Mor passer på Danmark

»Det var ikke så meget jobbet, der gav mig mavepine de første dage efter, at jeg fik besked om udnævnelsen. Det var det faktum, at min 13-årige søn Dennis nu skulle skifte skole for fjerde gang,« fastslår Lone Træholt, karriererofficer i Flyvevåbnet og derfor vant til at flytte rundt i ind- og udland. Hun kommer netop fra en stilling ved NATO's enhedskommando i Karup.

Som kvinde vedkender hun sig betydningen af andre og blødere værdier end dem, der normalt forbindes med militæret.

Lone Træholt udnævnes i dag til forsvarets første kvindelige oberstløjtnant og dermed det kun andet kvindelige medlem af chefgruppen. Sidste år blev 45-årige Annemette Ruth den første - med titel af kommandørkaptajn, en officersgrad der i søværnet svarer til Træholts.

Jyllands-Posten har sat disse forsvarets to højest placerede kvinder stævne til en "tøsesnak" over køkkenbordet i Træholts stadig noget umøblerede nye tjenestebolig, en gammel villa placeret i skovbrynet klos op af deres fælles arbejdsplads Forsvarskommandoens anlæg i Vedbæk.

Generaldrømme

Begge har de en alder - og hvem ved måske også evnerne - der gør dem berettigede til at drømme om generalsstjerner om fem-syv år. Det gider de ikke at snakke om.

Hvad skal vi med kvinder i forsvaret, spørger vi - når nu I ikke har fysikken og den nødvendige udholdenhed?

»Hvem siger, at vi ikke har det. Mange kvinder tror blot ikke, at de kan klare strabadserne. Personen, der kan opfylde kravene til jobbet er interessant - ikke kønnet,« svarer Lone Træholt provokeret.

»Kvinder kan, hvis de bider tænderne sammen - ofte er kvinder faktisk mere udholdende end mænd,« pointerer Annemette Ruth.

Lone Træholt har en bror, der også er soldat:

»Du piver mindre end ham, siger min mor altid, når vi har været på øvelse.«

»Men i øvrigt skal man også kunne bruge hovedet i forsvaret,« tilføjer hun.

Kommandørkaptajn Ruth husker udmærket sine første barske år i søværnet som hun trådte ind i opildnet af de beskrivelser, som hendes far - ligeledes officer - gav om kammeratskabet og spændingen.

Alligevel måtte hun de første år droppe drømmen og i stedet tage en hoteluddannelse. Forsvaret optog slet ikke kvinder i begyndelsen af 70'erne.

Søofficer uden vand

»Da jeg endelig blev optaget skrev man i kontrakten, at jeg "antages til uddannelse - dog sådan at sejladsperioder undgås". Jeg ved ikke, hvordan de forventede at få en søofficer ud af en aspirant, de ikke ville lade sejle,« griner hun - i dag.

Først et par år senere fik Annemette Ruth, efter at reglerne i det stille blev omgået, lov til at komme ud med et skoleskib.

»Perioden inden var ikke sjov. Jeg følte mig som en andenrangssoldat, der måtte leve på nådsensbrød. Jeg husker bl.a. på et tidspunkt at have haft en chef, der åbent meddelte, at han følte sig utryg ved kvindelige soldater. Kvinder var noget man kurtiserede, fastslog han sgu.«

»Alligevel, selv om jeg troede, at modstanden ville være størst hos de gamle officerer, så var det mest mine jævnaldrende, der ikke brød sig om konkurrencen,« siger hun.

På lignede vis måtte Lone Træholt trods optaget i Flyvevåbnet heller ikke flyve som besætningsmedlem de første år. Det fik hun først lov til, da hun i en fireårig periode var udsendt til en tysk base i Geilenkirchen. I Danmark mente man langt op i 80'erne ikke, at det "sart" kvindelige legeme kunne klare strabadserne:

»Mens jeg den første tid gik på flyveskole på Avnø måtte jeg heller ikke pudse gevær sammen med mændene, fordi jeg så skulle gå forbi deres baderum,« fortæller Lone Træholt, der selv om Helle Degn - dengang medlem af Ligestillingsrådet - blev involveret sidst i 70'erne måtte for altid opgive drømmen om at blive pilot. Afvisningerne var de samme.

