brian Chrøis, der også oplevede en anden mentalitet blandt medspillerne, end han kendte fra Brøndby.

»Jeg ved ikke, hvad fanden der skete med spillerne på udebane. De gik fuldstændig kolde og kunne slet ikke spille fodbold, men kun sparke folk ned. Hvorimod de på hjemmebane var fantastisk gode fodboldspillere. Jeg tror ikke, jeg vandt en eneste kamp på udebane i Spanien.«

Brian Chrøis kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når han beskriver forholdene i Spanien.

Det gælder også den farverige spanske fodboldkultur, han oplevede i Granada med en enerådende præsident og hele fire forskellige trænere på en enkelt sæson.

»Når man skulle have udbetalt løn, gik man op på kontoret den første dag i måneden, og så håbede man bare, at præsidenten var der. Hvis han var der, så fik man lønnen udbetalt i kontanter, men hvis han ikke var der, måtte man vente med betaling til dagen efter,« fortæller Brian Chrøis.

Penge til gode i Spanien

Efter en sæson i Granada fik han et bedre tilbud fra schweiziske AC Bellinzona, som han skiftede til.

Det gav straks problemer med de håndfaste udbetalinger i Granadas kontorer, hvor de, som han selv formulerer det, pludselig havde svært ved at forstå, hvad han sagde.

Da Brian Chrøis rejste til Schweiz skyldte spanierne ham omkring en kvart million kroner.

Det blev hans gamle ven, Per Bjerregaard, der kom ham til hjælp.

Brøndbychefen fik FIFA inddraget i sagen, og efter et halvt år fik han de sidste lønninger fra Spanien.

I Schweiz opnåede han sportslig succes, da AC Bellinzona rykkede op i den bedste række.

Men da hans kontrakt i Schweiz udløb efter to år, syntes Brian Chrøis, han havde oplevet nok i udlandet.

Hjem til Brøndby

Per Bjerregaard tilbød en femårig kontrakt i Brøndby, og Brian Chrøis takkede ja.

Hjemkomsten til Brøndby blev imidlertid sværere, end han havde forventet. Han kom han hjem til en klub, der var blevet væsentlig forstærket på tre år, og en 1. division, som var blevet betydeligt bedre.

Udviklingen havde overhalet Brian Chrøis, og med nye konkurrenter om pladserne på midtbanen som John Faxe Jensen og Per Steffensen, genvandt han kun i perioder stampladsen på Brøndbyholdet. De sidste år i Brøndby stod i skarp kontrast til hans første fire år, hvor han ikke én eneste gang blev sat af holdet eller var skadet - en præstation af de sjældne.

I 1990 blev Morten Olsen træner i klubben, og han lagde ikke skjul på, at det var yngre spillere end den 30 årige Brian Chrøis, der skulle satses på.

Derfor valgte Chrøis i stedet at lade fodboldkarrieren gå på hæld i 2. divisionsklubben Helsingør, som på det tidspunkt var satellitklub for Brøndby. Flere af Vestegnens aldrende stjerner gik på aftægt i Helsingør, og ud over Brian Chrøis gjaldt det eksempelvis "Trylle Erik" Rasmussen og Ole Østergaard.

Ny klub og to nye job

Som en del af kontrakten med Helsingør fik Brian Chrøis også job som annoncesælger for sponsoren Helsingør Dagblad. Det job som han har den dag i dag.

Efter halvandet år blev det til endnu et job som træner for Helsingør, da midtbanespilleren måtte stoppe den aktive karriere på grund af en skade i akillessenen. Sammen med Birger Peitersen dannede han ny trænerduo i Helsingør, og siden fik han ansvaret for førsteholdet alene.

Brian Chrøis var glad for at være træner i både Helsingør og siden serieklubberne Hellebæk og Tårbæk.

Også selv om trænerjobbet hurtigt viste sig ikke bare at være en dribletur på roser.

»I Helsingør kendte jeg alle spillerne og havde spillet med dem i halvandet år. Så er det altså svært lige pludselig at skulle gå over til en og sige, at han ikke er god nok,« fortæller Brian Chrøis, der som chef gled ud af en del af kammeratskabet på holdet.

»Fra at være med i alt i omklædningsrummet, så kunne der pludselig blive helt stille, når jeg gik derind som træner. Så vidste man jo godt, hvem de snakkede om,« smiler Brian Chrøis.

Men selv om der er svære sider af trænerjobbet, er der god mulighed for, at han er træner i en serieklub igen om et år eller to.

»Jeg kunne godt tænke mig et hold i Danmarksserien, hvor man kan stole på, de kommer til træningen,« siger Brian Chrøis, der lyder som om, han har spildt en del tid på at lave oplæg til spillere i serie to og tre.

Indtil videre må han nøjes med at være træner for Lasse på syv år og hans kammerater i AB for klubbens bedste mikroputhold. Lasse er den ene af Brian Chrøis' to børn, men han indrømmer, at han har svært ved at sige nej, og jobbet lader til at være på lånt tid.

»I længden har jeg ikke tålmodighed til at træne de små. Når man kommer med kritik, skal det helst være positivt, og nogle gange er det altså svært. Man må virkelig stå og træde sig selv over tæerne for ikke at være negativ.« jpk.fodbold@jp.dk