Susanne Bjerrehus til kamp for ældre

For to uger siden besøgte Suzanne Bjerrehuus sin 86-årige mor i De Gamles By i København.

Klokken var et om eftermiddagen. Da hun åbnede døren, stank der af urin i hele lejligheden.

Moderen lå i sin seng, våd op til nakken.

»Og der var rent ud sagt møgbeskidt i hendes lejlighed,« siger en vred Suzanne Bjerrehuus.

Det undrer hende stadig, at ingen havde taget moderen op. For personalet vidste faktisk, at datteren var i huset til et møde med andre utilfredse pårørende i et af de fælleslokaler, som de gamle betaler til, men praktisk talt aldrig benytter.

»Det siger mig noget om, hvor pressede de ansatte må være,« siger hun.

Respektløst

På det pågældende møde gik det op for hende, at den stribe af dårlige oplevelser, hun selv havde haft, siden moderen for fire år siden flyttede ind i De Gamles By, langt fra var enestående. Den virkelighed, som mødet med de andre pårørende afslørede, er en virkelighed, som vi slet ikke kan være bekendt i dagens Danmark.

»Min mor er faldet to gange i sin plejebolig og har brækket et hofteben hver gang. Anden gang var kun 14 dage efter, at hun kom tilbage fra hospitalet med den første hofte. Hun har mistet sit gebis. Det var røget ud med vasketøjet, og vi måtte selv betale et nyt. Og flere gange oplevede vi, at min mor lå i sengen til langt over middag. Men når vi påtalte det, sagde de bare, at det var fordi hun gerne ville sove længe. Og så er der den manglende rengøring. Det er så respektløst at lade de gamle gro til i skidt,« siger hun.

Frustrationer

På mødet var luften tyk af frustrationer. Og Suzanne Bjerrehuus fandt ud af, at de alle havde lignende historier eller endnu værre at berette. Om gamle mennesker, som havde tabt sig, fordi de ikke fik noget at spise. Når bakken med mad bliver stillet ind, er det ikke altid, at der er tid til at skære kødet i stykker, så de gamle kan tygge det. Om dehydrerede gamle, som ikke selv er i stand til at tage saften i køleskabet. Om lejligheder, der ikke bliver gjort rene i månedsvis. Om åndsfriske gamle, der bliver deprimerede af ensomhed og manglende aktiviteter.

På forhånd havde hun besluttet, at hun ikke ville involvere sig i noget, som krævede for meget tid.

»Jeg har nok at se til ud over at besøge min mor. Men efter at have mødt de andres frustration og deres horrible beretninger, så føler jeg simpelthen pligt til at råbe op«, siger hun, velvidende, at hun har den gennemslags-kraft i medierne, som så mange andre måske mangler.

»Jeg var lykkelig, da vi for fire år siden kunne skrive under på en lejekontrakt i De Gamles By. Den var lige blevet renoveret for 450 mio. kroner, og vi var ikke i tvivl om, at det var dér, mor skulle bo, selv om hele hendes pension ville gå til de faste udgifter. Og jeg skrev troskyldigt under på, at mor skulle have "totalpleje", selvfølgelig skulle hun det. Hun var jo ude af stand til at klare noget som helst selv. Først senere gik det op for mig, at ordet dækkede over, at de gamle, der er stærkt plejekrævende, bliver indlogeret i lejligheder med hjemmehjælp, som da de boede i deres egen bolig. Og at hjemmehjælpere skulle løbe dobbelt så stærkt. De skulle nemlig stå for både pleje og rengøring uden at få den nødvendige tid til det.«

Flytningen fandt sted umiddelbart efter Suzanne Bjerrehuuses egen kamp mod kræft. Hun var derfor afkræftet og træt og lagde ikke mærke til så meget. Men efter at have stirret på de samme nullermænd i ugevis, så begyndte hun at undre sig. Men heller ikke ugen efter blev der gjort rent. Eller ugen efter for den sags skyld.

»Hvis jeg påtalte det, spurgte de mig, om jeg ikke mente, at det var vigtigere, at de hjalp min mor og tog sig af hende. Og så lusker man som kvinde og den velopdragne pige tilbage til sin kurv, for selvfølgelig er det da vigtigere med omsorg, og de løber jo også så stærkt, som de kan, det kan enhver da se,« siger hun halvironisk over sin egen langmodighed.

Dårlig samvittighed

En nyere rapport fra Socialministeriet om klager i ældreforsorgen konkluderer, at de fleste klager kommer fra døtre, der klager over behandlingen af deres mødre. Rapporten konkluderer endvidere, at klagerne ofte skyldes døtrenes dårlige samvittighed over for deres mødre og urealistiske forventninger til, hvad det offentlige kan tilbyde. Suzanne Bjerrehuus har en anden forklaring.