Ud af manderollen

Annemette Ruth vender bøtten på hovedet:

»Mest har vi selvfølgelig oplevet mændene, som gode kammerater og åbenhjertige kolleger, der er ind i mellem har kunnet benytte samtaler med os til eksempelvis at få luft for deres private skilsmissesorger. Har vi ikke?«

»Også derfor er det vigtigt med kvinder i forsvaret. Mændene kan få lov til en gang i mellem at falde ud af deres manderoller,« siger Lone Træholt.

Begge afviser kategorisk på noget tidspunkt at have overvejet at forlade deres arbejdsplads, som de trods alt altid har sat pris på.

»Meget har heldigvis ændret sig undervejs. Men flertallet i befolkningen - kvinder som mænd aner stadig ikke, hvad vi i virkeligheden laver i forsvaret. De forbinder os udelukkende med mudder på støvlerne og Kosovo. De fleste af os er imidlertid ansat i usynlige støttefunktioner, fra mekanikerne til dem der som os administrerer,« mener Lone Træholt.

Den nyudnævnte oberstløjtnant skal fungere som chef for operationssektionen under Forsvarskommandoens operations- og driftsafdeling.

I praksis bliver Lone Træholt den, der skal træffe de første afgørende beslutninger, hver gang et eller andet uforudset sker for forsvaret. Enten nu et militært køretøj kører galt i Sønderjylland eller de danske tropper i Kosovo involveres i kamp.

Det handler også om den information, som forsvaret videregiver og om omgangen med de evigt kritiserende medier, som hun antyder i alt for høj grad får lov til at sætte dagsordenen.

Derefter skal hun rådgive eksempelvis forsvarschefen, så han kan træffe de videre beslutninger:

»Mor passer på Danmark har jeg forsøgt at forklare min søn. Døgnet rundt.«

Også Annemette Ruth har tilkæmpet sig en markant plads i hierarkiet, som chef for personelstabens struktur- og uddannelsessektion - den afdeling, der udarbejder retningslinjerne for den personale- og uddannelsespolitik, der skal føres overfor forsvarets 30.000-35.000 militært og civilt ansatte.

Ruth har dermed et stort ansvar for, at forsvaret også i fremtiden kan rekruttere og fastholde et kvalificeret personale trods små overgange og masser af andre muligheder for tidens unge.

»I dag er det i højere grad arbejdstager, der vælger arbejdsgiver end omvendt. Den kendsgerning kræver en stor omvæltning for en traditionsbunden institution som forsvaret, der er vant til, at folk blot parerer ordre og gør honnør.«

Bløde værdier

»Der er brug for at anerkende flere såkaldte bløde værdier. Får vi gennemført kulturændringen, tror jeg, at flere kvinder vil søge ind i forsvaret, hvilket ligeledes vil være en fordel for mændene, der også gerne være sikre på at nå hjem til krybbespillet i børnehaven eller overholde weekendaftalen i sommerhuset. Men som hidtil ikke har sagt fra. Jeg fornemmer, at de kvinder, som allerede er her, har sat kulturændringen i gang. Men en del gamle chefer mener stadig, at folkene har pligt til at sidde oppe hele natten uanset 37 timers arbejdsuge.«

Oberstløjtnanten bryder ind: »Hvis min søn er syg, så tager jeg da bare mit papirarbejde med herhjem til køkkenbordet. Eller holder barnets første sygedag. Det har ingen endnu vovet at kritisere mig for.«

»Vi tror faktisk på, at soldater er bedre motiveret, hvis man respekterer deres ret til familie- og fritidsliv,« fastslår Ruth, selv mor til to teenagere. Begge afviser de at være valgt til deres jobs på grund af deres køn:

»Men det er da muligt, at vi i kraft af vores køn har nogle evner og forståelser, som forsvaret i disse år efterlyser,« siger kommandørkaptajnen.

Fotografens mobiltelefon ringer. Det er hustruen, der kræver ham hjem for at tage sig af et barn med høj feber, hun har nemlig ikke tid. Fotografen adlyder uden protest - efter hurtigt at have knipset færdigt:

»Sådan skal det være,« råber de to officerer i munden på hinanden, da han farer ud ad døren.

mads.stenstrup@jp.dk