Århundredets scenekunstner: En kartoffel i munden

Spørger man en yngre dansker med en vis teaterinteresse om, hvem der efter hendes mening må være den største scenepersonlighed i dette århundrede, vil vedkommende med meget stor sandsynlighed svare Poul Reumert. Ja, for hvem er der ellers, som almindelige mennesker kender og kan huske i dag?

Spørger man en ældre teatergænger, der selv har oplevet Poul Reumert på scenen, er svaret helt sikkert. I sin tid var han dansk teaters naturlige og uovertrufne midtpunkt, et nationalt klenodie; i eftertiden er han blevet en myte.

Det er 31 år siden han døde, efter et meget langt liv i teatrets tjeneste. I 1962 fejrede han således sit 60-års skuespiller-jubilæum på Det kgl. Teater, hvor han debuterede som 18-årig i 1902, og kom til at tilbringe det meste af sin karriere.

Men sådan begyndte det ikke. De første ni år var Reumert skuespiller på Folketeatret og Det Ny Teater, inden han kom tilbage til Det kgl. Teater i 1911, og blev der, afbrudt af perioder på Dagmarteatret.

Ikke et oplagt talent

Selv om hans forældre begge var scenekunstnere - faderen Elith Reumert var skuespiller, moderen Athalia Flammé danserinde - var det slet ikke oplagt for dem, at Poul Reumert skulle til teatret. Men Reumert ville, og i protest stak han af hjemmefra for at stå til søs. Da han opdagede, at det jo ikke bragte ham nærmere den attråede scene, vendte han hjem igen, blev student i 1901, og samme efterår optaget på Det kgl. Teaters elevskole, hvor man dog var noget usikker på hans talent, og derfor rådede ham til i stedet at kaste sig over et sprogstudium. Rådet fulgte han nu ikke, men tog sideløbende med skuespilleruddannelsen for en sikkerheds skyld filosofikum på Københavns Universitet i 1902.

Hans lærere på teatret var nogle af tidens største og bedste, blandt andet Olaf Poulsen, Karl Mantzius og Peter Jerndorff, men stærkest påvirkning fik han af instruktøren William Bloch, der var det naturalistiske teaters bannerfører, hvis Holberg-opførelser blev legendariske, og som helt op til vores egen tid har præget spillestilen på Kongens Nytorv.

Blochs indflydelse på Reumert har forledt mange til at opfatte ham som rent naturalistisk skuespiller, hvilket er en alt for snæver karakteristik af Reumerts enorme talent og spændvidde. Men rigtigt er det, at Reumerts metode, når han arbejdede med en ny rolle, var den minutiøse analyse, som har sin rod i den naturalistiske skole.

Men i ham boede der også en gøgler, hvilket blandt andet kom til udtryk, da han engang til et velgørenhedsarrangement optrådte sammen med Osvald Helmuth i Gluntarne i Odd Fellow Palæet.

Kluntet kropssprog

Da elevtiden var omme og debuten overstået, fik Reumert ved Olaf Poulsens hjælp engagement på Folketeatret. At fortsætte på Det kgl. Teater kunne der slet ikke blive tale om; talentet var endnu ikke til at få øje på, kropssproget var kluntet og usikkert, og hans stemme lød grødet, som havde han en kartoffel i munden. Der var fortsat meget at lære for den unge skuespiller.

På Folketeatret indgik han i det løbende repertoire, som i Reumerts første sæson bød på ikke mindre end otte nye skuespil og tolv repremierer, så der var nok at lave. Her fik han blandt andet rollen som Nicolai i Nøddebo Præstegaard.

Da Det Ny Teater åbnede i 1908, blev Reumert engageret som den mandlige hovedkraft. Talentet havde nu tydeligt manifesteret sig, og i de næste tre år spillede han udelukkende hovedroller. Størst popularitet fik han i operette-faget med roller i Zigøjnerblod og Dollarprinsessen

Førstekraft

Og så kaldte Det kgl. Teater på ham. Først i roller som Nicolai i Sparekassen, Kasper Røghat i Der var Engang, og siden de klassiske tjenerroller hos Holberg og Molière. Det blev også til Shakespeare, Ibsen og Strindberg. Og så kom urpremieren på Henri Nathansens Indenfor Murene i 1912, hvor Reumert spillede prokurist Meyer.

