Nye oplysninger om spektakulær sabotage. Ekspert undrer sig
Ifølge tyske og svenske medier er en 44-årig ukrainsk dykker eftersøgt af tyske myndigheder for at have spillet en rolle i sprængningen af Nord Stream-gasledningen i 2022. Ekspert giver sin vurdering af de nye oplysninger.
Siden sabotageaktionen af gasledningen Nord Stream i Østersøen i september 2022 har både danske, svenske og tyske myndigheder haft hovedbrud over, hvem der kunne stå bag. Nu kaster nye oplysninger mere lys på den opsigtsvækkende sabotageaktion.
Men en dansk forsker klør sig stadig i håret.
Onsdag kunne det svenske medie Expressen og de tyske medier Süddeutsche Zeitung og Die Zeit i fællesskab afsløre, at en navngiven 44-årig ukrainsk dykker er efterlyst af de tyske myndigheder.
Han er mistænkt for at have spillet en rolle i sabotageaktionen, der i efteråret førte til sprængningen af Nord Stream-gasledningen.
Ifølge mediernes oplysninger har en domstol i tyske Karlsruhe udstedt en international arrestordre på manden i juni måned.
Onsdag eftermiddag bekræftede de polske myndigheder over for Reuters at have modtaget arrestordren på den omtalte mand.
Han skulle efter sigende være bosiddende i den polske hovedstad, Warszawa, men har nu forladt landet.
Den føderale anklagemyndighed i Tyskland har efterforsket den omtalte ukrainske dykker og to andre personer i snart to år, skriver medierne.
De to andre mistænkte – en mand og en kvinde – skulle også være ukrainske statsborgere. De driver ifølge mediernes oplysninger et dykkerfirma, og det vurderes, at den 44-årige har forbindelser til firmaet.
Forsker tvivler
Men spørger man Anders Puck Nielsen, der er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, skal man ikke hæfte sig for meget ved de nye oplysninger.
»De viser i hvert fald, at de tyske myndigheder mener, at de her personer på en eller anden måde har haft noget med aktionen at gøre. Om det viser, at det er dem, der står bag, det er en anden sag,« siger Anders Puck Nielsen, som har fulgt sagen siden begyndelsen.
Ifølge medierne er de tre dykkere mistænkt for at være en del af besætningen på den 15 meter lange sejlbåd ”Andromeda”, der tidligere har været i myndighedernes søgelys for at have spillet en rolle i sabotageaktionen.
Tysk politi kom således på sporet af den 44-årige ukrainer efter at have forfulgt en række spor fra sejlbåden – herunder video af en varevogn filmet tæt på havnen, hvor båden lå.
Men Anders Puck Nielsen finder det ganske usandsynligt, at sejlbåden i sig selv skulle have spillet en afgørende rolle i sprængningen af gasledningerne.
»Jeg synes, det lyder mærkelig. Sandsynligheden for, at nogle personer har sejlet rundt på en sejlbåd og med dykkerudstyr har svømmet ned på 80 meter og placeret sprængstof, er meget lille. Og vi taler store mængder sprængstof,« fortæller han:
»Jeg vil gerne se noget mere dokumentation, før jeg tror på, at det er muligt at gøre det fra sådan en sejlbåd.«
Pilen peger et sted hen
Selv hvis mistanken mod de ukrainske dykkere viser sig at holde vand, tvivler Anders Puck Nielsen på, at det er udtryk for, at den ukrainske stat står bag sabotagen.
»I mine ører lyder det her som en dækhistorie. Noget, som nogen måske kunne have iscenesat for at aflede opmærksomheden fra dem, der rent faktisk har gjort det,« vurderer han.
Siden sabotageaktionen har mistanken særligt kredset sig enten om Rusland eller Ukraine.
Adspurgt hvem Anders Puck Nielsen mener pilen peger mest på, svarer han:
»Jeg synes stadig, pilen mest peger på Rusland. Hvis vi spoler tiden tilbage til efteråret 2022, da sprængningen fandt sted, ønskede russerne at skabe så meget usikkerhed som muligt omkring det europæiske gasmarked. De havde en idé om, at det var det, der skulle til for at vinde krigen i Ukraine,« siger han:
»Russerne har også den kapacitet, som rent faktisk skal til for at gennemføre sådan en aktion.«