Da Maria ville flytte sit IKEA-skab, gik det endelig op for hende, at hun havde brug for andres hjælp
Som Maria blev ældre, erfarede hun, at livet ikke altid er en leg. Og at man skal huske at bede om hjælp.
»Jeg erkendte det få år tilbage.
Som man bliver ældre, erfarer man, at livet ikke altid er en leg.
Der kan være svære ting i familien, pludselig dødsfald, psykisk sygdom. Man tror, man kan stå alene i det meste, men det kan man ikke. Man er afhængig af andre mennesker. At bede om hjælp forandrede mit liv til det bedre.
Det var en svær tid, jeg stod i.
Min kæreste og jeg var lige gået fra hinanden. Jeg var netop flyttet.
En dag stod jeg og så på mit IKEA-skab. Jeg ville selv rykke det, men det var selvfølgelig alt for stort og tungt til mig. Det siger sig selv.
Den dag gik det op for mig, at jeg måtte søge hjælp udefra. Jeg ringede til min veninde.
Det var svært for mig at række ud til mine nærmeste.
At sige til dem, at jeg stod et svært sted. At vise min sårbarhed til dem.
Jeg har nok altid haft et behov for at gøre tingene selv. Jeg blev irriteret, hvis folk ville hjælpe mig, men selv min råstyrke varer ikke altid ved. Den dag kom min veninde. Næste dag flyttede vi skabet. Værre var det ikke.
Jeg tror, at vi mennesker har svært ved at bede andre om hjælp, fordi vi lever i en konkurrencestat, hvor selvstændighed er en dyd. Vi skal klare alting egenhændigt. Vi skal præstere. Vi er under et enormt pres.
I sådant et samfund tror jeg, at vi oplever det som farligt at vise vores sårbarhed.
Men i virkeligheden bliver alle mennesker glade af at give en hånd.
Og jeg kan ikke flytte et skab selv.«
Maria Kramer-Møller, 37 år, afdelingsleder i et aflastningstilbud for børn og unge, København K
