Fortsæt til indhold
Indland

Nye tal for unges brug af antidepressiv medicin i særligt én region vækker opsigt

Nye tal viser, at én region topper listen over, hvor der udskrives mest antidepressiv medicin til unge mellem 18 og 27 år.

Som en bræmme tværs over Midtjylland taler kortet sit tydelige sprog: Der blev på landsplan i 2021 udskrevet klart mest antidepressiv medicin til unge mellem 18 og 27 år, der bor i Region Midtjylland.

Det fik mandag Leif Vestergaard Pedersen til tasterne:

»Det bemærkelsesværdige er ikke, at den kommune ligger i top, men at hele Region Midt har et højt forbrug. Regionen og praktiserende læger må arbejde sammen og enten forklare eller forbedre,« skrev han, der er formand for Etisk Råd, fhv. direktør i Kræftens Bekæmpelse, fhv. medlem af Medicinrådet og fhv. sundhedsdirektør i Region Midtjylland.