På dette sundhedsområde klarer vi os ikke meget bedre end Østeuropa: »Det er en løftet pegefinger til velfærdsstaten«

Vi ældes ikke mærkbart bedre end resten af Europa.

Det tyder et nyt studie fra SDU i hvert fald på. Forskningschef i den liberale tænketank Cepos, Karsten Bo Larsen, kalder rapporten »en løftet pegefinger til velfærdsstaten«.

Når både Danmark og Sverige på trods af universelle velfærdsmodeller ikke klarer sig bedre, rejser det ifølge ham spørgsmålet:

Får vi nok for pengene?

70.000 mennesker på tværs af Vesten

Men først kort om studiet fra SDU, der er udgivet i samarbejde med Center for Populationsstudier og støttet af Rockwool Fonden.

I knap 10 år har forskerne fulgt 70.000 personer over 50 år på tværs af USA og 14 lande fordelt over Norden, Vest-, Øst- og Sydeuropa.

Fælles for personerne er, at de fra begyndelsen havde et godt helbred.

Forskerne ville undersøge, hvem der udviklede fysiske begrænsninger på tærsklen til alderdommen, hvilket både er relateret til kortere levetid og lavere livskvalitet.

De skelnede mellem at udvikle fysisk funktionsnedsættelse i simple hverdagsaktiviteter som at spise, tage bad og tage tøj på og mere komplekse aktiviteter som at lave mad, håndtere økonomi og tage medicin korrekt.

Studiet viste, at alderdommens tegn ramte langt tidligere i USA end i Europa. Men det viste også, at danske ældres fysiske formåen ikke var meget bedre end i Østeuropa – på trods af skattefinansierede sundhedsydelser.

Faktisk var forskellene statistisk set så små, at forskerne ikke kunne dokumentere nogen klar velfærdsfordel ved at være borger i Danmark på dette område kontra Slovenien, Estland eller Tjekkiet.

I Norden var sandsynligheden for, at højtuddannede kvinder (fuldført en uddannelse) udviklede nedsat funktionsevne i komplekse hverdagsopgaver 0,6 pct, mens den i Østeuropa var 0,7 pct.

Samme mønster gik igen, når forskerne sammenlignede henholdsvis kortuddannede kvinder (højst fuldført grundskolen) og højtuddannede mænd på tværs af Europa.

Karsten Bo Larsen, der forsker i velfærdssamfundets organisering og effektivitet for Cepos, mener, at studiet »sætter spørgsmålstegn ved, om vi har valgt den rigtige sundhedsmodel.«

»Vi bruger relativt mange penge på vores sundhedsvæsen, og vi bruger især rigtig mange penge på vores offentlige sundhedsvæsen. Spørgsmålet er, om vi får nok for pengene?«

Det tyder studiet ifølge ham på, at vi ikke gør, og han mener, det er et mere generelt problem. Han henviser til en Cepos-analyse fra maj, der viser, at mens produktiviteten steg på de private sygehuse, faldt den på de offentlige.

Ifølge Cepos betyder udviklingen, at de offentlige sygehuse siden 2020 har fået markant flere ressourcer, mens de har udført færre behandlinger pr. medarbejder.

Retten til at gå i hundene

Vi har rigtigt nok et dyrt sundhedsvæsen. Men vi er langt fra det land, der bruger flest penge på vores sundhedsvæsen.

Sådan lyder det fra Kjeld Møller Pedersen, der er professor emeritus i sundhedsøkonomi ved SDU.

Han påpeger, at lande som Tyskland, Frankrig og Holland, der også er med i studiet om aldring fra SDU, bruger en større andel af BNP på sundhedsudgifter.

»Vi opdrager os selv til at tro, at det skattefinansierede sundhedsvæsen er det bedste. Men det er bare et spørgsmål om, hvordan man har valgt at organisere sig. Det danske sundhedsvæsen er ikke unikt,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Han minder om, at flere af de sundhedsydelser, der i Danmark er finansieret gennem skatten, også er gratis i andre europæiske lande som f.eks. Tyskland, hvor de eksempelvis er finansieret gennem sygekasser.

Og så peger han på, at ens fysiske formåen i den tidlige alderdom, som studiet omhandler, også afgøres uden for sundhedsvæsnet gennem livsstil og arbejdsmiljø.

Studiet viser da også, at uddannelsesniveauet er det, som har størst betydning for ens fysiske formåen efter 50-årsalderen i Europa.

I Danmark er hver tredje ufaglærte i aldersgruppen 58-62 år begrænset i arbejdet på grund af smerter, viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i februar. For akademikere er det kun hver ellevte.

Bag analysen står chefanalytiker i AE Kristoffer Lind Glavind. Han har også forholdt sig til studiet fra SDU:

»Jeg synes ikke, at man kan bruge studiet til at sige, hvor man får mest for pengene. Sammensætningen af grupper og de forskellige landes arbejdsmarkeder og sundhedssystemer er for forskellige,« siger han og tilføjer:

»Når det så er sagt, er der en interessant pointe i, hvordan vi tænker på sygdom i Danmark. Sygdom er mere noget, vi behandler, end noget, vi forebygger.«

Det er en væsentlig pointe, lyder det fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

»Vi kan lappe folk sammen, når de går i stykker. Men vi har ikke et særligt fokus på forebyggelse i Danmark,« siger sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg og påpeger, at vores livsstil har afgørende betydning for vores sundhed i alderdommen.

»Vi ryger for meget, spiser for meget kød og sukker og drikker for meget alkohol. Det er alle de ting, der skal ændres på, hvis man vil ændre det andet.«

Når det kommer til forventet levealder, er Danmark de seneste årtier også blevet overhalet af en lang række europæiske lande. I 1960’erne lå Danmark ellers i toppen sammen med vores nordiske naboer. Nu ligger Danmark nr. 31 med en middellevetid på 82 år, overgået af 21 europæiske lande, herunder Norge og Sverige, der ligger nr. 13 og 14.

»Det er ikke svært at lave forbud for at fremme folkesundheden, men det er et politisk spørgsmål. Man har vel også retten til at gå i hundene, hvis det er det, man vil?« siger Jakob Kjellberg.

Statsobligatorisk morgengymnastik

Forbud og påbud er ikke ligefrem yndlingsord hos den liberale tænketank Cepos. Heller ikke selv om det er i folkesundhedens navn.

»Man risikerer at påføre en omkostning hos mennesker, der godt kan administrere en sund livsstil, eller har taget et bevidst valg om at nyde livet fremfor at gøre alt for at forlænge det,« siger Karsten Bo Larsen.

Han anerkender, at manglende fokus på forebyggelse er en af årsagerne til, at Danmark ikke klarer sig bedre end resten af Europa. For ham er løsningen hverken forbud eller flere penge til sundhedsvæsenet.

»Jeg går ikke ind for et amerikansk sundhedssystem, hvor alt er 100 pct. privat. Men der er jo andre sundhedssystemer i Europa, der er mere baseret på private sundhedsforsikringer. Så har det jo en pris at være usund her og nu, fordi du skal betale for din større sandsynlighed for at blive syg på længere sigt. Det kan give et incitament til forebyggelse,« siger Karsten Bo Larsen og slutter:

»Forebyggelse er i høj grad et individuelt ansvar. Jeg har svært ved at forestille mig, at vi skal til at have statsobligatorisk morgengymnastik.«