Mie Storm pumpede mælk ud af sine bryster på arbejdspladsens toilet, da det gik op for hende, at noget var helt forkert

Da Mie vendte tilbage til arbejdet efter sin første fødsel, var hun ked af det.

De andre kvinder på arbejdspladsen var ældre end hende og havde prøvet det før i en anden tid. De sagde til hende, at det nok skulle gå over, at hun og sønnen skulle vænne sig til at være væk fra hinanden.

Det var godt for dem begge, sagde de til hende.

Mie havde ondt i sine bryster, fordi de var fyldt med mælk.

»Jeg stod ude på toilettet og pumpede mælk ud i vasken, og jeg græd. Det skulle min søn jo have spist. Jeg hældte guld i afløbet for at være et sted, hvor nogle uden små børn kunne have været i stedet for mig. Det var en eksistentiel krise: Hvem er jeg, hvis jeg går hjem og ikke kommer tilbage igen?« siger hun.

Et lille menneske

Mens forfatter Maj My Humaidan i en ny bog advokerer for mere blødhed, ro og langsomhed, advarer økonom Nina Smith i en anden mod, at kvinder trækker sig tilbage fra arbejdet for at passe børnene. Vi har været her før, og nu gruer debatten igen i horisonten: Hvordan indretter vi bedst arbejds- og familielivet?

Mie voksede op i et klassisk socialdemokratisk hjem, hvor man mente, at man skulle bidrage til samfundet, gøre noget godt for andre mennesker, og at kvinder skulle uddanne sig og arbejde på lige fod med mænd.

Det stillede Mie aldrig spørgsmålstegn ved.

Faktisk var hun endda i tvivl om, hvorvidt børn var en god idé eller bare en unødig forhindring på den kurs, hun havde udstukket. Hun tog en universitetsuddannelse i anvendt filosofi og fik et job som konsulent. I 2015, da asylansøgere gik på de danske motorveje, var hun med til at stifte skoler for uledsagede børn.

Da hun var gravid med sit første barn, lagde hun planer for, hvordan sønnen skulle sove på sit eget værelse og have flaske. Imens arbejdede hun så meget, at hun fik plukveer og måtte sygemelde sig fra arbejdet.

Men så fødte hun.

»Han lå der på mit bryst og var ikke længere bare en ting, jeg talte om. Han var et lille menneske, og jeg følte en kærlighed, jeg aldrig har følt før. Pludselig gav mit liv mening. Jeg følte ikke, at jeg skulle skaffe resultater for mig selv. Jeg skulle være sammen med ham. Det var ham, jeg skulle ændre noget for,« siger hun.

Det var efter den fødsel, at hun græd på sit arbejde, mens hun pumpede mælken ud i vasken.

Chefen var forstående, og først forsøgte Mie med lidt hjemmearbejde, indimellem havde hun sønnen med sig, men en dag læste hun et citat af den berømte nonne Moder Teresa, som ramte hende:

»Hvad kan du gøre for at fremme verdensfreden? Gå hjem, og elsk din familie.«

Og det gjorde hun så.

Da barslen med Mies næste barn var slut, vendte hun ikke tilbage til arbejdet.

Livet på overfladen

Nu er det nogle år senere, en formiddag, og Mie er i legeland med sin yngste på 3 år, der leger med andre børn, der som hende selv hjemmepasses af sine forældre.

Den førstefødte er nu 9 år og går på Steinerskole sammen med den mellemste på 7 år.

Mies mand arbejder fuldtid, så det er primært Mie, der tager sig af hjemmepasningen. Ved siden af arbejder hun deltid hos Center for Voldsforebyggelse og som selvstændig kulturkritisk formidler, hvor hun skriver bøger, holder foredrag og laver podcast, men det er børnene, som kommer i første række. Mie arbejder i pauserne fra deres selskab, en time her, en time der, og da de var mindre, arbejdede hun slet ikke.

Det har ikke altid været nemt at få økonomien til at hænge sammen. Familien har måttet sælge både gård og bil for at købe et mindre hus. Der har ikke været penge til at gå ud at spise eller tage på ferie ret ofte.

»Men jeg har haft det liv, der så godt ud på overfladen. Dengang havde jeg ondt i maven. Nu er mit hus ikke så pænt som mine jævnaldrendes, og mit tøj er mere slidt, men jeg har det godt,« siger hun.

