På ekspedition i menneskedybet

Ole Reimann havde bildt dem ind, at han kunne spille trompet, og skibet var allerede til søs, da det viste sig ikke at være helt rigtigt.

Som værnepligtig stod han i 1950 ud med den anden Galathea-ekspedition, og i løbet af den to år lange ekspedition endte han som blandt andet skibets dyrepasser. Krokodiller, en tam and, papagøjer og fisk - det engelsk-byggede fartøj var en blandet landhandel undervejs, og for Ole Reimann lugtede det alt sammen lidt af hjem.

Det gjorde det også for Jørgen Reimann, som var ombord på det ØK-skib, der fulgte efter med trawlet på ekspeditionen.

Ikke fordi nogen af dem var forskere eller sågar sømænd, faktisk havde de to brødre værtshus i blodet fra barnsben af, men det værtshus, de kendte, var et specielt værtshus, og med sig hjemmefra havde de interessen for alt fremmed.

Rigtige mænd

Deres far hed Albert Julius Reimann, og han havde Gilleleje Kroen i Nyhavn, og var det ikke fordi, at man kun bliver en rigtig mand efter en tur på søen, var de to måske nok sprunget lige ud i driften af kroen, som allerede dengang var udsmykket med alskens mærkelige sager, som sømænd tog med hjem til kroejeren efter lange rejser.

Men Jørgen og Ole Reimann skulle ud og lære at "stå op og børste tænder om morgenen", som Jørgens søn Peter udtrykker det i dag, så de drog ud for at finde blå fisk, skrumpehoveder og møde mærkelige fartøjer.

Det er ikke længere Albert Julius Reimann, der har Gilleleje Kroen i Nyhavn, og det er ikke længere Ole og Jørgen Reimann, der kører Galathea Kroen, som de åbnede, da de kom hjem fra ekspeditionen i sin tid, men i loftet hænger stadig et af de mærkelige fartøjer.

For da Galathea-ekspeditionen vendte hjem i 1952, havde de to brødre køjesækken og lidt til fyldt med mærkelige sager.

De mærkelige sager har siden udgjort en væsentlig del af udsmykningen på et af Københavns mest legendariske værtshuse.

Scrapbøger vidner om et velbesøgt sted, og i de flossede læderindbundne bøger er der hilsener fra og billeder af både kendte og ukendte gæster.

Interieuret har ikke ændret sig gennem årene, og til hvert hjørne hører en historie.

»Når Dirch Passer blev ked af at være sjov, sad han gerne ude på kaffekassen hos min kone og fik en stille sludder med de lange ben oppe under sig,« fortæller Jørgen Reimanns søn Peter, som har ejet Galathea Kroen de sidste seks år, og som er kommet der hele sit liv.

Stille piller han bøger og billeder ned fra hylderne og viser dem frem, mens han fortæller om sin barndom og ungdom på Galathea Kroen og om, hvor de forskellige ting kommer fra.

»Kanoen der i loftet - den er en af tre, ekspeditionen havde med hjem. Da de kom til Samoa, kom de indfødte ud til skibet i kanoer, og da Jern-Henrik, som var ombord, viste dem, at han kunne tage sin arm af, fordi han havde det sidste nye skrig - sådan en protese fra USA - troede de, han var en slags gud, fordi han kunne skille sig ad, så de gav ham tre kanoer og andre ting. På vej hjem købte Ole den ene for en fiskestang, en hvid skjorte og tyve kroner, og den har hængt her lige siden,« fortæller Peter Reimann.

På første side i stedets gæstebog kan man læse, at det er en "Fortegnelse over Jørgen Rygs kontorpersonale", og på en side dukker pludselig et billede op af en ung Ella Fitzgerald bænket mellem Jørgen Reimann og en anden af stedets daværende tjenere.

Tjenere med "måtter"

Man kan se, at de er ansatte på stedet, for begge bærer de det dengang meget omtalte fuldskæg, som kendetegnede de første års tjenere på Galathea Kroen.

