Den forsvundne statsminister

Det sker ikke så ofte, at en statsminister sådan bare forsvinder.

Ligeledes er det vel yderst sjældent, at et lands statsminister er manio-depressiv.

Begge dele gjorde sig imidlertid gældende for Danmarks statsminister i 1960-1962, Viggo Kampmann.

Og at der var en klar sammenhæng mellem forsvindingsnummeret og sygdommen, det bevidner ét af de mennesker, som var særdeles tæt på Kampmann:

I en ny erindringsbog {inch}Tre Røde Konger{inch}, som udkommer på næste fredag, beretter den nu 72-årige Helge Hjortdal om sin tid som ministersekretær for de tre socialdemokratiske statsministre H. C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag.

Ikke uden grund har kapitlet om Viggo Kampmanns sygdom med især maniske perioder på forhånd tiltrukket sig størst opmærksomhed.

Under de hektiske forsvindings-uger havde ingen - hverken familie, venner, advokat, kolleger eller altså ministersekretæren - den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Holdt hånden over ham

Den rutinerede ministersekretær kæmpede i ugevis for at ride stormen af ved at holde journalister, ministre, politikere og andre hen, indtil Kampmann næste gang dukkede op et par timer, som om intet var hændt. Det lykkedes den hårdt prøvede ministersekretær sammen med den nærmeste familie at dække effektivt over statsministeren, men Helge Hjortdal stillede et ufravigeligt krav til Kampmann: Hvis skuespillet skulle have en chance for at bære, skulle han i det mindste ALTID møde op tirsdag kl. 9.30 i sit kontor for at forberede ministermøderne kl. 10.00.

Aftalen blev holdt.

Men hvorfor valgte Helge Hjortdal at dække over en statsminister, som midt under Den Kolde Krig var så ustabil? Og som en gang var på vej til Finland, men blev bremset i lufthaven, fordi han ikke måtte forlade landet uden kongens tilladelse?

»Fordi han alligevel passede sit arbejde. Jeg var jo i et gråt område, og et eller andet sted er der en skillelinie, som ikke kan overskrides. Men så længe man er på den rigtige side, er det ikke uansvarligt at lade det passere. Og jeg havde hver tirsdag denne helt faste kontakt med ham, foruden at han dukkede uanmeldt og uregelmæssigt op. Og så var det lykkeligvis noget, der skete uden for Folketingets samling, hvor vi skulle forberede åbningstalen med faste procedurer,« siger Helge Hjortdal i dag.

Han erkender dog, at det for ham var en vanskelig balanceakt og et tyngende ansvar.

»Overvejelserne for mig gik hele tiden på, om hans tilstand greb ind i hans funktionsdygtighed. Er der en risiko for, at noget går galt eller går i stå, fordi han ikke er på arbejde? Men en statsminister kan også under normale omstændigheder køre en tur en dag eller to med sin familie, hvor det er svært at få fat på ham.«

»Jeg frygtede ikke, at noget kunne gå rivende galt, og hovedopgaven var at få ham reddet i land igen,« siger Helge Hjortdal.

Når han overhovedet vælger at gå så tæt på Viggo Kampmanns privatliv i sin bog, skyldes det de mange overdrevne rygter om den tidligere statsministers udskejelser.

»Han var et fantastisk engageret, intelligent og charmerende menneske, som desuden ellers var fabelagtig flittig. Jeg følte en trang til at reducere rygterne. Hans opførsel var naturligvis uacceptabel, og det måtte høre op, men rygterne skal have de rette proportioner.«