Fortsæt til indhold
Indland

Morten Scheibye-Knudsen vil gerne være frisk, rask og 110 år. Her er opskriften

Det er utopi på nuværende tidspunkt at stoppe et menneskes aldring, men du kan selv gøre noget for at holde dig ung og sund i længere tid, siger en aldringsforsker, der selv følger en række råd, han gerne deler ud af.

Morten Scheibye-Knudsen er en af landets førende forskere i aldring. Han er 44 år og har et ønske om at leve så længe som muligt – gerne 110 eller 120 år, men kun hvis han er frisk og rask.

Derfor følger han sin helt egen opskrift på, hvordan han holder sig sund så længe som muligt.

»Pointen er ikke at blive så gammel som muligt, men at være sund så længe som muligt. Det ville da være fantastisk at blive 120 år, være frisk og kunne se sine børnebørn og oldebørn vokse op,« siger han.

Aldringsforskerens opskrift består af fem helt konkrete ingredienser, som han gør dagligt eller ugentligt. Det er ting, som han gerne deler med andre, der kan bruge hans viden til at blive klogere på, hvordan de selv sætter en bremse for aldringen.