Noget sagde ham, at han skulle vende om – sekunder senere satte Flemming Østergaard kurs direkte hjem til Inge

Flemming Østergaard har en sjette sans.

Den er ikke altid behagelig, men den har hjulpet ham flere gange i erhvervslivet, og for nylig rørte den på sig igen.

Det skete ved hul tre på golfbanen.

»Jeg får den her uro. Til sidst siger jeg til ham, jeg spiller med, at jeg sgu er nødt til at køre hjem,« siger Flemming Østergaard.

Hør Flemming Østergaard fortælle i Jyllands-Postens nyhedspodcast, ”Hvis du vil vide mere”, her:

På vejen hjem passerede en ambulance ham.

Den var på vej efter hans kone, Inge Østergaard, og han har kun ros til overs for hjemmehjælperen, der ringede efter hjælp, da Inge besvimede, og hospitalet, selv om der her ikke var meget at stille op ud over at sende hende hjem igen.

For Alzheimers og fremskreden demens er, som i mange andre danske hjem, flyttet ind på adressen i Skodsborg som den slags uventede gæst, ingen har lyst til at byde på kaffe.

I dag stod den 81-årige Flemming Østergaard op klokken fem for at passe Inge.

Nogle timer senere ankom deres private hjælp, og det gav ham luft til to møder og opkald til de mange journalister, der lige nu kontakter ham.

Han har afsat 30 minutter til vores samtale, og derefter skal han videre til ”Aftenshowet” for at dele sofa med ældreministeren på tv.

Siden den forhenværende FCK-boss begyndte at dele ærligt ud af privatsfæren om sit nye liv på Facebook, er tusinder i samme suppedas begyndt at heppe på ham i kommentarsporene.

For Flemming Østergaard er blevet et talerør for pårørende til demensramte mennesker.

Et temmelig højlydt et, endda.

22 forskellige ansigter

Forleden lå der en brochure fra Rudersdal Kommune i hans postkasse. Den var kommet i forbindelse med det kommende kommunalvalg. Overskriften lød: “Tryghed og frihed for Rudersdals ældre”, og borgmesteren var citeret for at sige, at når vores ældre eller deres pårørende har brug for hjælp, betyder det meget at blive mødt af velkendte ansigter.

Lige præcis dét gjorde Flemming Østergaard edderspændt.

For han hørte det samme, da Inge blev udredt: at det var vigtigt med struktur og genkendelighed. De samme mennesker:

»Og det var det også i starten. Men i den første måned var der 22 forskellige ind og ud af vores hjem, og jeg var begejstret for de fleste af dem – men 22!«

Han bad om hjælp til at passe Inge, men endte i et edderkoppespind af manglende information og frustrerede hjemmehjælpere med uforudsigelige ankomsttider.

At vagtplaner kan være svære at få til at gå op, så borgerne får besøg af de samme ansigter, har han kun et fnys tilovers for:

»Prøv nu at hør. Du og jeg, vi kunne sætte os ned, og så kunne vi organisere den hjemmepleje – det ville ikke tage os to minutter. Okay, men så er der 200 patienter i kommunen, der skal besøges. Og det bliver Yrsa, der kører dér, og Poul dér. Så svært kan det da ikke være?«

I de seneste uger har han ikke alene kommunikeret med pressen, men også ældreministeren, borgmesteren, viceborgmesteren og de ansvarlige for hjemmeplejen i Rudersdal Kommune.

Om det gør en forskel?

»Ja, det tror jeg da nok, det gør,« falder svaret prompte:

»… Men altså, vi må se. De ved ikke en skid. De spørger deres embedsmænd, og embedsmændene siger, at det går godt. Og så siger jeg, at det gør det ikke. Hvem skal de så tro på?«

I sidste uge indrykkede otte tillidsfolk fra hjemmeplejen en kronik i Frederiksborg Amts Avis, hvor de bad om arbejdsro og politisk opbakning med skjult henvisning til både Flemming Østergaard og de lokalpolitikere, der er hoppet med ombord på kritikken.