I en avisartikel fra dengang kan man læse, at Københavns Tjenerforening havde problematikken oppe på generalforsamlingen, fordi det indtil da havde været fyringsgrund at møde ubarberet som tjener. Så på Galathea Kroen gik man i den modsatte grøft og bad tjenerstaben møde til åbning med "store måtter i ansigtet", som Peter Reimann udtrykker det.

»I 1953 var der ikke så mange, der havde stort fuldskæg, så tjenerne herfra blev faktisk bedt om at medvirke i en film om vikinger, som skulle optages i Norge med Kirk Douglas i hovedrollen,« fortæller Peter, der naturligvis selv har fuldskæg. Og som også har været en tur på søen, før han blev værtshusholder.

Men Peter Reimann er i bogstaveligste forstand vokset op med Galathea Kroen.

Han kom til verden to år efter kroen, og han har haft sin gang både der og på Gilleleje Kroen hos farfaren, siden han kunne nå en bordkant.

Ligesom det lå lige for for Ole og Jørgen Reimann at åbne eget værtshus, da Galathea Ekspeditionen var slut, har Peter altid på en eller anden måde vidst, at Galathea Kroen ville være hans liv.

I byen med Brandenburg

»Det er jo min dagligstue det her, og jeg ved sgu ikke, hvad jeg ellers skulle have lavet, for jeg er så ordblind, at det betød bank at gå i skole, så det holdt jeg hurtigt op med. Men det er mange år siden, jeg holdt op med at fortælle historier om dengang, for folk troede, det var løgn, når jeg sagde, at jeg havde været i byen med Otto Brandenburg i weekenden... De kom her jo alle sammen,« siger han.

Ud over samlingen af mærkelig sager fra fjerne steder er Galathea Kroen også kendt for at have en af Danmarks største jazz-samlinger på vinyl og så for en stor ris-taffel. Og selv om der endnu er et par timer til åbningstid, står de små skåle med tilbehør fremme, og Peter vender pladen.

»Fra jeg åbner øjnene om morgenen, er det i gang inde i hovedet, og så slutter det først, når natten går på hæld, og selv om man har set mange sjove mennesker i sådan et liv, så har jeg også set mange gå til bunds. Nogle af dem rigtig hurtigt. Der er mange skæbner i sådan en tilværelse - og vi vil vel alle sammen gerne være andre, end dem vi er ind imellem, så det her er vel min gemmeæske,« kommer det eftertænksomt.

Peter Reimann er 45, men han har lovet sig selv at stoppe om fem år, for værtshuslivet er hårdt. Mens han siger det, sender han blikket en tur rundt i lokalet, for han har ingen børn, og han håber, der inden for de næste fem år vil dukke en op, som vil ønske at fortsætte det, der i snart 50 år har været tilholdssted for en række københavnere.

»Der kommer stadig nogle af bohemerne, men der er ikke så mange tilbage af dem. Til gengæld er de unge begyndt at komme her - de vil se, hvor mor og far mødte hinanden og se det sted, de har hørt så meget om derhjemme,« fortæller Peter.

Så er der lidt andægtig bladren i gæstebøger og scrapbøger, mens Peter kan flere historier, og flere steder dukker blandt andet ungdomsbilleder af Annie Bel-Kher, som mange i dag kender fra Palæ Bar, op. For selvfølgelig har hun også passet disken på Galathea Kroen, og Peter fortæller, at det var hende, der havde æren for, at de store jazzmusikere altid besøgte kroen, når de spillede i København.

På bordet ligger også forfatteren Hakon Mielches bøger om ekspeditionen, og hans tegninger i gæstebogen er let genkendelige fra bøgernes omslag.

Film om ekspeditionen

Galathea Ekspeditionen placerede for alvor dansk forskning i verdens bevidsthed, og mens ekspeditionen stod på, kunne man følge med i den gennem filmklip, der blev sendt hjem, og som blev vist i den biograf, der dengang gemte sig på hovedbanegården.

I 1956 blev en del af filmstumperne klippet sammen af samme Hakon Mielche til en lille film, og den vises i slutningen af februar og i starten af maj på Nationalmuseet i forbindelse med udstillingen Verdensspejl.

»Og vi har aftalt en søndag, hvor vi skal ind og se den,« siger Peter Reimann.

anne.villemoes@jp.dk