Angstens onde cirkel

Den kom langsomt snigende og krøb ind i Gitte. Den forplantede sig i hendes krop, og forpestede dagligdagen. Angsten.
»Det var hæsligt. Jeg tullede bare rundt og brugte al min energi på at holde mig oprejst,« fortæller Gitte, der ønsker at være anonym, fordi hun søger job og ikke ønsker at ødelægge sine muligheder ved en jobsamtale. Vel vidende, at alvorlige fobier er tabu.
I efteråret 1996 oplevede Gitte pludseligt, at almindelige hverdagsrutiner - så som at stå i kø i supermarkedet, spise med familie og venner og køre bil - gav hende et stigende ubehag. Hun blev svimmel, hænderne og fødderne prikkede, hun havde svært ved at trække vejret, og hjertet galoperede afsted.
I begyndelsen kunne hun slet ikke forstå, hvad der skete med hende og hendes krop.
Gitte var bange for, at hun fejlede noget alvorligt, fordi hjertet også begyndte at slå uregelmæssigt. Hun brugte masser af penge på at få det scannet, og hun gik til læger for at blive undersøgt.
Gradvist gik det op for hende, at hendes psyke var i ubalance. Det var svært at forstå, fordi hun altid havde passet sine ting og havde levet et velfungerende liv. Med en studentereksamen og en bankuddannelse i bagagen.
Nu sad hun i det velfriserede parcelhus på Vestegnen med mand og barn og ude af stand til at løse de mest simple opgaver. Jobbet som chefsekretær måtte hun droppe, fordi hun ikke magtede at være på arbejdspladsen længere.
Kvælning
»Det var en form for fysisk kvælning, hvor man føler, at man er ved at blive skør. Jeg havde bare lyst til at komme væk fra de ubehagelige situationer,« fortæller Gitte.
Samtidig havde hun mere end svært ved at tale med andre om sine angstanfald, men hun nægtede at acceptere sin tilstand. Derfor kontaktede hun blandt andet distrikspsykiatrien. Og hendes praktiserende læge gav en henvisning til en psykiater, men der var ventetid på tre måneder.
Hun hørte tilfældigt om Fobiskolen i København. Her gennemførte hun et kursus på ni uger, og det har hun ikke fortrudt. Tvært imod er hun så glad for skolen og dens undervisning, at hun nu er indstillet på at gå forrest i kampen for, at den lukningstruede daghøjskole kan bevares.
»Det var første gang, der var nogen, som for alvor forstod, hvad jeg gennemlevede. Og nogen, som jeg havde tillid til,« fortæller Gitte. På skolen fik hun forklaret, hvad det var for nogle psykiske mekanismer, der blev udløst i hendes krop. Og hun forstod, at det blandt andet var hendes job som chefsekretær, der havde skabt det stress, som forårsagede panikangsten: angsten for at blive angst.
»Jeg kommer fra flinkeskolen og har aldrig lært at sige fra. Det gjorde jeg heller ikke på arbejdet, hvor jeg var meget flittig,« fortæller hun.
På Fobiskolen lærte Gitte, at angsten var en slags sendebud, der fortalte, at den var rivende gal med den måde, som hun levede sit liv på. Der var ting, som hun måtte lave om.
»Jeg lærte, at jeg skulle lytte mere til mine egne stærke sider. Og udnytte den kreative del af mig selv og sætte grænser,« fortæller Gitte.
Sammen med sine holdkammerater og en psykolog gik hun på "bytræning", hvor de gradvist forsøgte sig i de situationer, som normalt udløste deres angstanfald. De kørte i bus, spiste på restaurant eller handlede i et supermarked.
Oven på igen
I dag er Gitte oven på igen. Hun er på vej tilbage på arbejdsmarkedet i en helt anden type job, hvor hun skal hjælpe andre mennesker. Hun læser til psykoterapeut og har fået gjort op med sin fortid. Der er også ting i ægteskabet, som er blevet taget op til revision.
»Det hele skal gå så stærkt, og vi skal alle have tjek på tilværelsen. På ydersiden går det hele godt, men inden i én selv er livet fattigt. Der er mange, som bliver lammet af angst. Problemet er bare, at man skal helt ned og skrabe bunden for at få hjælp. Jeg vil kæmpe for Fobiskolen, fordi den er det eneste seriøse tilbud til os, som ikke er psykisk syge, men som har en alvorlig livskrise,« siger hun.