Fortsæt til indhold
Indland

Krigen i Ukraine har sendt Akeru på flugt

Eksotiske dyr risikerer kummerlige forhold i Ukraine. Knuthenborg Safaripark har modtaget den fjerde løve. Randers Regnskov vil også gerne hjælpe.

/ritzau/

Krigen i Ukraine har ifølge FN kostet mindst 10.000 civile ukrainere livet, siden Rusland invaderede landet for snart to og et halvt år siden. Næsten 20.000 er blevet såret. Også dyrene rammes af krigen, blandt andet løver og andre store dyr i zoologiske haver og cirkusser.

Men også eksotiske dyr, der har været holdt som kæledyr af private – måske med planer om illegalt videresalg.

Akeru, en hanløve på tre år, er blandt de heldige, der er reddet ud af Ukraine.

Efter et års ophold i Poznan Zoo i Polen er den kommet til Knuthenborg Safaripark for at slutte sig til parkens tre andre løver fra Ukraine.

Ifølge Therese Hård, der er zoologisk- og veterinærchef i parken, kender ingen den nye løves baggrund.

»Vi ved kun, at den er cirka tre år gammel, og at den er evakueret fra Ukraine. Her er der modige mennesker, der risikerer deres eget liv for at få nogle af de eksotiske dyr ud af landet.«

De tre andre løver fra Ukraine er evakueret af en ukrainsk dyreaktivist, Nataliia Popova, og organisationen Uanimals.

Samme organisation står bag evakueringen af Akeru.

»Om det også er Nataliia, der denne gang personligt har stået for evakueringen, ved vi ikke. Men vi ved, at hun jævnligt bliver ringet op af mennesker, der fortæller hende om dyr, og så tager hun ud på adressen.«

Andre traditioner med dyr

Når det er lykkedes at få løverne til Knuthenborg, skyldes det et samarbejde mellem et netværk af 19 dyreværnsorganisationer, zoologiske haver og den europæiske forening af zoologiske haver og akvarier, Eaza.

Med i netværket er også Dyrenes Beskyttelse, hvor biolog og projektleder Anne Sofie Meilvang fortæller, at der i Ukraine er en anden tradition for at holde eksotiske dyr end i eksempelvis Danmark.

»Akeru kan være fra en zoologisk have, men der er også rigtig mange private i Ukraine, som holder store kattedyr som tigre og løver. Desværre ved vi, at nogle af dem lever under usle vilkår, og at der et marked for illegal handel. Kort efter krigen brød ud, hørte vi om 100 bjørne, der sad rundtom i landet og ventede på at blive reddet. Hvor mange bjørne og store kattedyr, der er tilbage, ved vi ikke.«

Akeru ankom til Knuthenborg i sidste uge. Han har stadig et større sundhedstjek til gode, men umiddelbart virker han sund, siger Therese Hård:

»Mange dyr i Ukraine er blevet holdt på en kummerlig måde, hvor de ikke har fået den optimale ernæring, og hvor der kan have været indavl. Måske en kombination af begge dele. Lykkeligvis kan vi konstatere, at den her hanløve ser sund og stærk ud.«

Går indtil videre alene

Indtil videre går Akeru for sig selv, indtil parken ved, om han kan trives med de andre løver.

»Fordi vi ikke kender dens baggrund, ved vi ikke, om den overhovedet har gået sammen med andre løver tidligere,« siger Therese Hård.

For at blive klogere på det vil hun og parkens øvrige ansatte kigge på, om den har samme kropssprog, som de andre, og om den kan tolke deres adfærd. Siden vil hele gruppen få lov til at dufte til hinandens halm, hvorefter næste skridt kan blive at lade dem gå op ad hinanden langs et hegn.

Indtil videre er Knuthenborg Safaripark den eneste i Danmark, der har modtaget dyr fra Ukraine.

Randers Regnskov vil også gerne hjælpe, siger vicedirektør Brian Rasmussen. Ikke fordi den tropiske zoologiske have mangler dyr, men som en gestus over for dyrene.

»Det er mere en tjeneste og en service, fordi vi må stå sammen om at kæmpe for dyrenes bedste.«

Randers Regnskov har ingen aftale med Ukraine, men skulle en sådan komme i stand, så er det mindre dyr, som har interesse.

»Det kunne være mindre pattedyr, fugle eller padder,« siger Brian Rasmussen.