Der skal være plads til alle

I morges plumpede en bog ind ad Mies postkasse.

Det er Maj My Humaidans ”Blødt – Kampskrift for et meningsfuldt liv”, som netop er udkommet. Mie kan allerede se, hvor hun vil hen, og hun er enig: Vi skal være mere bløde i en hård verden, det er der brug for. Hun slugte Maj Mys første bog ”Ærømanifestet” på to dage, fordi hun så sig selv, mens hun læste.

Nina Smiths nye bog har hun ikke læst, men hun kan godt se økonomens pointe:

Selvfølgelig vil der ikke være lige så mange penge i kassen til god velfærd, hvis flere kvinder vælger at arbejde deltid eller hjemmeskoler deres børn. Mie synes også, at det er en vigtig pointe.

»Men jeg tror ikke, at det kommer til at ske. Det er en klassiker. Så snart nogle går i en anden retning, stiller nogle sig op og siger: ”Åh nej, det duer ikke – tænk, hvis alle gør det”, men langtfra alle kvinder har lyst til at leve som mig, og jeg har svært ved at se, at mangfoldighed i forældreskabet er en ulempe,« siger hun.

Nina Smith og Mie Storm er også enige om, at kvaliteten af velfærden mange steder allerede er forringet, og at mange småbørnsforældre kæmper med at finde tid til både børn og arbejde.

»Vi kvinder skal prøve at blive på arbejdsmarkedet, så meget det kan lade sig gøre. Og så skal vi slås for, at vi skal have en bedre velfærdsstat,« sagde Nina Smith f.eks. forleden til Jyllands-Posten.

Mie Storm mener ikke, at de to ting står i modsætning til hinanden. Der skal både være mere plads til dem, der ønsker at hjemmepasse, og mere fokus på, hvordan vi skaber bedre daginstitutioner.

»Hvis børnehaven var et rart sted at være, hvor mine børn glædede sig til at komme, havde jeg nok sendt dem afsted tidligere. Men i dag græder nogle børn jo, når de bliver afleveret,« siger hun.

Børnehaven er vel for mange børn et rart sted at komme?

»Det kan godt være. Jeg vil ikke udtale mig på andres vegne, men jeg har ikke haft lyst til at sende mine børn i nogle af de børnehaver, jeg har besøgt. Der er ikke nok pædagoger pr. barn, og ingen pædagoger elsker ens barn, som man selv gør. Ingen pædagoger ser på ens barn, som om det det er vigtigste i verden. Selvfølgelig kan daginstitutioner være godt for børnene, når de er gamle nok, men jeg mener, at alle børn har brug for at være sammen med deres forældre, når de er helt små,« siger hun.

Et nyt skridt for ligestillingen

En anden af Nina Smiths bekymringer er, at det er et tilbageskridt for ligestillingen, hvis kvinder går hjemme med børnene i stedet for at skabe sig en karriere, mens mændene arbejder. Har hun ret i det?

»Hun har ret i, at vi skal sikre, at kvinder som mig ikke bliver sat tilbage i forhold til mænd. Vi skal have lov til at bruge mere tid med vores børn og samtidig have en snak om, hvad det gør ved den position, vi har i samfundet, hvis vi går på deltid. Jeg synes, at man skal huske, at os, der tager denne beslutning, meget ofte er højtuddannede kvinder med ambitioner, der formår at fastholde en relation til arbejdsmarkedet, men som ikke vil lade det gå ud over tiden med vores børn. I stedet for at gøre os til sådan nogle stakler, der bliver efterladt bagude, burde man måske lytte mere til os og nuancere ens forståelse af ligestilling.«

Ser du det som et tilbageskridt eller fremskridt for ligestillingen, hvis flere gør som dig?

»Hvis man tager 70’er-briller på, kan jeg godt forstå, at man synes, det er et tilbageskridt, men jeg synes ikke, at man kan sætte det sort-hvidt op. Alt det, min mor og mormor gjorde, var nødvendige skridt. Jeg ser dette som det næste – en nuancering af, hvordan vi skal værdisætte det feminine i samfundet: Vi skal give mere plads til at tage sig af sine børn og sin familie, for det har en høj værdi,« siger hun.