Portræt ved 90 års fødselsdagen: Dyb respekt for dronning Ingrid

90 år. Siden januar 1998 har dronning Ingrid da også indtaget førstepladsen som alderspræsident blandt samtlige danske kongelige personer gennem tiderne. Hun når det runde tal på tirsdag, og der er ligeså talrige andre grunde til at fejre dronningen som den høje alder.

»Som søster får hun højeste karakter,« siger greve Carl-Johan af Wisborg, dronning Ingrids skattede lillebror, i telefonen fra Skåne.

Det kan han gøre uden at fornærme nogen, for dronningen er eneste pige af en søskendeflok på fem. Først af alt fremhæver den seks år yngre bror søsterens trofasthed, og det at man kan stole fuldstændig på hende.

»Vänfast,« siger han på sit modersmål.

»Hun er meget klog,« supplerer hustruen Gunilla Wachtmeister i baggrunden.

Greve Carl-Johan bekræfter.

»Hun har givet mig mange gode råd, men det er nu ikke dem alle, jeg har fulgt,« ler han.

Han og hustruen ser den kongelige søster og svigerinde, mindst hver anden måned, siger greven, der for længst har givet afkald på sin prinsetitel, fordi han har giftet sig borgerligt.

Dronning Ingrid holdt hans og Gunilla Wachtmeisters bryllup i København i 1988, da greven som 71-årig giftede sig igen efter sin første hustrus død. Siden har parret været på sommerferie en uge hver år på Gråsten Slot, og de kommer også til den meget private fødselsdag i Fredensborg på tirsdag.

Samlingspunkt

I sin karakteristik af søsteren fremhæver greve Carl-Johan hendes sjældne evne til at samle familien, ikke mindst børnebørnene. Når de to søskende færdedes privat i Danmark, har det imponeret ham, at folk ser glade ud og standser op, når de genkender dronningen.

»Dyb respekt«, er de ord, der umiddelbart falder tidligere 1. hoffourer for dronning Margrethe, Bent Lykke, ind, når dronning Ingrids navn bliver nævnt.

Han kom til dronning Ingrids og Kong Frederik IX's hof syv år efter, at kongen var blevet rigsforstander i 1947, først som tjener for de tre prinsesser, siden som lakaj.

»Vi tjenestefolk nærede dyb respekt for dronningen. Det var hævet over al tvivl, at det var hende, der bestemte, men samtidig var ingen bange eller nervøse for hende, eller for at spørge hende til råds. Hun skældte aldrig ud, når man havde gjort noget forkert. I stedet fik man, hvad jeg vil kalde en informativ irettesættelse - "jeg synes, at man hellere skulle gøre sådan eller sådan". Der kom altid et venligt svar, og det betød meget for den gode stemning,« siger han.

Der var en vis distance til personalet. Ikke noget med erkendtligheder ved de ansattes særlige mærkedage eller familiemæssige begivenheder, som det ellers kan være kutyme på en arbejdsplads. Bent Lykke finder det i orden, at der i denne særlige "virksomhed" må være en vis afstand.

Less is more

Dronning Ingrid har ikke udtalt sig offentligt i en årrække, og hun holder sig gerne i baggrunden. Både modemæssigt og i karaktertræk er hun reserveret. Hun går diskret klædt og frisuren med de to store pandekrøller er forblevet uforandret.

Hun bryder sig ikke om at blive foreviget bag det rullende gangstativ, som hun har måttet støtte sig til gennem de senere år, men skal det være - og det skulle det ubetinget ved det tredje oldebarns, prins Nikolais dåb i november 1999 - så tager den stærke personlighed turen for fuld projektør.

Bortset fra den knogleskørhed, som hun har måttet lære at leve med i 1990'erne, og som har krummet hendes ryg, har dronningen været begunstiget af et godt helbred, hvad den høje alder også vidner om.

Historisk ligger hendes fortjeneste på de indre linjer, for gennem mere end et halvt århundrede har hun haft afgørende indflydelse på ikke færre end tre danske statsoverhoveder. Sin svigerfar, sin mand og ikke mindst sin datter, dronning Margrethe.

Dronning Ingrid kom til Danmark i 1935. Næppe på afbud, om end den da 36-årige kronprins havde en hævet forlovelse bag sig. 23 år gammel friede han til den græske prinsesse Olga og fik et ja, men forlovelsen varede kun et par måneder.

»Jeg er ikke sikker på, at far ikke havde kig på mor før 1934, og at han faktisk friede til hende på et tidligere tidspunkt, men fik afslag. Hun følte sig for ung,« siger dronning Margrethe til Ritzau.

Dronningen Ingrid ønskede fra første øjeblik at blive dansk, og allerede fra 1930-erne holdt hun af at opholde sig i grænselandet og på sit elskede slot i Gråsten, som parret fik foræret ved brylluppet.