»Men det er jo større end Rudersdal Kommune, selv om det selvfølgelig er skræmmende i sig selv, at det ser ud, som det gør, selv i et af landets rigeste kommuner,« svarer han og priser sig lykkelig over, at de mange år i toppen af erhvervslivet betyder, at han har råd til privat hjælp.

Beskeder fra ældre mennesker i knibe drukner hans mailboks, og han skutter sig, når han læser en besked fra en mand, der har skidt i bukserne kl. 08, men må vente, til hjemmeplejen kan komme klokken 14.

Flemming Østergaard kan ikke nå at svare dem alle. Det presser ham. Det gør søvnmanglen også, men han vil passe Inge hjemme, så længe han kan.

Det har han lovet sig selv, men en mand, der allerede har to kræftforløb i bagagen, kan ikke tillade sig at være naiv, så han har skrevet Inge op til en plejehjemsplads med et års ventetid.

Men en beretning, som han modtog for nylig, skræmmer ham.

En mand skrev til ham, at demens havde gjort konen aggressiv, og en læge besluttede at sende hende på plejehjem. Samme dag blev manden ringet op og bedt om at skynde sig ned på plejehjemmet.

»Og der sidder hans kone i håndjern, mens en politibetjent er ved at læse hendes rettigheder op for hende. ”Hvad fanden foregår der? Min kone er dement, for pokker,” siger han til betjenten, der bliver helt forvirret, for det havde ingen fortalt ham,« fortæller Flemming Østergaard.

Ny benzin

De dage, hvor Inge er i dårligt humør, kræver en tålmodighed, som erhvervsmanden ikke vidste, han havde.

Pludselig er alt, hvad han gør, forkert.

Beder han hende drikke mere vand, spørger hun hvorfor. Beder han hende vente med at tage tøj på, til hjemmehjælperen kommer, nægter hun – og river tøj ud af skabet. Vil hun i bad kl. 2 om natten? Ja, så er det bare at gå i bad. Har hun lige fået skiftet ble, men vil have den skiftet igen fem minutter senere? Så gør han det.

Der er øjeblikke, hvor hun udbryder: »Nu vil jeg fandeme hjem til Danmark!«, og får ham til at grine. Og der er øjeblikke, hvor hun spørger, om det er denne weekend, at hun skal dø, og får ham til at græde.

Indvendigt kan han godt tænke:

»Det er fandeme op ad bakke, det her. Jeg har haft mange store opgaver i mit liv, men det her er sgu da alligevel den største.«

For eksempel den uge, hvor Inge havde diarré.

»Jeg tror aldrig, Inge har været vasket så meget. Klokken er to om natten, og du bruger alt, du har i dig, skidt og kanel, vasker hende og dig selv, og så går du i seng – og to timer efter står du op igen, og så sker det samme. Det er den hårdeste uge, jeg nogensinde har haft,« konstaterer han.

Heldigvis er det ikke sådan hele tiden.

Når hun smiler til ham og tager hans hånd, eller når hendes kontante humor pipper frem, giver det ham ny benzin.

Særligt de øjeblikke, hvor det føles, som om de er sammen om at være gidseltaget i et lidt for socialrealistisk afsnit af tv-serien ”Klovn”.

For eksempel da de fik en ny hjemmehjælper-vikar, der trods alle gode intentioner var oppe mod, at Inge skal forberedes grundigt på nye mennesker, ellers går alt i hårdknude.

»Det viste sig, at det måske ikke lige var den rigtige vikar – hun virkede ikke helt instrueret. Ærligt talt kunne jeg lige så godt selv have klædt Inge på og vasket hende. Men det blev heldigvis ingen katastrofe. For Inge var i strålende humør. Hun smilede til mig og sagde med et glimt i øjet: ”Hende, hotellet har sendt op, var sgu helt væk – sig det til hotellet!”« skrev han samme dag ud til verden på Facebook.

