Kunsten at være søn af en kunstner

NAVNÊ Ole Heerup

ALDERÊ 65 år, tidligere gift, men ungkarl de seneste mange år

PROFESSIONÊ Kunstmaler

Hvilken fodboldspiller har du

beundret mest?

Brian Laudrup er en artist. Men Knud Lundberg var også fantastisk. Han

kunne det der med at spille en bold lidt blødt

Hvilken musik holder du mest af?

Jeg er glad for både klassisk, jazz

og blues. I gamle dage kom jeg

utroligt meget på jazzklubberne i København, især Montmartre

Hvilken type kvinde foretrækker du?

Min far holdt mest af de mørkhårede, men det vil jeg ikke lægge mig fast på

Hvordan lever du dit liv?

Jeg er et nydelsesmenneske, så jeg

vil nyde, når jeg maler. Jeg har også en frihed, som mange andre ikke har. Jeg ville ønske, at folk var mindre pressede

Hans far købte i 1946 grunden for 4500 kroner af en gartner. Der lå en gård et stykke væk, men ellers var der ingen huse i umiddelbar nærhed.

I dag er grunden omkranset af parcelhuse i gule og røde mursten. Villavejene er blevet anlagt nærmest med lineal. Nord-syd, øst-vest.

Det er den 65-årige kunstmaler Ole Heerup, som ejer grunden og atelieret på Kamstrupvej i Rødovre. Han arvede stedet efter sin far, Henry Heerup, som døde i 1993. Mens han levede, drømte Henry Heerup om, at han og sønnen skulle gå og skabe kunst på hver sin del af grunden i Rødovre. Sådan blev det aldrig. For bortset fra, at den ældre Heerup engang malede en irgrøn sol på et af sønnens allerførste malerforsøg, var det småt med kunstnerisk samarbejde. I stedet er det nu Ole Heerup, som går alene rundt og arbejder. I hans gamle atelier på Frederiksberg er datteren fra et ægteskab for længe siden i færd med at etablere sig med sin belgiske mand, som er rockmusiker, og deres lille barn.

Ole Heerup er godt nok meget mindre kendt af den store offentlighed end sin far, som gik hen og blev en meget folkekær kunstner. Ikke desto mindre er sønnen anerkendt medlem af "Koloristerne", og han har siden 1998 været på den livsvarige ydelse på finansloven.

Skrålede opera

Hverken da lille Ole i 1930'erne blev kørt rundt i barnevogn af sin mor, Mille Heerup, i Gothersgade, hvor familiens første lejlighed lå, eller et par år senere, da familien flyttede til Vanløse, stod det skrevet noget sted, at drengen med det dårlige syn skulle være kunstner.

Allerede som toårig fik Ole Heerup briller, fordi han var skeløjet og langsynet. Og noget af det første, han fik øje på igennem brilleglassene, var en fodbold.

»Min far forstod aldrig en skid af det, men jeg var som dreng hektisk omkring det at trille med en bold sammen med de andre børn. Der var en fantastisk frihed i det spil, og jeg kom i løbet af årene ud at spille kampe for både Vanløse og KB. Mens de andre fædre tog med, blev min far hjemme. Da han til gengæld engang malede et fodboldbillede, var jeg ikke vild med det,« fortæller Ole Heerup.

Men faren og sønnen havde det godt sammen. Henry Heerup vidste måske ikke, hvilken klasse eller skole hans søn gik i, men han var kærlig, og de fandt bl.a. en fælles interesse i sangen. Operastjernen Caruso var Henry Heerups store idol, som han forsøgte at lyde som på cykelturene til atelieret i Rødovre eller til Bellevue Strand, når solen skinnede. Mange år senere kunne far og søn sidde i atelieret på Kamstrupvej og skråle, mens Henry Heerups gamle 78'ere roterede på pladespilleren.

»Selv om min far og mor blev skilt, da jeg var omkring 10 år, fortsatte han med at komme i hjemmet, blandt andet til fødselsdagene for mig og min lillesøster Nanna (Hertoft, som også er kunstner, red.). Far var sjov og glad, og når han blev sur, var det mest på radioen. Han har slået hul i mere end én radio, som ikke fungerede ordentligt,« husker sønnen.

Godt på vej ind i voksenlivet begyndte Ole Heerups interesse for fodbold at falde i takt med, at med- og modspillerne blev stadig højere.

Nem at vælte

»Jeg forblev en lille dreng med briller, der aldrig blev mere end 1,69 høj og vist- nok fik min sidste tand som 19-årig. Derfor var jeg nem at vælte omkuld på fodboldbanen, og det blev jeg træt af,« husker Ole Hee-rup, som dog for god ordens skyld tilføjer, at hans erindringer om fortiden har det med at ændre sig.

