Fortsæt til indhold
Indland

Regeringen vil sammenlægge to regioner til østdansk megaregion og flytte opgaver til nye sundhedsråd

De fleste regioner bevares. Til gengæld kommer der nu 17 sundhedsråd med folkevalgte fra kommuner og regioner, fremgår det af nyt udspil fra regeringen.

Ritzau

Regeringen vil sammenlægge Region Sjælland og Region Hovedstaden, så der fremover bliver fire i stedet for fem regioner. Samtidig lægger regeringen op til at nedlægge de nuværende 21 sundhedsklynger og erstatte dem med 17 sundhedsråd, som skal bestå af folkevalgte politikere fra kommuner og regioner. Det erfarer Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger får de nye sundhedsråd ansvaret for de opgaver, som regeringen vil flytte væk fra kommunerne - bl.a. akut sygeplejen, genoptræning og den specialiserede rehabilitering. Også den patientrettede forebyggelse, patientuddannelse samt etablering af hjemmebehandlingsteams skal ifølge Jyllands-Postens oplysninger høre under sundhedsrådene fremover.

Der bliver tilført ekstra bevilling hertil.

De nye planer er en del af den sundhedsreform, som regeringstoppen præsenterer på et pressemøde i Statsministeriet onsdag klokken 10.

Udspillet kommer oven på Sundhedsstrukturkommissionens rapport, der lagde op til at samle ansvaret for flere sundhedsopgaver og sikre mere sammenhæng for patienterne. Spørgsmålet har bl.a. været, om regionerne består, og hvilke sundhedsopgaver der skal flyttes fra kommunerne.

Moderaterne gik til valg på at afskaffe regionerne. Socialdemokratiet og Venstre ville bevare dem for at sikre et demokratisk valgt led til at styre sundhedsvæsnet.

Med den nye Region Østdanmark bliver der meget stor forskel på regionernes størrelse.

Eksempelvis Region Nordjylland dækker ti pct. af befolkningen, mens den nye store region med 2.741.728 indbyggere vil omfatte knap halvdelen af danskerne.

Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet (SDU), har de to regioner allerede i 10 år samarbejdet, ligesom de har samme systemer for patientjournaler. Derfor giver det mening, at regeringen foreslår, at netop de to regioner skal lægges sammen, siger han til TV2.

Antallet af regioner er blot en lille del af sundhedsreformen, som ifølge regeringen skal sikre mere lighed og mere nærhed i sundheden.

Et andet element er den nye konstruktion med sundhedsråd i stedet for sundhedsklyngerne, som blev etableret for to år siden som et samarbejde mellem kommuner, hospital og de praktiserende læger om indsatsen på tværs af sundhedsområdet med intentionen om at skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb.

Statsminister Mette Frederiksen (S) opridsede hovedformålene med reformen i weekenden under Socialdemokratiets kongres.

»Lægerne skal derud, hvor patienterne er mest syge. Der skal gøres en langt større indsats for jer, der har en kronisk sygdom,« sagde Mette Frederiksen.

Regionernes fremtid blev diskuteret, da de tre regeringspartier forhandlede regeringsgrundlag i november 2022.

Løsningen blev at nedsætte Sundhedsstrukturkommissionen, som i juni kom med tre mulige modeller for den fremtidige styring af sundhedsvæsnet.

Men regeringen har valgt sin egen.

Hård kritik

Regionernes fremtid har ført til en ophedet debat i sundhedsdanmark, og der har været hård kritik af Region Sjælland.

Formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, opfordrede mandag i Jyllands-Posten netop til at slå de to regioner sammen.

»Udfordringerne i Region Sjælland har over tid tårnet sig op. Og de vil ikke forsvinde eller blive mindre, hvis ingenting sker strukturelt. Det kan ikke bare løses gennem bedre samarbejde på tværs af regioner, for det viser al erfaring indtil nu,« lød det fra Camilla Rathcke.

Region Sjælland har ikke været dygtig nok til at løse problemerne med bl.a. lægedækning, og samtidig er regionens sygehuse struktureret helt forkert, påpeger lægerne.

Formændene for Region Hovedstaden og Region Sjælland, Lars Gaardhøj (S) og Heino Knudsen (S), har dog advaret imod det. Ifølge Heino Knudsen vil en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden ikke løse problemerne med lægedækning.

»Det gør til gengæld en tydelig styring af fordelingen af læger. Men det er Lægeforeningen nok ikke så begejstret for, og her er måske også en del af forklaringen på kritikken fra Lægeforeningens formand,« mener Heino Knudsen.

Regionerne kom til i strukturreformen i 2007. Med reformen blev de 14 daværende amter nedlagt, mens fem nye regioner blev oprettet.

»De nye stærke regioner skaber et godt grundlag for at nå målet om et sundhedsvæsen i verdensklasse,« fastslog Lars Løkke Rasmussen, som dengang var indenrigs- og sundhedsminister for Venstre, ved lanceringen.