Fortsæt til indhold
Indland

Indtil nu har elbilerne primært været forbeholdt de velstillede

Både i Danmark og i resten af Europa har det først og fremmest været de rige og velhavende, der har haft glæde af den massive satsning på elbiler. Det viser tal fra bilproducenterne i EU, og det bekræfter danske trafikforskere.

Civilingeniør og iværksætter Mads Aarup kalder sig selv for en firstmover. Altså én af dem, der går forrest. Han er foruden at være engageret elbilejer også talsperson for Elbilforeningen. En organisation, der har til formål at fremme elbilisters forhold.

Allerede i 2015 købte han sin tredje elbil – en brugt Tesla S85 importeret fra Tyskland – uden nævneværdig afgift. Det gjorde ham til et eksklusivt medlem af en helt bestemt gruppe af borgere, som i de senere år har nydt godt af, at samfundet har brugt milliarder af kroner på at få danskerne til at købe flere elbiler.

Denne gruppe af borgere har ifølge både trafikforskere og tal fra bilproducenterne haft næsten alle fordelene ved, at markedet for elbiler er blevet tilgodeset.