Begrænsning af koranafbrændinger: Sådan er reglerne i andre lande
Spørgsmålet om, hvor nemt det bliver for regeringen at finde et værktøj til at begrænse koranafbrændinger, har allerede delt to juraprofessorer. Her er reglerne hos nogle af de lande, vi normalt sammenligner os med.
Den danske regering vil undersøge muligheden »for i særlige situationer at gribe ind over for forhånelser« af lande eller religioner, som kan have konsekvenser for Danmark, som formuleringen lyder i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Til DR udtalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) søndag, at regeringen arbejder på at finde et juridisk værktøj, der kan forhindre koranafbrændinger foran ambassader i Danmark.
Mere konkret er forslaget ikke endnu, men spørgsmålet om, hvor nemt det bliver for regeringen at finde et værktøj til at begrænse koranafbrændinger har allerede delt to juraprofessorer.
Mens Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor på Syddansk Universitet, mener, det bør være ret simpelt at skrue en bestemmelse sammen, der straffer afbrænding af koraner og andre hellige skrifter, mener Jens Elo Rytter, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, ikke, at det er helt så ligetil, med mindre man vil genindføre blasfemiparagraffen, som blev afskaffet i 2017. Det siger de til Ritzau.
Men i flere af de lande, vi normalt sammenligner os med, er der indført juridiske begrænsninger, der gør, at myndighederne kan skride ind over for koranafbrændinger. Her er nogle eksempler:
Finland, Østrig og Tyskland
I modsætning til Danmark har Finland, Østrig og Tyskland stadig lovgivning, der gør blasfemi forbudt. Dermed er det muligt for myndighederne at sætte ind overfor koranafbrændinger.
Storbritannien
I Storbritannien er det ulovligt at tilskynde til religiøst had. På baggrund af den lov har politiet tidligere foretaget anholdelser som følge af koranafbrændinger.
Frankrig
I Frankrig kan myndighederne forhindre koranafbrændinger med henvisning til opretholdelse af offentlig orden.
Holland
I Holland er det ikke ulovligt at brænde koranen, men i flere store byer, herunder Haag og Rotterdam, gør lokal lovgivning det forbudt at lave offentlige afbrændinger.
Kilder: TV 2, DR.