Fortsæt til indhold
Indland

»Skrigende vaskekoner«: Dybe frustrationer i Nye Borgerlige får beskyldningerne til at flyve

Fremtrædende medlemmer af Nye Borgerlige har forladt partiet i frustration over valget af spidskandidater forud for folketingsvalget. Andre overvejer at følge efter. En række centrale medlemmer retter hård kritik af partitoppen.

I ly af store kriser i først Liberal Alliance, så Venstre og senest Dansk Folkeparti har fokus i mindre grad været rettet mod Pernille Vermunds parti, Nye Borgerlige.

Men i store dele baglandet er der opstået højlydt frustration forud for partiets sommergruppemøde søndag,

og mens Christiansborg forbereder sig på et måske snarligt folketingsvalg, har fremtrædende medlemmer forladt partiet. Flere overvejer det samme.

Nye Borgerlige er bannerfører for decentralisering og det frie valg, men det har flere lokalafdelinger svært ved at genkende internt i partiet.

Partitoppen har i begyndelsen af året udpeget spidskandidater til landets storkredse.

Udpegelserne har mødt vrede i flere lokalkredse, og medlemmerne strides internt – og i fuld offentlighed.

Jyllands-Posten har været i kontakt med flere end 20 centralt placerede personer i partiets bagland for at blive klogere på, hvad det er, der sker i det borgerlige parti. Nogle afviser pure, at der er interne uenigheder, enkelte udtaler sig kritisk til citat. Flest fortæller om deres frustrationer, når båndoptageren er slukket.

Breve fra lokalafdelinger på Fyn og Sjælland er ifølge Jyllands-Postens oplysninger sendt til hovedbestyrelsen med budskabet om, at man ikke agtede at støtte de udpegede spidskandidater. Kredsene havde deres egne lokale kandidater, som de hellere ville hjælpe.

Efter den voldsomme modstand valgte hovedbestyrelsen, at de lokale kredse kunne stemme om spidskandidaten.

I sidste ende er de udpegede spidskandidater blevet valgt, men resultaterne vidner om uenigheder.

Partiet står stadig til fremgang i forhold til valget i 2019, men på det seneste er Nye Borgerlige dykket i meningsmålingerne. Vælgertilslutningen er halveret fra omkring 10 pct. til ca. 5 pct. I det lys kan det få stor betydning, om man står nummer et eller nummer to på valgsedlen, hvis kun én forventes at blive valgt ind.

Kandidaten fra Randers

På Fyn brød frustrationerne ud, da hovedbestyrelsen i april præsenterede landsdelens nye spidskandidat, Mikkel Bjørn Sørensen, kendt i partiet som den tidligere formand for partiets ungdomsorganisation, Nye Borgerliges Ungdom.

Enkelte udtrykte allerede på mødet deres forundring over, at kandidaten blev “trukket ned over hovedet på dem”, at Mikkel Bjørn Sørensen var fra Randers og ikke Fyn, og at hovedbestyrelsen ved at udpege ham havde overset en række lokale kandidater, der havde haft succes ved kommunalvalget.

»Det var den forkerte måde at gøre det på. Det var topstyret, for de burde have spurgt os og inddraget os i den proces,« siger Henrik Lauridsen, formand for blandt andet Svendborg, og kalder forløbet et »wakeupcall«.

I flere måneder har en vrede ulmet i baglandet hos Nye Borgerlige, og partiet bliver beskyldt for ikke at leve op til egne principper. Arkivfoto: Jens Dresling

Ifølge partiets vedtægter er det netop op til hovedbestyrelsen at udpege spidskandidaterne. Men da lokale kandidater blev overset, kom det som en overraskelse.

Vi vil gerne have lidt hånd i hanke med, hvem der stiller op.
Jesper Hammer, organisatorisk næstformand, Nye Borgerlige

»Nye Borgerlige handler meget om decentralisering, men i vores parti skulle vi så træffe den slags centralt. Det var en forkert beslutning,« siger formand for Middelfart-kredsen og kandidat til folketingsvalget Jonas René Jensen, der er »ked af forløbet« og slår fast, at han ikke vil hænge Mikkel Bjørn Andersens plakater op, men sine egne.

En tredje formand på Fyn, Henrik Aaen fra Nyborg-kredsen, siger, at det er gået »rigtig skidt« med valget af spidskandidat, og at forløbet har været præget af »kaos«:

»Vi fik det trukket det ned over hovedet. Er der noget, fynboer ikke bryder sig om, er det at blive behandlet som får.«

Mikkel Bjørn Sørensen endte med at blive valgt med 133 stemmer, mens 212 personer stemte på en af de fire lokale kandidater.

