Torben røg på skadestuen, da han endelig fik chancen for at kysse med Ulla. Men han reddede dagen med jernvilje

Torben lå i ambulancen og kiggede ud på de 80 mennesker, der stod uden for Skagen Hallen.

De vinkede til ham, og han vinkede tilbage, men den eneste, han tænkte på, var Ulla, der stod derude et sted.

På få timer var hans 25 år gamle klodsede forelskelse i hende blusset op. Hun havde endelig kigget hans vej. Og nu havde han ødelagt aftenen.

Torben voksede op i Skagen i 1960’erne og 70’erne.

Han havde en tryg barndom, forældrene ejede et fiskerøgeri, han spillede fodbold og havde fem minutters cykeltur til Kappelborgskolen, hvor han gik i C-klassen.

I D-klassen gik Ulla. Som årene gik, blev han mere og mere opmærksom på hende.

Hun var en slank, langbenet pige med langt, lyst hår og smukke blå øjne. Sådan en, som de fleste drenge vendte sig om og kiggede efter, når hun gik forbi.

Hun klædte sig i militærfarvet tøj, og man var ikke i tvivl om, at hun var venstreorienteret. Torben kom derimod fra et liberalt hjem. Men for Torben stod Ulla for noget godt.

For der var også alt det andet: Ulla tog sig af dem, der var lidt skæve, lidt forsømte og ofte nederst i hierarkiet i skolegården. Der var klassekammeraten, som havde en far, hvis næve sad løs. Der var veninden, der kom fra et hjem med en far, der drak.

Og derfor blev Torben forelsket i Ulla.

Ullas forældre drev en købmandsforretning – Købmand Egholm – og det var nødvendigt, at hele familien gav en hånd hver dag for at få enderne til at nå hinanden. Derfor fyldte Ulla tit varer på hylderne og stod ved kassen i købmandshandlen, der også var en skibsproviantering.

I baglokalet sad fiskerne og drak bajere, når de skulle lægge en ordre. De var ikke altid ædru, når de forlod købmandsforretningen.

Når Torben blev sendt i byen af sin mor efter kartofler eller mælk, kørte han forbi den nærmeste købmand og hen til Købmand Egholm, der lå noget længere væk.

Han tog trinnene op ad trappen og åbnede døren ind til købmanden, hvor en højttaler klimprede i baglokalet.

Så håbede han, at det var Ulla, der kom ud for at stå ved kassen.

Det var det ofte, og han kiggede på hende, mens hun slog varerne ind. Hvis hun havde kigget op, havde han sikkert fået røde kinder, for han var en genert dreng.

Men hun ofrede ham ikke et blik, for hun var mere interesseret i drengene i de ældre klasser. Hun syntes, at dem på hendes egen årgang var en smule kiksede. Og for Torben var hun uden for kategori.

Med tiden blev forelskelsen pakket væk i Torbens hjerte, og gnisten blev mindre og mindre.

Ulla og Torben gik ud af folkeskolen, uden at Ulla kendte til kærlighedens drøm i Torbens brystkasse.

Som så mange andre drenge i Skagen stod Torben til søs, men allerede efter et år vidste han, at han ikke ville gå den vej.

Han var yngste mand på en kutter, og når den lagde til land efter 10 dage i Østersøen, kom konerne og hentede de ældre fiskere. Ofte afleverede familierne faren ved kutteren igen allerede dagen efter, og Torben kunne se savnet i børnenes øjne.

Han kom selv fra en stor familie, og det ville han ikke udsætte sine fremtidige børn for.

Han søgte ind på HF i Frederikshavn, og ved en af de første fester spærrede han øjnene op. Der blev opført et teaterstykke, og på scenen stod Ulla.

Hendes hår var sat op under en høj hat. Hun havde masser af sminke og en stram pingvinjakke, meget korte shorts, netstrømper og højhælede sko. Torben mærkede følelserne blusse op igen, men der var et problem. Torben havde allerede en kæreste. Og samtidig gik Ulla på gymnasiet, som fysisk var adskilt fra HF, og han så hende kun sporadisk i kantinen.

