Fødevarestyrelsen tilbagekalder flere Jellyslik-produkter
Efter kontrolbesøg har Fødevarestyrelsen valgt at tilbagekalde endnu flere varianter af Jelly-slik end de to varianter, der blev tilbagekaldt i forrige uge, pga. kvælningsfare for børn.
Det var ikke nok, da Fødevarestyrelsen i forrige uge tilbagekaldte to varianter af slikket Jelly, fordi der var risiko for, at små børn kunne blive kvalt ved at spise produkterne.
Efter et kontrolbesøg har styrelsen nu valgt at tilbagekalde yderligere tre produkter. Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Årsagen er, at Jelly-slikket indeholder tilsætningsstofferne E410 og E407, som gør, at slikket kan svulme op i svælget. Dermed kan det være farligt for små børn, der spiser slikket i én mundfuld.
»De er farlige, både fordi de indeholder de E-numre og pga. størrelsen. Det er ikke alene de to E-numre, men dem sammenkoblet med størrelsen gør, at de er farlige for små børn,« siger Nikolas Hove, der er beredskabschef i Fødevarestyrelsen.
Det drejer sig om varianterne Sweet Mellow Jelly Straws, OJuicy Fruit Jelly, ABC Jelly Straws, ABC Jelly Fruity og Speshow Jelly Straws. Slikket bliver solgt i mindre specialbutikker i hele Danmark.
Fødevarestyrelsen er ikke bekendt med tilfælde, hvor børn er kommet til skade af de produkter, der nu er tilbagekaldt.
Nikolas Hove forklarer, at styrelsen i første omgang blev opmærksom på produkterne efter en henvendelse fra myndighederne i Holland, som kontrollerede dem og kunne se, at det var farlige og var blevet solgt til Danmark.
Det fik i første omgang styrelsen til at tilbagekalde to produkter i forrige uge, og efter et kontrolbesøg i de butikker, der solgte produkterne, er yderligere tre produkter altså blevet tilbagekaldt.
Der er ikke blevet udstedt nogen bøder i forbindelse med salget af Jelly-slik i Danmark
Det er ikke første gang, at Jelly-slik er blevet tilbagekaldt. For halvandet år siden tilbagekaldte Fødevarestyrelsen andre Jelly-produkter, som blev vurderet som farlige.