Siden spillede han etatsråd Herming i opsætningen i 1952, og endelig gamle Levin fra 1956 og fremad - den rolle, han også spillede, da TV-teatret optog forestillingen i 1963 med Clara Pontoppidan som fru Levin. Om Clara Pontoppidan sagde Reumert i øvrigt engang til operasangeren Frans Lasson: "Har De nogensinde set ind i fru Pontoppidans øjne? Disse bundløse øjne! Ved De, hvad man ser derinde?"

Lang pause.

"Skidt og lort!"

Nationalklenodiet

Efter et mellemspil på Dagmarteatret vendte Reumert hjem til Kongens Nytorv sammen med Bodil Ipsen til Det kgl. Teaters 200-års jubilæums-sæson i 1922. Fra det øjeblik og de næste mere end 40 år blev han teatrets altdominerende kunstner, kun afbrudt af en udvandring fra 1930-37, affødt af vrede over en ny skuespilchef.

Han triumferede i det tragiske og det komiske, og han bemægtigede sig roller, som han videreudviklede gennem mange år. Således spillede han første gang løjtnant von Buddinge i Genboerne i 1927, og sidste gang 32 år senere!

Det lille h

Men Reumerts position som teatrets førstekraft gav ham samtidig følelsen af, at det var ham, der var den egentlige teaterchef. Utallige er de anekdoter om Reumert, som kommenterer repertoire, skuespillere og interne forhold på teatret, ikke altid lige diplomatisk og heller ikke altid med god ret.

Daværende teaterchef Brøndsted fortalte i anledning af Reumerts 80-årsdag, hvordan en lind strøm af breve gennem årene var dumpet ind på chefkontoret, altid med udskriften "Til Teaterchefen". Det afgørende var h'et. Stod der "Theaterchefen", var alt godt; manglede h'et, vidste Brøndsted, at en eller anden, måske ham selv, stod til skideballe i brevet.

Samme Brøndsted karakteriserede Reumert engang på denne måde: "Denne notoriske, men endnu ikke fuldt anerkendte... idiot!"

Skuespilleren Ebbe Rode har tit fortalt om den Reumertske tugt og pædagogik, der ofte var både hård og uretfærdig. "Mere hæmmende end løftende", kaldte Rode den, hvor berettiget den så end kunne være.

Christian IV i Elverhøi

Skal man nævne en enkelt milepæl i Reumerts karriere, der næsten ikke syntes at bestå af andet, må det blive Herodes i Kaj Munks En Idealist i 1938, hvor det lykkedes Reumert at vende fiaskoen fra førsteopførelsen ti år tidligere til en sand triumf. Senere spillede han flere stykker af Munk, han udvidede sit Holberg-galleri, og fejrede sit 40-års-jubilæum som Don Ranudo i Bodil Ipsens iscenesættelse i 1942, mens 50-året blev markeret med Bernard Shaws Cæsar og Cleopatra.

Sidste gang Reumert stod på scenen i en rolle, var som Christian IV i Elverhøi ved festforestillingen i anledning af prinsesse Margrethes bryllup i 1967.

Radio, film og TV

Ud over sit sceniske virke, foldede Reumert sig også naturligt ud, først i Radioteatret fra 1923 til 1966, og i TV-teatret fra 1954. På film debuterede han opsigtsvækkende sammen med Asta Nielsen i Afgrunden fra 1910, og siden blev det til en lang række film de næste 55 år. Frøken Kirkemus og Otte Akkorder er to af de mest kendte.

Han var i mange år lærer på Det kgl. Teater, og har skrevet bøger om teatrets og sin egen kunst. Allerede i 1940 kom Masker og Mennesker, Teatrets Kunst i 1963, og Om Teater fra 1971.

Han var Kommandør af første grad, fik Ingenio & Arti, blev æreskunstner i Studenterforeningen, fik Fortjenstmedaljen i guld i 1967, har gæsteforelæst på Universitet i Paris, og modtaget et hav af legater og hædersbevisninger, foruden en lang række udenlandske ordener.