Derfor blev Torbens hensigter aldrig til noget, og de to menneskers veje skiltes. Ulla forblev en varm tanke, når Torben tænkte tilbage på sin barndom.

Han gik ud i livet, som unge mænd gør. Han slap sin generthed og blev en udadvendt ung mand.

Som 16-årig var han sideløbende med studierne begyndt at sælge fisk. Uden kørekort måtte han have en kammerat til at køre bilen, da han tog på salgsturné i Sverige og Norge, og på den måde lykkedes det ham – efter et par omveje – at etablere et firma, der eksporterede fisk.

Men Skagen blev for lille til Torben. For hvis han gik i lidt for smart tøj, fik han det at vide, og da han købte en stor bil, kom der bemærkninger.

Som 22-årig flyttede han til Aalborg, hvor han senere mødte Rikke. Hun ville gerne være industriel tøjdesigner, og så gik turen til Herning, hvor Rikke og Torben slog sig ned og fik tre børn.

De var gode kærester og forældre, men efter 13 år begyndte forholdet at knage. De forsøgte at reparere det, men måtte sande, at det ikke kunne reddes. Da skilsmissen var en realitet, var det med respekt og så meget ansvarsfølelse, at de gav hinanden håndslag på, at det skulle gå mindst muligt ud over børnene.

Derfor boede de få hundrede meter fra hinanden og var enige om, at ingen af dem måtte flytte fra byen, før børnene havde fundet deres eget. Indtil da skulle de deles om at have børnene.

Et års tid efter skilsmissen kom indbydelsen, der skulle ændre Torbens liv: 25-års jubilæum for afgangsklasserne i 1980 på Kappelborgskolen i Skagen.

Skilsmissen havde tæret på Torben, og han trængte til at komme ud. Han havde været længe nok ude af sit forhold til at begynde at se sig lidt omkring. Ikke at han havde nogen i tankerne, han ville bare more sig.

Det var pinse, og Torben havde børnene, men han gennede alle tre ind i bilen og kørte til Skagen, hvor en af hans tidligere klassekammeraters kone passede dem, mens de tog hen til Kappelborgskolen, hvor der ventede en rundvisning med nogle af de gamle lærere.

Solen skinnede, da Torben og klassekammeraten kom ind i skolegården, og Torben fik straks øje på hende igen. En nu 40-årig smuk kvinde. Gad vide, hvad der er sket i hendes liv, tænkte han.

Ulla var kun dukket op, fordi en veninde havde skubbet til hende. Hun var blevet skilt tre år før og havde forsøgt sig med en ny kæreste, som hun kort forinden havde brudt med.

Derfor var hun taget over til sin veninde for at klage over kærligheden. At hun i hvert fald ikke gad til et jubilæum på sin gamle folkeskole.

»Tag nu noget pænt tøj på. Du kan altid gå hjem. Kom ud og vift lidt med ørerne i stedet for at have ondt af dig selv,« lød venindens råd.

Så nu stod hun der i skolegården, hvor hun fik øje på en mand, som hun mente, at hun aldrig havde set før. En mand, der var blevet voksen. 195 centimeter. Og flot, tænkte hun.

Under rundvisningen kastede Ulla og Torben et par stjålne blikke på hinanden, men de talte ikke sammen.

Der blev taget klassebilleder i skolegården, og derefter førte arrangørerne dem over i Skagen Hallen, hvor der var lejet festlokaler.

Bordene var placeret klassevis, men flere gange mødte Ulla og Torbens øjne hinanden hen over bordene. Torben kunne mærke, at han måtte tage initiativet.

Mellem retterne cirkulerede de tidligere elever mellem hinanden, og Torben gik over til Ulla og sagde, at sidst han så hende, bar hun en høj hat, højhælede sko og en stram pingvinjakke.

Tøjet kunne Ulla godt huske. Men drengen, der nu var blevet en mand, ham kunne hun ikke huske.

De grinede, fortalte om deres liv og forliste ægteskaber. Ulla havde to børn. Torben syntes, at der var en god kemi. Om ikke andet grobund for en god aften. Og Ulla havde glemt alt om ulykkelig kærlighed.