»Hun elsker Sønderjylland. Når hun fortæller om mødet med Danmark og Sønderjylland, så forstår man, at Gråsten ikke kun er en sommerresidens,« fortæller prins Joachim.

Dronning Ingrid har ikke kun grebet sønderjyderne om hjerterne. Også det øvrige land har alle årene sat pris på den rolige, stærke kvinde. Det gjaldt naturligvis ikke mindst hendes mand, den storrygende sømand med den naturlige charme og det ligefremme væsen. Ikke så helt få gange luftede den bramfrie Frederik sin passion for sin hustru i offentligheden. Det tog kegler.

Som en af få lykkedes det også Ingrid at få et varmt forhold til sin noget tilknappede svigerfar, kong Christian X.

Efter sigende var det den unge - dengang - kronprinsesse, der med sine stærke antinazistiske holdninger overbeviste sin svigerfar om, at han måtte søge at blive symbolet på den tavse modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Operationen lykkedes.

Selv om det ingen hemmelighed var, at hans synspunkter lå til højre, så blev Kong Christian X besættelsestidens helt store samlingspunkt.

Når han så på Ingrid, fortæller overleveringen, så var det med julelys i øjnene i anerkendelse af, at have fået en svigerdatter med så lyst et hoved.

Det var også Ingrid, der få måneder efter befrielsen stod frem i radioen med en af sine smukkeste taksigelser.

Hun takkede islændinge, færinger og danskere i udlandet for de tøjgaver, som var blevet sendt til trængende danskere i "de fem forbandede år," og hun sagde bl. a.:

»Da befrielsen kom, syntes vi, at vi havde fået belønning nok, selv om vi alle vidste, at der ville være vanskeligheder at kæmpe med, og at dette ikke mindst gjaldt op mod vinteren for de befolkningsgrupper i vort land, der var dårligt stillede. Og så pludselig strømmede det ind med kærlighedsgaver....«

Med en følelse af "at man havde drukket for meget champagne", havde hun selv modtaget budskabet om befrielsen.

Se, det var snak efter danskernes hoved. At Frederik og Ingrid var forskellige som dag og nat, sprang i øjnene, men deres kærlighed og forståelse for hinanden var slående. Fra 1947 til 1972 stod hun som dronning ved sin mands side som en altid klog, loyal og diplomatisk rådgiver.

Ofte gav kongen udtryk for dyb taknemmelighed over det lod, han havde trukket i ægteskabstombolaen.

»Jeg kan ikke se, hvad der skulle være blevet af mig, hvis Ingrid havde givet mig sit nej,« sagde han nogle år efter, at han havde hentet den svensk fødte kronprinsesse over sundet.

Betænksom dronning

Da Frederik overtog tronen efter sin fars død den 20. april 1947, bød han sin Ingrid med ud på balkonen efter den officielle tale. Han kyssede hende og sagde så højt, at det kunne høres i mikrofonen at "vi to vil nu gå videre efter det eksempel, det gamle kongepar viste os".

Pressen har nydt godt af dronning Ingrids betænksomhed. Også i situationer, hvor hun har haft rigeligt andet på sinde.

I 1972, da Frederik IX blev indlagt på Københavns Kommunehospital med lungebetændelse og svækket hjerte, stod pressen udenfor og ventede på nyt. Det var bitterlig koldt, og sneen føg.

En aften gik hun direkte over til pressefolkene på den anden side af Øster Farimagsgade og sagde: »De kan godt gå hjem. Der sker ikke noget. Vi kommer første igen i morgen tidlig.«

Den 14. januar døde kongen, og dronning Ingrid trådte nogle skridt tilbage for at give plads til sin datter og svigersøn. Hun ville ikke fejres mere, og det løfte har hun holdt.

Med få undtagelser.

I maj 1985 kunne hun markere 50 år som dansker og gjorde det i Sønderjylland med de landsmænd, der lærte hende at bliver dansker.

Hendes egne ord fra dagen står stadig til troende:

»Det er en dejlig og varmende fornemmelse at føle sig hjemme. I dag kan jeg næppe forstå, at jeg engang kom til Danmark som en fremmed. I Danmark er jeg ikke født, men der har jeg hjemme.«

Den seneste gang dronning Ingrid ytrede sig offentligt var - og til alles overraskelse - med en bevægende og meget personlig tale til sine døtre ved dronning Margrethes regentjubilæum den 14. januar 1997:

»Jeg synes, det er gået godt i livet for jer alle. I er hver blevet gift med den, I holdt af. Det sker ikke altid. Og I har en vældig fornemmelse af sammenhold. Og Daisy, du har to dejlige sønner, og de vil gøre det bedste for Danmark, så jeg tror, at jeg trygt kan lukke mine øjne.«

kirsten.elley@jp.dk

else.boelskifte@jp.dk