Minimax fejrede rejsegilde med nyt navn
Vuggestuen Minimax bliver til Børnehuset Elmehaven.
150 vuggestue- og børnehavebørn. Så mange bliver der plads til i den kommende institution Børnehuset Elmehaven.
Tirsdag 2. maj kunne institutionen fejre rejsegilde på deres nye tilbygning i to etager på Nyvangsvej 25 i Randers. Den nye tagkonstruktion blev fejret med pølser, sodavand, skål og taler. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
»Der er sket en del siden første spadestik tilbage i november, og det er dejligt at se, at byggeriet skrider godt frem. Vi holder rejsegilde for at takke håndværkerne for deres gode arbejde. En tak skal også lyde til dagtilbuddets ledere og medarbejdere og entreprenøren, som jeg har hørt, har et godt samarbejde om at skabe nogle gode, moderne rammer for børn og personale,« sagde borgmester Torben Hansen, da han talte til de fremmødte, som bestod af institutionens pædagoger, kommunale medarbejdere og repræsentanter fra entreprenør Høgh & Sønberg inklusiv alle håndværkerne.
Pladsmangel
Pædagogisk leder Nancy Engberg satte også ord på forventningerne til det nye byggeri. Hun kunne samtidig løfte sløret for en nyhed.
»Minimax bliver til Børnehuset Elmehaven. Det er vi rigtig glade for at kunne løfte sløret for, mens vi fejrer, at den nye tilbygning er godt på vej. Tak til alle medarbejderne og forældrene for at støtte op om den her proces med at skabe et rigtig godt dagtilbud til en masse børn i alderen 0 til 6 år.«
Børnehuset Elmehavens udvidelse er et led i en række planlagte dagtilbudsbyggerier i Randers Kommune. Byggerierne skal imødekomme det stigende behov for pasningspladser til kommunens børn.
»Randers Kommunes befolkning er i vækst, og der er brug for flere dagtilbudspladser i disse år. Det skal 100 nye børnehavepladser her i Elmehaven hjælpe til med. Institutionen har en central beliggenhed i Randers by, så forventningen er, at den er attraktiv for mange familier,« sagde borgmester Torben Hansen.
Byggeriet i Børnehuset Elmehaven forventes at stå klar 1. januar 2024.