Stavad lægger op til nye grønne afgifter
Med en rapport fra sine embedsmænd i hånden lægger skatteminister Ole Stavad (S) op til at indføre nye grønne afgifter på kemikalier.
I skudlinjen er stoffet MTBE, der tilsættes benzin for at hæve oktantallet, og industrielle drivhusgasser, der bruges som kølemiddel og til at opblæse isolationsskum, oplyser Skatteministeriet.
Rapporten er udarbejdet på baggrund af finanslovaftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten om at analysere de grønne afgifter på kemikalieområdet. Ifølge rapporten, der nu sendes til høring måneden ud, vil en afgift på MTBE mindske forbruget af oktan 98 benzin og øge tilskyndelsen til at anvende alternativer.
Tilsvarende mener Skatteministeriets embedsmænd, at en afgift på industrielle drivhusgasser vil give erhvervslivet større lyst til at anvende mere miljøvenlige stoffer, til at begrænse spild fra eksisterende anlæg og til at opsamle og genanvende stofferne. Afgiften skal afhænge af stoffernes drivhuseffekt kombineret med et loft over afgiften.
Afgifterne skal i givet fald indrettes, så erhverslivet kan administrere dem uden store omkostninger. De skal være håndterbare set ud fra et teknisk synspunkt og medvirke til at løse et miljøproblem.
/ritzau/