Fortsæt til indhold
Indland

Hamp kan bruges til isolering

Danske landmænd kan blive leverandører af miljøvenlige isoleringsmaterialer i form af hamp og hør til erstatning for mineraluld og glasuld som isoleringsmateriale i byggebranchen.

Efter syv års udviklingsgarbejde på Landbrugets Rådgivningscenter er det lykkedes forskerne at udvikle berøringsvenlige, bløde måtter, der kan anvendes til varme- og lydisolering, stopning af vinduer og isolering under gulve. Måtterne er tænkt som et reelt alternativ til de gængse isoleringsmaterialer såsom mineraluld.

Udover isolering kan de nye patenterede hamp- og hørmåtter bruges til en række andre produkter såsom paneler i biler.

Måtterne består af næsten 100 pct. ren hør eller hamp. Fibrene forarbejdes til en ulden kvalitet, der giver stor evne til at fastholde stillestående luft og dermed isolere. Efter brug kan måtterne genanvendes eller komposteres eller brændes.

Den største fordel ved den nye type isolering er ifølge Landbrugets Rådgivningscenter, at materialet for bygningsarbejdere og gør-det-selv-folk er behagligt at arbejde med og lige så blødt som uld og hørtekstiler. Det har stor betydning under oplægning af isolering, at det kan foregå uden gener, og at arbejdet kan gøres omhyggeligt under ofte vanskelige forhold. Hamp-måtterne støver stort set ikke og giver dermed ikke støvgener, når de skæres over.

For den almindelige forbruger er den største fordel, at det nye miljøvenlige produkt vil kunne produceres til en konkurrencedygtig pris i forhold til traditionel isolering.

De grønne isoleringsmåtter præsenteres på den kommende uges store Agromek landbrugsmesse i Herning.

/ritzau/