Men netop som Ulla og Torben skulle til at tage springet efter et langt tilløb, blev de gennet ud i hallen, hvor de festende skulle konkurrere i datidens lege fra skolegården.

Midt på gulvet lå et tov, hvor den gamle leg langreb skulle genopfriskes.

Alle 80 skulle nu igennem sjippekonkurrencen, og da der kun var to tilbage, var det Torben og en af hans klassekammerater. De to havde konkurreret om alt, da de var børn. Nu ville han ikke tabe.

Torben timede sit tilløb, men blev pludselig fældet bagfra og landede på gulvet. Det var fejt af hans gamle kammerat at bruge beskidte tricks, tænkte han. Men da han kiggede over på kammeraten, stod denne alt for langt væk til at have kunnet spænde ben.

Det gik op for Torben, at noget var galt. Han kunne ikke bevæge sit ene ben. Akillessenen var sprunget.

Der blev ringet efter en ambulance fra Hjørring, men det eneste Torben tænkte på, var, at hans chance med Ulla var glippet.

Da båren kom, og Torben blev kørt ud, stod Ulla og kiggede på.

»Hvad er sandsynligheden for at jeg ser ham igen, når han er forsvundet,« tænkte hun og besluttede sig for at gå hjem.

Imens ræsede ambulancen til akutmodtagelsen i Hjørring.

Da den ankom, blev Torben fragtet ind og placeret på en stol med benet på en anden.

Der var kaos i venteværelset. Det væltede ind og ud med mennesker, der havde været til pinsefester, og Torben sad længe og ventede. Hans akillessene lå åbenbart ikke særligt højt i prioriteringen.

Efter et par timer slap hans tålmodighed op.

»Jeg skal ikke sidde her, til Solen står op. Jeg skal op og se, hvad der er med hende Ulla,« tænkte han.

Han fik fat i en sygeplejerske og en læge. Om han kunne få en støvle, et par krykker og noget smertestillende?

Lægen sagde ja, men Torben måtte love, at han tog på sygehuset, når han kom hjem til Herning. Fem minutter senere sad Torben i en taxa på vej til Skagen.

Var Ulla der stadig?

Da han kom ind, klappede folk ad ham.

Og der stod Ulla. Hun var faldet i snak med nogle klassekammerater, og hyggen havde holdt hende ved festen.

Torben humpede over til hende og bød hende op til dans.

»Jeg synes, at du er dejlig, og jeg kunne godt tænke mig at lære dig at kende,« sagde han.

På trods af støvle og akillessene stod de nu på dansegulvet.

»Nu er hun inden for min rækkevidde. Det var hun ikke, da hun stod ved købmanden,« tænkte Torben.

Da festen sluttede, blev en mindre gruppe enige om at gå på diskotek.

Torben satte sig på bagagebæreren af Ullas cykel, tog et fast greb om hende med den ene arm, mens han holdt krykkerne i den anden.

De kyssede på diskotekets dansegulv, klassekammeraterne grinede ad dem. Det var som at være ung igen.

Da diskoteket lukkede, tog de tilbageværende festdeltagere ned på havnen. En blev sendt hen til bageren for at købe rundstykker, kakaomælk og flere øl.

Nu sad gruppen uden for en fiskebutik og så pinsesolen stå op over vandet. Torben og Ulla kyssede på havnen, og Torben overnattede hos Ulla. Han aftalte med børnepasseren, at han først ville dukke op senere på dagen.

Dagen efter kørte han mod Herning med tre børn i bilen.

Akillessenen dunkede, men forelskelse er god smertelindring, og allerede weekenden efter kørte han atter mod Skagen.

Den 244,6 km lange tur lærte han at kende udenad.

De næste 16 år levede Torben og Ulla i et langdistanceforhold, for begge var enige om, at de ikke ville flytte fra børnene.

»Der er et stykke af landevejen mellem Hulsig og Skagen, hvor man kører igennem heden. Lige der rejste hårene på armene sig. Jeg kunne mærke, at jeg kom hjem, og jeg fik sommerfugle i maven, fordi jeg skulle se Ulla,« siger Torben.

I dag er sommerfuglene ikke i maven længere. De er sluppet løs og flyver omkring dem i deres fælles hjem i Skagen.