Fortsæt til indhold
Indland

Dyne-Larsen meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden

Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har meldt Jysk Sengetøjslager til politiet. Han mener, at Lars Larsens tv-reklame om tilbud på dyner til 50 kroner var vildledende, og at selskabet skal idømmes en bøde, skriver Politiken lørdag.

- Forbrugerne kunne nemt få det indtryk, at tilbuddet gjaldt alle dyner. Det er en klar overtrædelse af markedsføringsloven. Jeg regner med, at politiet snart har udarbejdet et anklageskrift, siger Hagen Jørgensen.

Lars Larsen tonede 5. august i år frem på skærmen på TV 2 og TV3 med noget, han selv kaldte "et helt vanvittigt fødselsdagstilbud".

"Værsgo. Dyner - frit valg 50 kr. Uanset tidligere priser. Hva` si`r I så?".

Seerne sagde ja tak og stormede jyske sengetøjslagre over hele landet. Men de 150.000 kunder - fem gange så mange som på en normal dag - måtte konstatere, at tilbuddet kun gjaldt hvide og mønstrede sommerdyner, som de fleste ville kalde vattæpper. Nogle forretninger fandt ekstra dyner frem som også blev solgt til 50 kroner. Andre nægtede at sælge andet end vattæpper til den lave pris. I alt kostede `den vanvittige fødselsdag` Lars Larsen 12 mill. kr. RB