»Fra gang til gang kommer man til at tænke på fortiden på en ny, en anderledes måde. Der er noget, der bliver mere synligt, mens andet langsomt forsvinder. Fortiden har jo ikke praktisk betydning, du bruger den jo kun til at forstå dig selv. Så du kan efter forgodtbefindende flytte rundt på øjeblikke,« konstaterer han.

Denne formiddag i september 1999 er historien om, hvad der alligevel fik Ole Heerup ind på kunstens vej, nærmest bagatelliseret ned til, at en ung mand tager sine fodboldstøvler af, forsøger sig en rum tid med klassisk guitar for at ende med at gribe en pensel i stedet.

Mere nuanceret er historien, at Henry Heerup altid vidste - eller i hvert fald håbede - at sønnen skulle blive maler. Moderen, som var kunstvæverske, havde trods sin profession den holdning, at sønnen skulle uddanne sig til noget mere fornuftigt end kunstner. Derfor gik Ole først ud på et værksted for at få en læreplads og kom hjem til mor og sagde, at de ikke ville have en skeløjet brilleabe. Bagefter kæmpede han for at få en seminarieplads, og det lykkedes til sidst.

Men på det tidspunkt var Ole Heerup ikke længere kun nysgerrig efter sin fars malerkunst. Nu ville han selv.

For kærlig kritik

Ole Heerup begyndte at male under kyndig vejledning af Erling Frederiksen, der senere blev professor på Kunstakademiet.

Han underviste Ole Hee-rup gratis, fordi Henry

Heerup et stykke tid forinden havde foræret ham et stort maleri. Bagefter blev det fra 1956 til to et halvt år på akademiet og debut på efterårsudstillingen i 1959. Siden er det blevet til en lang række udstillinger, udsmykninger, medlemskab af Koloristerne, legater og til sidst også anerkendelsen med livsvarig ydelse på finansloven.

Kunstnerisk har der fra begyndelsen været markant forskel på far og søns kunst. Kattene, de store hjerter og den irgrønne sol finder man ikke i Ole Heerups malerier, som gennem årene har spændt fra det impressionistiske til det "erindrede abstrakte" og nærmest ekspressionistiske.

»Der er nogle, som siger, at jeg er en bedre maler end far. Jeg mener ikke, at jeg er bedre, men anderledes. Vores udgangspunkt har jo også været vidt forskelligt. Da jeg begyndte at male, kendte jeg til det abstrakte maleri og havde hørt min far, Asger Jorn og alle de andre snakke om det. Min far var jo med til at skabe, hvad man i mange år kaldte det abstrakte,« siger Ole Hee-rup.

Hans kunstneriske udtryk blev heller aldrig præget af egentlig kritik og rådgivning fra faderen. Dertil var Henry Heerup alt for kærlig og nænsom i sin kritik, hvor han også skulle have været hård.

»Det hang sammen med, at far opfattede mig som en kammerat, en fortrolig, og en erstatning for den far, som han aldrig selv fik. Sådan var vores forhold, allerede fra jeg var ganske ung. Og selv om han var tilgængelig og åben, var der også ting og tidspunkter, som han ikke delte med alle andre. Især ikke i de senere år,« fortæller Ole Heerup, som mener, at han i sin tætte og kærlige kontakt til sin far altid har haft et afklaret forhold til senior Heerups større succes som sælgende kunstner.

Heerup-rester i haven

»Der har hverken været tale om opgør eller tidspunkter, hvor jeg har haft faderkomplekser. Men jeg er til gengæld blevet frustreret, når andre har søgt efter problemer mellem os, der ikke var der,« siger Ole

Heerup.

Derfor var han også utroligt glad for at arve grunden midt i Rødovre, hvor han for to år siden fik placeret et arkitekttegnet at-elier, som var blevet præfabrikeret i Sverige.

Det hvidmalede træhus blev finansieret med en arv fra faderen og kreeret på præcis den måde, som sønnen ønskede det: to små rum i den ene ende, så det store atelier med et stort vinduesparti vendt mod syd og den beskedne have, hvor Henry Heerup i årtier gik rundt og skabte sin skulpturer.

Det arbejde kan sønnen stadig blive mindet om under sin fortsatte oprydning af haven. Når Ole Heerup tager et par spadestik i jorden, kan han være ret sikker på at finde resterne af en lille skulptur-arbejdsplads: en bunke mejsler og store sten dukker op.

Inde i atelieret er der til gengæld ikke spor af faderens kunst. Det er kun Ole Heerups ufærdige malerier, som står rundt omkring.

»Hvis jeg skal kunne skabe mit eget rum og område, skal hans billeder ikke hænge her, men kun i rummene ved siden af,« siger han.