Annonce
Indland

Et kriseplaget partis historie

Netop som Det Konservative Folkeparti med eksklusionen af Frank Dahlgaard på ny rystes af krisesymptomer, udkommer en bog om partiets historie -så at sige den samlede forhistorie til de konservatives øjeblikkelige miserable situation. Heri fastslås det, at konflikter mellem personer har spillet "en ikke ubetragtelig rolle" i samme historie.

Det tør siges.

Efter en almindelig konservativ selvopfattelse bygger den politiske konservatisme på sans for helhed og balance, sammenhæng og sindighed, virkelighedsnær afvejning. Alligevel har Det Konservative Folkeparti i høj grad været præget af dramatiske magtkampe, brud og splittelse, drastiske op-og nedture. Det giver det nye værk om partiets historie et levende indtryk af.

Bogen, der fredag udkommer på Gyldendals Forlag, er skrevet af retshistorikeren, professor Ditlev Tamm. Den har titlen "Det høje C", hvilket hentyder til en Bo Bojesen-tegning, der lader Poul Schlüter som orkesterdirigent erklære: "Det er det høje C, folk vil høre!".

Ditlev Tamm begynder sin skildring med stiftelsen af partiet i 1915, men gør mest ud af tiden siden 1965, fordi der da udkom et fire bind stort værk om de første 50 år. Det er således først og fremmest den nyere og allernyeste historie, han beskæftiger sig med -han slutter med landsrådsmødet i 1998 og valget af Poul Andreassen som partiformand.

Ud over partiets arkiv og den mangeårige konservative politiker Knud Thestrups dagbøger har Ditlev Tamm overvejende benyttet sig af allerede tilgængelige kilder som bøger, tidsskrifter og aviser. Han kommer ikke med oplysninger, der ændrer ved begivenhedsforløbet, sådan som det almindeligvis opfattes. Men han fastholder en mængde enkeltheder, som de fleste nok har glemt. Og ind i den rent historiske beretning har han flettet en lang række biografiske skildringer af hovedpersonerne.

Der er tre, som efter hans mening rager op over alle andre i den konservative partihistorie: J. Christmas Møller, der i 30`erne placerede partiet som et bredt folkeparti, Poul Sørensen, der fastholdt dets position i 50`erne og 60`erne, og Poul Schlüter, der førte partiet ud af dets hidtil værste krise i 70`erne, og som i mere end 10 år stod i spidsen for borgerlige regeringer.

Fra den legendariske Christmas Møller udgik den dybeste og bredeste inspiration. Efter et omtumlet liv som politiker og modstandsmand døde han i 1948, men er endnu i dag et idol for mange konservative -og, tankevækkende, nok uanset hvilken partifløj de befinder sig på. Men han var også en omstridt skikkelse i konservative kredse, og efter krigen kom det til et brud -på grænsespørgsmålet -mellem ham og partiet, som han demonstrativt meldte sig ud af kort før sin død.

Personlig var han en splittet og vanskelig natur, skriver Ditlev Tamm. Til hans skæbne var knyttet en dramatik og tragik, som slet ikke svarer til de konservative idealer om mådehold og besindighed og rolig udvikling. Men der er som bekendt ofte stor afstand mellem ideal og virkelighed.

I modsætning til Christmas Møller er Poul Sørensen måske allerede på vej ned i offentlighedens store glemmebog. Han blev kaldt "partiejer", fordi han havde et særdeles fast greb om det organisatoriske apparat, som han udnyttede effektfuldt til partiets gavn. Han var knap nok død, i 1969, før partiet kastedes ud i en opslidende krise.

Den kom i fuldt udbrud, efter at VKR-regeringen, som ikke mindst havde været Poul Sørensens værk, blev tvunget væk ved valget i 1971. Tamm beskriver detaljeret magtkampen mellem Poul Møller, Ninn-Hansen og Haunstrup Clemmensen. Den er blevet kaldt "de borgerliges borgerkrig", og medierne fulgte den med intens interesse, men hvad den egentlig gik ud på politisk, stod nok de fleste uklart, hedder det hos Tamm.

Vælgerne blev skræmt bort. Bunden nåedes ved valget i 1975, der kun gav de konservative 10 mandater -hvorefter man sagde, at gruppen nu kunne holde møde i en telefonboks. Men da var redningsmanden allerede trådt ind på scenen.

Poul Schlüter havde i 1974 afløst Ninn-Hansen som formand for folketingsgruppen og Haunstrup Clemmensen som partiformand. De to poster havde ikke været forenet siden Christmas Møllers dage, og med dem som basis fik Schlüter i de følgende år støt og stædigt samlet og genrejst partiet. Han blev dets første -og hidtil eneste -statsminister og ledede fra 1982 til 1993 fire borgerlige regeringer med Venstre som førende koalitionspartner hele vejen igennem.

Ditlev Tamm kalder ham "formentlig en af de mest talentfulde danske politikere i det hele taget". Som statsminister neddæmpede han de konservative ambitioner for bedre at kunne holde sammen på regeringsholdet -men til sidst blev han væltet fra helt uventet kant: På grund af Tamilsagen.

Ninn-Hansen havde i de første år været Schlüters trofaste støtte. Forholdet mellem dem kølnedes efterhånden, men det lå dog ikke i kortene, at Ninn ligefrem skulle blive Schlüters banemand. Men det blev han gennem sin lovstridige administration som justitsminister af de tamilske familie-sammenføringer og hele den omfattende sag, der fulgte.

Professor Tamms skeptiske vurdering af Tamilsagens samlede forløb har allerede været offentligt fremme. Den såkaldte Hornslet-rapport i januar 1993 foranledigede Schlüter til at træde tilbage med sin regering. Tamm kalder det en diskutabel beslutning.

Schlüter gik ikke blot af som statsminister, men også som formand for partiet og efterfulgtes på denne post af Torben Rechendorff, mens Hans Engell blev politisk leder. Men den konstellation varede ikke længe. I 1995 trådte Rechendorff tilbage og afløstes af Engell, der nu som både gruppe-og partiformand og politisk ordfører var partiets ubestridte leder.

Rechendorffs afgang var led i en magtkamp, der handlede om at placere Engell og hans støtter i afgørende positioner, skriver Ditlev Tamm. Nu var der skabt ro om partiets ledelsesforhold.

Men den 20. februar 1997 kørte en spirituspåvirket Engell mod den berømte betonklods, og dermed begyndte endnu en fase af de konservative magtkampe -denne gang med Engell og Per Stig Møller som hovedagerende. Begge fremstod i løbet af 1998 som tabere, mens Pia Christmas Møller og Poul Andreassen rykkede ind som henholdsvis politisk leder og partiformand.

Den seneste udvikling omkring Frank Dahlgaard har Ditlev Tamm ikke med i sin partihistorie. Det ser unægtelig ud, som om ledelsen af det kriseplagede parti stadig har problemer. Og hvis professor Tamm har ret, når han skriver, at Det Konservative Folkeparti er topstyret, og at følgelig overordentlig meget står og falder med ledelsen -så ser partiets fremtid for øjeblikket ikke ligefrem lys ud.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Viden
Professor advarer: "Big Data" kan føre til forkerte behandlinger
Mere sundhedsdata har et kæmpe potentiale for behandlinger. Men udviklingen kan paradoksalt nok øge mængden af fejldiagnosticeringer, advarer statistiker. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her