Tina Turner i Parken: Det sidste skrig

Parken, København:
TINA TURNER
torsdag aften

Tina Turner er 61 år gammel og bestemt i en aldersklasse, hvor det er okay at tage den lidt med ro.

Desværre optager den slags afslappede emner ikke den amerikanske sangerinde, som i dag har base i Zürich. Tværtimod kæmper hun hårdt for at få lov til at forlade musikbranchen med et brag, og det gjorde hendes muligvis sidste koncert på et dansk stadion til en forpustet, forceret og fuldstændig charmeforladt oplevelse.

Tina Turner skreg sig gennem koncerten fra første »Hello, everybody,« og til sidst havde man bare lyst til at kalde hende til side og forklare, at det altså er okay at tage den med ro.

Der er da uværdigt, at en 61-årig veteran skal opføre sig som en overgearet teenager. Vist var hendes energi og patenterede hektiske gangart imponerende at følge, men det var jo ikke et idrætsmærke, hun var ved at tage. Det var en koncert, der skulle gives, og den slags bliver sjældent bedre af at blive udført i jernhård aerobic-stil.

Historisk afdeling

Showet på den store sølvglinsende scene faldt i fire sekvenser. Først landede hovedpersonen til lyden af Sly Stones "I Wanna Take You Higher" og serverede en historisk afdeling med uddrag af "A Fool In Love", som i 1960 var det første hit, hun scorede sammen med Ike Turner.

Tilbageblikket blev ledsaget af gamle billeder på tre videoskærme, men det gjorde hverken "Acid Queen" fra The Whos "Tommy" eller "River Deep, Mountain High" interessante. Dertil var tempoet for opskruet og angsten for at dvæle ved musikken for stor.

Det blev lidt bedre efter næste kostumeskifte, da Tina Turner byttede fra kropsnær lak til tætsiddende glimmerkjole. Så kom balladerne på stribe, og man hørte resterne af sangerindens stemme snuble over rytmen i "Private Dancer", inden Al Greens "Let's Stay Together" stod for aftenens første hæderlige indslag. Her var som i "What's Love Got To Do With It" en enkel historie at fortælle og et tempo, der var passende for en stjerne fra oldgirls-holdet.

Otis Redding

Tredje afdeling bød heldigvis på lidt mere af samme slags. Nu iført et nærmest casual sort sæt med slacks sad Tina Turner ned og foredrog en langsom udgave af Beatles-klassikeren "Help" og et uddrag af "(Sittin' on) the Dock of the Bay".

»Kender I Otis Redding?« spurgte hun publikum og fortsatte Otis-hyldesten med "Try A Little Tenderness". Men så var det også slut med intimiteten. Aerobic Tina var tilbage i lak og læder og fuld blus på orkestret til en forudsigelig finale gennem de tunge 80'er-guitarer i "Addicted to Love" og slagsangen "The Best".

Omkring hende pumpede orkestret intetheder op til stadionstørrelse, og musikalsk var den mest interessante person på scenen Lisa Fischer, der har droppet en lovende solokarriere for at rejse verden rundt og yde stemmehjælp til værdigt trængende som Rolling Stones og Tina Turner.

Alt klappede

Da koncerten lukkede med John Fogertys "Proud Mary", "Nutbush City Limits" og noget fyrværkeri, var alting tydeligvis gået efter planen.

Tina Turner fik vist, at hun stadig kan skrige og spjætte. De over 40.000 publikummer havde fået sunget med og klappet i takt. Sponsorerne havde delt foldere om gratis internet ud, og det børsnoterede selskab, der ejer Parken, havde haft en stor aften med business to business i konferencelokalerne og hospitality i millionklassen.

Måske var det bare denne kræsne lytter, som mente, at det ikke var nok, og at det havde været sjovere, hvis Tina Turner havde husket sin alder og tilladt sig selv at satse på musikken.