Rederi undskylder brud på våben-embargo
Rederiet T&C i Svendborg valgte mandag at gå i offensiven for at forklare sig efter flere opsigtsvækkende sager, blandt andet brud på en våben-embargo mod Sudan.
Rederiet har flere gange i den senere tid figurereret i medierne i forbindelse med skibet "M/V Thor Emilie", som først sejlede kampvogne til det embargoramte Sudan, og senere sank under mystiske omstændigheder i Middelhavet.
Administrerende direktør Per Nykjær Jensen indrømmede mandag, at skibet havde bragt en ladning kampvogne fra Polen til Sudan, selv om Europarådet havde besluttet, at landet skulle være omfattet af en våbenembargo.
Direktøren: Vi er kede af det
"Vi er meget kede af at have brudt en embargo og vil fremover skærpe opmærksomheden i sådanne sager," siger Nykjær Jensen.
Da de polske kampvogne blev taget om bord i april 1999, stod byen Hodeida i Yemen som modtagehavn. Men befragteren, et selskab i London, oplyste til rederiet, at lasten nok skulle til Port Sudan.
"Vi havde ingen anledning til at anse dette for unormalt eller problematisk, idet valget af lossehavn ofte er et spørgsmål om betaling køber og sælger imellem og noget, der kan ændres," lyder det fra T&C.
Rederiets befragtningsafdeling tog altså ikke med i planlægningen, at Sudan kunne være ramt af en våbensalgsblokade som følge af borgerkrigen. Et søsterskib til "Thor Emilie" skulle senere på året have sejlet endnu en last krigskøretøjer til Port Sudan, men sejladsen blev aflyst, da eksporttilladelsen ikke var i orden.
Justitsministeren ind i sagen
Kriminalpolitiet i Svendborg oplyser, at man nu vil se på sagen om den brudte våbenembargo. Også Justitsministeriet er blandet ind i sagen, da Enhedslistens folketingsmedlem Søren Søndergaard har stillet spørgsmål til justitsminister Frank Jensen (S) om hele forløbet.
Kraftig eksplosion førte til forlis
"Thor Emilie" forliste i februar. En dansk maskinmester og fem udenlandske søfolk omkom. Skibet sank meget hurtigt efter en kraftig eksplosion, og det har været foreslået, at årsagen kunne være en eksplosion i maskinrummet. Men siden er det kommet frem, at lasten bestod af det farlige materiale zink skimmings, som kan udvikle brint.
Rederiet var ganske simpelt ikke klar over, at skibet sejlede ud fra Dunkirk med en farlig last, som skulle til Porto Vesma på Sardinien, oplyser Per Nykjær Jensen.
Fransk skibsmægler oplyste ikke om farlig last
Da man forhandlede transporten med en fransk skibsmægler, fik T&C at vide, at der var tale om det ufarlige stof zinkmalm. Det blev senere bekræftet endnu en gang. Først kort før afgang fik kaptajnen et fragtbrev, hvor navnet zink skimmings fremgår. Navnet på materialet blev gentaget i en meddelelse fra lastens agent til rederiet umiddelbart efter afgang fra Dunkirk. Otte dage senere gik skibet ned efter den kraftige eksplosion.
Rederiet fik altså først meget sent mulighed for at opdage, at der var tale om en anden last end aftalt. Og samtidig oplyste agenten ikke som foreskrevet, at der var tale om et farligt materiale.
Der foregår nu analyser, som skal afsløre, om det var zink skimmings, som skibet var lastet med. Rederiet håber, at man i enten oktober eller november er kommet så langt med undersøgelserne, at man kan begynde en voldgiftssag og få ansvaret for ulykken placeret.
/ritzau/