Henrik Aaen siger om det endelige resultat, at der ikke er meget at tilføje:

»Det må vi støtte. Og så er det godt, at Fyn har andre kandidater, vælgerne kan stemme på.«

Jyllands-Posten har også været i kontakt med partiets lokalformand i Odense, Mathilde Hammer. Hun afviser at svare på, om hun foretrak Mikkel Bjørn Sørensen, men tilføjer, at der er mange gode kandidater på Fyn.

Rebecha Foged var en af modkandidaterne til Bjørn Sørensen. Hun er frustreret over forløbet og overvejer – i stil med andre af Jyllands-Postens kilder – at forlade partiet.

»Det har været et rigtigt ærgerligt forløb. Valget blev trukket ned over hovedet på os, og forløbet var meget uprofessionelt,« siger hun.

Åben strid

Da valget efter protester blev lagt ud i kredsen, skrev en anden kandidat på Fyn, Malte Jäger, i et opslag på Facebook, at han var glad for, at fynboerne nu kunne vælge deres spidskandidat.

Jäger er bedst kendt i offentligheden for sine valgplakater til kommunalvalget, hvor han fremviste sin veltrænede, bare overkrop.

Han skrev forud for valget, at mange i Nye Borgerlige fandt det »mærkeligt« at få en »forholdsvis ukendt fyr fra Jylland« som spidskandidat på Fyn:

»Det er jeg enig med disse mennesker i.«

https://www.facebook.com/MalteJagerNyeBorgerlige/posts/pfbid02xG6bm4wNV4DorrPE6a4jDniz7MZrsnkamq7XKyCjAqykRLp4bEnJNnpKV6tU7fvHl

Opslaget affødte et rasende kommentarspor.

»Savtakker på albuerne klæder ingen, uanset hvor dygtig en kandidat du måtte være,« skrev Vibeke Molise, der var udpeget som spidskandidat i Københavns Omegns storkreds.

Medlem af hovedbestyrelsen og formand for Nye Borgerliges Ungdom Malte Larsen skrev i opslaget til sin navnebror:

»Jeg er næsten tabt for ord over, hvor respektløst, infantilt og decideret skammeligt dit opslag er, Malte.«

Andre bakkede manden bag opslaget op. En folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds skrev:

»Et HB-medlem (hovedbestyrelsesmedlem, red.), der offentligt nærmest slagter et kommunalbestyrelsesmedlem, det er bare ikke i orden.«

Forløbet om spidskandidat har haft direkte konsekvenser.

Med kaffe på kanden, Odense Classic i hanen og en mulig fordobling af partiets mandater i Folketinget burde stemningen have været god til mødet på Fyn i april. I stedet blev frustrationen italesat. Foto: Jens Dresling

Ifølge Jyllands-Postens kilder har flere medlemmer på baggrund af udpegelsen og det efterfølgende forløb forladt partiet – blandt andre Andreas Møller, som er 1. viceborgmester i Odense.

Andreas Møller ønsker ikke at stille op til interview, men flere forlod partiet i protest sammen med ham.

Sammen med to nu tidligere Nye Borgerlige-medlemmer, Kristian Juul Nielsen, tidligere lokalformand for Nordfyn, og Jan O. Pedersen, tidligere byrådsmedlem, udsendte han en pressemeddelelse, hvor de omtalte et »uopretteligt tillidsbrud«.

Kristian Juul Nielsen uddyber i dag til avisen, at han har forladt partiet som konsekvens af forløbet om Andreas Møller, og at forløbet var »dråben i bægeret for mig«.

Tidligere formand for Nye Borgerlige i Middelfart John Morell Frellsen har ifølge Jyllands-Postens oplysninger også forladt partiet i kølvandet på diskussioner med partitoppen om valget af spidskandidat på Fyn. Han ønsker ikke at kommentere oplysningerne.

»Vild og voldsom« uge på Sjælland

Valget af spidskandidater er heller ikke gået lige igennem på Sjælland.

Medstifter af partiet og medlem af Folketinget, Peter Seier Christensen, blev valgt med 676 stemmer, mens 346 stemmer gik til en af hans to modkandidater ved et kampvalg.

