Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

Så er dommen faldet: Christian Bitz skal betale millionerstatning i keramik-strid

Christian Bitz og Viborg-virksomheden F&H Group skal i alt betale keramikeren Kasper Würtz 6,4 mio. kr. i erstatning i plagiatsagen, der er blevet døbt "keramik-krigen".

I dag faldt der dom i erstatningssagen for den årelange plagiatstrid mellem keramiker Kasper Würtz og den kendte ernæringsekspert Christian Bitz og Viborg-koncernen F&H Group, der er en af Skandinaviens største grossister.

Sø- og Handelsretten har således tilkendt Kasper Würtz i alt 6,4 millioner kroner i erstatning for krænkelse af ophavsretten.

F&H Group skal betale størstedelen af det beløb, da de i alt skal punge ud med 5 mio. kr. til Kasper Würtz.

Christian Bitz selv skal dog også til lommerne, idet han skal betale 1 mio. kr. til Kasper Würtz. Bitz’ selskab, Bitz A/S, skal betale de resterende 400.000 kr.

Christian Bitz, hans selskab og F&H Group skal ligeledes betale sagsomkostningerne, der i alt løber op i ca. 1,7 mio. kr.

Stort erstatningskrav

Selvom erstatningen løber op i et pænt millionbeløb, havde Kasper Würts tilsyneladende håbet på mere. Han havde i hvert fald fremsat et krav på 40 mio. kr.

»40 millioner kroner er cirka, hvad F&H og Christian Bitz har tjent (på kopiprodukterne, red.). Derudover har vi en skønsmandsudtalelse, som siger, at det vil koste 15 millioner kroner at reetablere Kasper Würtz’ brand over en femårig periode. Hvis det da overhovedet kan reetableres,« udtalte Kasper Würtz advokat, Johan, Løje forud for erstatningssagen.

Christian Bitz og F&H må formentlig dog være dem, der går mest skuffede hjem fra dagens domsafsigelse. De var nemlig overbevist om, at det var dem, som skulle have udbetalt erstatning - eller at sagen i hvert fald skulle gå i nul.

»Vi mener, det er os, der har krav på erstatning fra Kasper Würtz, men vi skal lande den, og efter vores oplevelse er en nulløsning et godt sted at lande, så det går vi efter,« sagde advokat Frank Bøggild i retten ifølge Horsens Folkeblad.

Samtidig havde Christian Bitz og F&H desuden ment, at Kasper Würtz skulle straffes med bøde for at overtræde markedsføringsloven og for at overtræde straffelovens paragraf 267 om ærekrænkelse - blandt andet fordi han, ifølge dem, har kommet med urigtige og miskrediterende udtalelser, der har givet dem negativ medieomtale.

Kasper Würtz frifindes dog for alle forhold af Sø- og Handelsretten.

Årelang strid

Sagen strækker sig helt tilbage til 2016, da Kasper Würtz sagsøgte Christian Bitz og F&H for brud på ophavsretten. I 2020 tog Sø- og Handelsretten så stilling til den anklage og gav Kasper Würtz ret. Østre Landsret stadfæstede så dom i 2021.

Efterfølgende fik Christian Bitz og F&H afslag på at anke dommen til Højesteret.

Dommen i dag har således ikke taget stilling til skyldsspørgsmålet, som altså blev afgjort i 2021, men har kun taget stilling til erstatningskravet.

Bitz og F&H har mulighed for at anke dagens dom til Østre Landsret.