»Selvfølgelig har vi dårlig samvittighed, når vores mødre behandles så usselt. Men det er samfundets dårlige samvittighed, vi påtager os! Når man år efter år forringer den hjælp, som de ældre skal have uden at sikre, at familien har tid og mulighed for at overtage omsorgs-opgaverne, så får kvinder dårlig samvittighed. Og det er utrolig hårdt for mange kvinder, som oveni de andre opgaver med job, børn og hjem skal sørge for at mor ikke vantrives. Jeg kender mange kvinder, som er ved at gå ned på det. Og i sidste ende opnår samfundet bare det modsatte, nemlig at kvinderne giver op. De dropper simpelthen kontakten. De orker ikke at høre på moderens bebrejdelser og få dårlig samvittighed, hver gang de viser sig. Og det daglige eller ugentlige besøg bliver hjemmehjælp frem for kærlighed og omsorg.«

Suzanne Bjerrehuus ved, hvor vigtigt det er at få etableret en tæt kontakt og forståelse til sin mor, når hun bliver gammel. Hun har som mange andre kvinder haft et problematisk forhold til sin mor, som hun opfattede som dominerende og rethaverisk. Noget, der først ændrede sig, da moderen pludselig blev syg og afhængig af hendes hjælp. Den kærlighed, der så er blomstret frem igen, er meget vigtig for at kunne få taget en ordentlig afsked, den dag, det bliver aktuelt.

Forfærdeligt

»Derfor er det forfærdeligt, hvis der hele tiden er en masse praktiske opgaver, der skal løses, så man aldrig får tid til det vigtigste: At få talt sammen,« siger hun.

Suzanne Bjerrehuus gentager flere gange, at det er vigtigt også at få sagt, at personalet virkelig gør, hvad de kan. Men at der mangler en ledelse, som kan skabe entusiasme og arbejdsglæde.

»Jeg kan blive helt rørt over at se den omsorg, der også vises mor. Men det nytter jo ikke noget at få ondt af personalet og så ikke gøre noget. Vi må kræve, at de ansvarlige politikere tager deres opgave alvorligt og kommer ud i virkeligheden og ser, hvad der foregår. Om det er rimeligt, at der ligger urin på gulvet i ugevis, at saftevandet klistrer under skosålerne, og snavsetøj og affald bliver stillet ved køkkenet. Så må de bagefter afgøre med deres samvittighed, om det er noget, de kan stå inde for. Og det er ikke urimelige krav, vi stiller. Blot at det helt elementære er i orden, så vi kan gå derfra med ro i sjælen. At de ældre bliver vasket hver dag, at de får noget at drikke og spise, at de visne blomster bliver smidt ud, og at der bliver gjort rent,« siger Suzanne Bjerrehuus, der er sikker på, at nullermandskulturer, som efterhånden tager over inden for det offentlige, i sidste ende vil slå folk ihjel. Hvis der skulle opstå epidemier af lungebetændelser eller influenza.

Ulækkert

»Vi skal tænke på, at det drejer sig om svage mennesker med dårligt immunforsvar. Mens jeg lå på Rigshospitalet turde jeg slet ikke sætte mine ben på gulvet, så ulækkert var det. Og toiletterne var ubeskrivelige. Når der kom en rengøringsassistent, tørrede hun hurtigt en fugtig klud hen over gulvet uden at komme i hjørnerne. Og det var den samme klud og det samme vand, der blev slæbt fra stue til stue. Og hvad med de beskidte ismaskiner på Hvidovre Hospital, som var skyld i otte AIDS-patienters liv. Men hvad pokker, de skulle jo dø alligevel! Og vore daginstitutioner, hvor alle ungerne løber snøftende rundt hele vinteren. Men sådan er det jo med institutionsbørn, siger man så og glemmer, at det behøver det ikke at være. I USA skal alle børnehavebørn vaske hænder hver anden time, og de må ikke gå og kysse hinanden. Og der er børnene ikke syge,« siger hun.

Foreløbig har gruppen af pårørende givet hinanden ord på, at de vil blive ved med at kæmpe til forholdene bliver bedre. Og noget er der allerede sket.

»Efter mødet kom der en notits i Billed Bladet om, at jeg ville arbejde for bedre forhold for de ældre, og min telefon har ikke stået stille siden. Og rent faktisk var der blevet gjort rent hos min mor, da jeg besøgte hende i onsdags. Og hun har fået bevilget 45 minutters rengøring om ugen. De 45 minutter klamrer jeg mig nu til!« edith.krabbe@jp.dk