Julie tænker mere over livet, og det er der en bestemt årsag til
Da Julie Kivi Jensen blev mor for første gang, fik hun samtidig forældremyndigheden over sin søsters barn. Det har formet hende og sat tanker i gang.
»Da jeg var 9-10 år, var vi meget på ferie på Fyn, nede ved Svendborg.
Vi tog cykler med, og så legede vi Tour de France.
Jeg var Alex Zülle, og min lillebror var Miguel Indurain.
Det var hyggeligt at cykle rundt og lege Tour de France. Vi var alle glade.
Så holdt vi ind ved en vejbod og købte jordbær, kartofler og asparges og kørte hjem, lavede mad og spillede Uno om, hvem der skulle hjælpe med at vaske op.
Jeg elskede de somre. Der var en lethed over Fyn.
Jeg bliver 40 år i næste måned. Måske er det nu, alle livets store spørgsmål kommer op til vurdering.
Mine børn er ni og syv år, og jeg tænker på, om jeg har fået nok ud af den tid, og om jeg har været en god nok mor, og om vi har givet dem det rette fundament?
Jeg har altid syntes, at det var fjollet, når folk sagde, at de fik en 40-årskrise.
For hvorfor skulle man have krise over det? Jeg har to fantastiske børn, jeg er gift, vi har hus og trailer, jeg har et fint job, vi har gode venner, så hvorfor egentlig have krise?
Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg fylder 40 år, eller om det bare er, fordi jeg stiller mig selv spørgsmål.
Det er altid børnenes første leveår, der er de vigtigste. Og hvad nu, hvis jeg har fejlet?
Bruger jeg mit liv rigtigt? Sådan en hverdag, hvor man står op, det er lidt hektisk, kom nu, kom nu, I skal i skole, og vi kommer lidt for sent på arbejde, og vi skal også skynde os hjem, så de ikke bliver hentet for sent.
Det er nok egentlig ret klassiske spørgsmål.
Det er tanken om, at man skal sørge for at få det maksimale ud af det, mens man kan.
Da vi fik vores første barn, mistede jeg min storesøster til kræft. Hun havde en teenagedatter, som vi overtog forældremyndigheden over dengang. Så vi fik både en teenager og et barn og to år senere endnu et barn.
Det har formet mig og sat nogle tanker i gang.
Nogle gange tænker jeg, at når man har oplevet, at livet kan stoppe brat, så kan det være, at man tænker endnu mere over, om man når at få det ud af livet, man gerne vil. For hvad nu, hvis jeg ikke er her mere, har jeg så fået givet mine børn de rette værdier? Hvad nu, hvis jeg bliver kørt over af en bus i morgen, eller hvis jeg får kræft?
Det er jo en hel familie, der mister, og hvordan påvirker det os alle? Jeg var ikke specielt tæt med min søster, og måske er det fuldstændig klichefyldt at have de tanker. Eller måske er der noget, der er dybere, fordi der alligevel ligger et eller andet.
Jeg ville ønske, at der var mulighed for mindre arbejde. Det er der altid, det ved jeg, for et tilvalg er også et fravalg.
Måske vil jeg bare blæse og have mel i munden på en gang.
Hvor er balancen?
I korte perioder har jeg gået hjemme, og det er da megalækkert at gå til pilates, når børnene er afleveret, gå ned og morgenbade, drikke en kop kaffe eller spise en god frokost, men det bliver også ensformigt.
Så var det dejligt at komme tilbage på arbejde og bruge sig selv på en anden måde og være sammen med kollegerne. Hvad er lige det rigtige?
Bare det at vende det hele på hovedet er heller ikke nemt.
Det er meget dejligt med et hus i Risskov tæt på vandet, det er også dejligt at gå på arbejde, men bare ikke hele tiden.«
Julie Kivi Jensen, 39 år, Risskov, indkøber
