Tidligere wrestler Asbjørn Riis er død
Riis blev særligt kendt i Danmark, da han i starten af 1990'erne kommenterede wrestling på TV3.
Den tidligere wrestler og entertainer Asbjørn Riis er død i en alder af 69 år.
Det oplyser familien på Facebook.
Asbjørn Riis døde efter et kræftforløb.
- Gennem sit liv har han sat sit helt eget personlige aftryk på verden som wrestler, stærkmand, skuespiller, tv-kommentator, gymnast, motocrosskører, smed og meget mere.
- Vigtigst af alt var han dog kærlig ægtemand, far og farfar, skriver familien i opslaget.
Asbjørn Riis har tidligere fortalt åbent om, at han havde fået konstateret prostatakræft, og at sygdommen kom som et stort chok for ham, skriver Ekstra Bladet.
Riis blev særligt kendt i Danmark, da han i starten af 1990’erne kommenterede wrestling på TV3.
Her blev han kendt for sit udråb ”Fy for pyffer” undervejs i kommenteringen. Også udtryk som ”ubehagelig” og mantraet ”hold dig i form, spis sundt og tro på dig selv - YEAH!” blev nærmest folkeeje.
Han var selv wrestler og nåede også at gøre sig som skuespiller og vært i forskellige film- og tv-produktioner.
Han har blandt andet medvirket i programmer som ”Robinson Ekspeditionen” og ”Fangerne på Fortet”.
Han medvirkede også i flere tv-reklamer - blandt andet for Tuborg Squash, Kohberg og Fitness.dk.
Inden tiden foran tv-skærmen var han en kendt figur i dansk bodybuilding.
Asbjørn Riis fortalte i maj 2015, at han havde scoret en hovedrolle som viking i en internationalt produceret serie, der fik navnet ”House of Wisdom”, og som havde optagelser i Dubai.
Indtil da var hans største filmrolle i 1999, da Riis spillede en birolle som vikingen Halga The Wise i actionfilmen ”Den 13. kriger” med Antonio Banderas i hovedrollen.