Marius fandt det, han ledte efter på et autoværksted i Tirstrup
15-årige Marius Eriksen var ved at miste lysten til skolen. Så kom juniormesterlæreordningen. Et år senere står han med det, han næsten ikke turde håbe på: en læreplads.
En topnøgle flyver fra den ene hånd til den anden. En motorhjelm bliver løftet. Koncentrationen er stor.
Marius Eriksen bevæger sig hjemmevant mellem lifte, værktøj og biler på autoværkstedet i Tirstrup. Med sikre bevægelser og en rolig tilgang løser han opgaver, der vidner om, at han har fundet sin rette plads – selv om han kun er 15 år.
Han er landet det rigtige sted. Her hører han til.
»Jeg kan godt lide mekanikerfaget. Det ligger bare til mig. Der opstår hele tiden udfordringer. Det hele går ikke bare ligeud, og så skal man tænke sig om og finde en løsning. Man skal bruge hovedet. Det er lidt ligesom at spille Tetris,« siger Marius Eriksen, der bor i Ebeltoft.
Efter sommerferien starter han som lærling hos AJ Auto i Tirstrup. Men historien begyndte et helt andet sted.
I et klasselokale.
For selv om Marius Eriksen altid har været glad for at gå i skole, var det især på grund af kammeraterne.
»Det faglige har aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvad jeg skulle bruge meget af det til. For eksempel sad vi og lærte om det gyldne snit i dansk, og jeg kunne simpelthen ikke se meningen med det.«
Han beskriver sig selv som en, der aldrig har været god til at sidde stille.
Til gengæld har han brugt hænderne, siden han var helt lille.
»Jeg har altid skilt ting ad. Jeg gik endda op på lossepladsen for at finde ting, jeg kunne skrue fra hinanden,« siger Marius Eriksen med et grin.
Da han fik sin første knallert, faldt de sidste brikker på plads.
Så vidste han, hvad han ville.
Et vendepunkt
De første fem skoleår gik Marius Eriksen på Ebeltoft Skole, inden han skiftede til Rosmus Skole.
Da han hørte om den nye juniormesterlæreordning, der blev indført sidste år, reagerede han med det samme.
»Da jeg hørte om ordningen første gang, lyste hele mit ansigt op. Eller ... det sagde min far i hvert fald,« fortæller Marius Eriksen.
Hans mor er lærer i 0. klasse og forstod godt, hvorfor sønnen blev begejstret. Hans far skulle lige vænne sig til tanken, fortæller Marius.
Juniormesterlæreordningen blev indført for et år siden.
Den giver elever i 8. og 9. klasse mulighed for at prøve kræfter med en mere praktisk skolevej. Eleverne kan tilbringe en til to dage om ugen i en virksomhed eller i et praktisk undervisningsforløb på en erhvervsskole, FGU eller i den kommunale ungdomsskole.
Ordningen er frivillig og kan vælges af alle folkeskoleelever med forældrenes samtykke.
Marius Eriksen var altså den første årgang, der fik glæde af ordningen, og for ham blev det et vendepunkt.
»Det gjorde faktisk, at jeg blev mere motiveret i de timer, jeg havde i skolen. Jeg vidste, at det var dér, jeg skulle lægge mine kræfter.«
Motivationen smittede.
Han fik 10 i engelsk, og engelsklæreren opfordrede ham til også at gå til prøve i faget.
»Men jeg sagde nej tak,« siger Marius Eriksen og smiler.
Hvis nogen synes, skolen er svær eller kedelig og egentlig gerne vil arbejde med hænderne, så skal de sige ja til juniormesterlæreordningen. Den er genial.Marius Eriksen, 15 år
Tilbud om læreplads
I et år har han været juniormester hos AJ Auto, og nu har indehaver Abbas Jafari tilbudt ham en læreplads.
For Abbas Jafari har det været en fordel at lære den unge mekanikerspire at kende, før kontrakten skulle skrives under.
»Nogle er gode med hovedet, andre er gode med hænderne. Jeg har haft et helt år til at lære Marius at kende, så nu ved jeg, hvem han er, og hvad han kan,« siger Abbas Jafari.
Han kom til Danmark fra Afghanistan for 16 år siden. Siden har han boet i Ebeltoft sammen med sin hustru, Hosnia Alidadi, som også arbejder i virksomheden.
Og netop stemningen på værkstedet betyder meget for den kommende lærling.
»Her er en familiestemning. Ikke fordi vi ikke arbejder hårdt, men tonen er afslappet. Abbas og Hosnia viser mig meget tillid, synes jeg. Og så er Abbas virkelig dygtig,« siger Marius Eriksen.
Abbas Jafari lægger heller ikke skjul på, at han nyder at være med til at uddanne unge.
»Jeg kan godt lide at have lærlinge. Den sidste er færdig nu, og så overtager Marius hans plads. Vi har også et ansvar for at oplære den næste generation.«
Lyst til at stå op
Når Marius Eriksen ser tilbage, er han ikke i tvivl om, hvordan hans sidste skoleår kunne være endt.
»Jeg tror, jeg havde slæbt mig igennem 9. klasse med et tvivlsomt resultat og uden en læreplads bagefter. Nu står jeg her som 15-årig – næsten 16 – og kan ikke vente med at komme i gang.«
Han håber, at andre unge, som har det ligesom ham, tør gribe muligheden.
»Hvis nogen synes, skolen er svær eller kedelig og egentlig gerne vil arbejde med hænderne, så skal de sige ja til juniormesterlæreordningen. Den er genial. Den har gjort mig glad og givet mig lyst til at stå op om morgenen. Også dengang jeg stadig gik i skole. Pludselig gav det hele mening,« siger Marius Eriksen.
Selve skoleforløbet skal han tage ved Viden Djurs i Grenaa.
I Syddjurs Kommune har 30 elever benyttet juniormesterlæreordningen i skoleåret 2025/2026. Det svarer til 3,75 procent af den relevante elevgruppe. Kommunen forventer mindst lige så mange deltagere i det kommende skoleår, og tilbagemeldingerne fra både virksomheder, skoler og forældre har ifølge kommunen været gennemgående positive.