Det støjer lidt i baggrunden, så han beder mig vente et øjeblik, mens han giver nogle instruktioner bagud i rummet.

Før var det Inge, der gav beskederne i villaen på Skodsborg Strandvej.

I årevis kørte hun både familien og de 268 kvadratmeter med effektiv, kontant og kærlig hånd, mens han fløj rundt 140 dage om året og talte med alle os, der ynder at dække både opture og nedture.

Lige netop på det punkt satte Inge Østergaard allerede tidligt i deres ægteskab foden ned: »Du skal aldrig invitere en journalist hjem,« lød det.

Hun havde ingen interesse i at være kendt. Og det skulle børnene heller ikke.

Så er det egentlig okay at dele historier om en kvinde, der skyede både medier og offentlighed?

Sikke et journalistspørgsmål, sukker han og flasher et glimt af den kompromisløshed, mange sportsjournalister har fået at mærke gennem tiden.

»En enkelt har spurgt mig på Facebook, om det egentlig er okay at gøre det. En enkelt ud af mange tusinde,« understreger han og fortsætter: »... og så er det dét, du synes er vigtigt. Og jeg har jo svaret på det på Facebook.«

»Men hvordan forklarede du Inge, at du ville skrive om hende?« fortsætter jeg.

Da Inges demens begyndte at fylde for alvor, valgte Flemming Østergaard at melde afbud til en del ting. Blandt andet vendte han om på vej til et bestyrelsesmøde i Asien, da det pludselig stod soleklart for ham, at tiden var kommet, hvor han og Inge skulle bytte roller.

Rygterne begyndte at cirkulere i medier og erhvervskredse.

Var Don Ø ved at blive dement? Var hans cancer returneret? Var der galt noget på hjemmefronten? Hvad med konen – hvornår havde nogen egentlig set hende sidst?

Familien blev samlet, fortæller Flemming Østergaard, og sammen besluttede de, at det er ingen skam eller flovt at have Alzheimers. Hverken for den, der har det, eller de pårørende.

»Min ældste søn bor i USA, hvor skuespilleren Bruce Willis sammen med ekskonen Demi Moore har været åbne om hans demens, hvilket har skubbet til hele samtalen derovre. ”Det er sådan, vi skal være,” sagde vores søn til os. Og det er dér, jeg siger, at de sociale medier er gode. For dér kan du skrive din egen historie,« siger Flemming Østergaard.

I begyndelsen viste han skriverierne og de mange reaktioner til Inge, men det gør han ikke længere.

»Helt ærligt, er det også for din egen skyld, at du skriver? Så du ikke er alene med det?« spørger jeg.

Han griner hårdt.

»Næh. Jeg har sgu ikke brug for at bruge Facebook som psykolog! Hør, jeg kunne jo bare holde min kæft, men jeg gør det for alle dem, som ikke har mine muligheder. Og det er sgu ikke noget med at være en helt, men når folk skriver til mig, kan jeg ikke se væk,« siger Flemming Østergaard.

Tiden er løbet. Han skal videre.

Jeg stjæler et ekstra minut af hans tid og spørger, om der stadig findes øjeblikke, hvor Inge er fuldstændig sig selv?

Flemming Østergaard er tavs så længe, at jeg tjekker, om mobilforbindelsen er røget, før han svarer:

»Nej.«.

»Savner du hende?« spørger jeg.

»Inge?« spørger han:

»Jeg har hende jo hver dag. Det er bare anderledes. Men hårdt ... ? Ja, det er det.«

Ann-Sofie Ohrt (K), borgmester i Rudersdal Kommune, erkender, at en omorganisering i hjemmeplejen har medført udfordringer for personale og borgere, men at Arbejdstilsynet ikke har fundet grund til påbud. Alligevel har kommunen – blandt andet på grund af henvendelser fra Flemming Østergaard og andre – igangsat en uvildig undersøgelse, så alle kan komme til orde.