I Københavns Omegns Storkreds er bølgerne gået særligt højt.

Den udpegede spidskandidat, Vibeke Molise, endte med helt at trække sig som kandidat til folketingsvalget efter at have mødt modstand mod sit kandidatur.

I dag er fire personer valgt til Folketinget for Nye Borgerlige. Partiet har stået til markant fremgang i målingerne, men nu begynder Inger Støjbergs parti at lure i horisonten. Foto: Jens Dresling

Hun har ikke ønsket at tale med Jyllands-Posten. På Facebook skrev hun den 7. august, at det havde været en »vild og voldsom« uge.

»En forvirret proces og det politiske livs grimhed fik mig til – uden at blinke – at kyle det projekt på bålet,« skrev hun og tilføjede:

»Og når enkelte, forsmåede partifæller begynder at opføre sig som skrigende vaskekoner til en adelig henrettelse under Den Franske Revolution (undskyld billedsproget), så er mit bæger fuldt.«

Hun har siden redigeret i sit opslag.

Formand for den tredje Sjællands-kreds, København-kredsen, Jimmi Haushøj, siger, at hovedbestyrelsen og lokalforeningerne ikke har været enige, og at partiet derfor er endt i intern konflikt.

I hans kreds vandt den af hovedbestyrelsen udpegede Hans Blaaberg med 264 stemmer, mens medlem af borgerrepræsentationen for partiet i København Niels Peder Ravn fik 133 stemmer.

Truslen fra Støjberg

Valget om spidskandidater er ikke eneste kilde til frustration.

Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne, skaber bekymring.

Generelt er der begejstring for kvinden med den røde knold som varemærke, og derfor undrer enkelte sig over, at Vermund for nylig i Politiken sendte en skarp kritik mod hende, når partiet længe havde brugt kræfter på at hylde hende i forbindelse med rigsretssagen.

Nye Borgerlige har sat en stor kampagne i søen for at støtte Inger Støjberg. Nu frygter Nye Borgerlige-medlemmer, at den kan have sendt vælgere direkte i hendes favn. Foto: Anthon Unger

Andre sætter spørgsmålstegn ved netop den kampagne; var det fornuftigt at omfavne den tidligere Venstre-kvinde, eller har det sendt Nye Borgerlige-vælgere direkte i favnen på hende?

Adskillige af de kilder, Jyllands-Posten har talt med, skeler til meningsmålingerne. Støjberg buldrer frem og lader til at have spist en stor del af Nye Borgerliges vælgere. Flere medlemmer frygter den dag, hun åbner for medlemstilmeldinger og de potentielle konsekvenser for Nye Borgerliges bugnende medlemskammer.

Organisatorisk næstformand i partiet, Jesper Hammer, er derimod ikke bekymret for Støjberg, siger han. Han afviser kritikken fra partiets medlemmer om topstyring og centralisering i Nye Borgerlige, men medgiver, at udpegning af spidskandidater »måske« er blevet centraliseret »lidt«:

»Vi vil gerne have lidt hånd i hanke med, hvem der stiller op.«

Den følelse kender mange politikere nok. Men Nye Borgerlige står for decentralisering og frie valg. Hvorfor lever I ikke op til det?

»Fordi vi har været en ung organisation, et ungt parti,« siger han og tilføjer, at organisation samtidig er modnet de senere år, og derfor vil beslutningen fremadrettet blive lagt ud i lokalkredsene.

»Partiet er blevet ældre, og vi har lært mange af medlemmerne at kende.«

Det var også tilfældet, da I udpegede spidskandidaterne i april?

»Det kan du have ret i, og set i bagklogskabens lys skulle vi måske have grebet det anderledes an.«

En af dine lokalformænd føler, at I har behandlet dem som får. Hvad siger du til det?

»Det synes jeg på ingen måde, at vi har.«

Så det er en forkert følelse?

»Ja.«

Et hovedbestyrelsesmedlem retter en skarp kritik af en af jeres folketingskandidater på Facebook. Er det i orden?

»Det er rigtig ærgerligt. Det var uheldigt, det er der ikke nogen tvivl om. Men man kan også diskutere Malte Jägers opslag. Han var ude med riven, og så får han lidt tilbage med riven. Knivene hvæsses lidt, når der er udsigt til valg.«

Der er mange river og knive i jeres parti?

»Nej, overhovedet ikke, men der er et par enkelte, som stikker ud en gang imellem.«

Peter Seier Christensen er medstifter af partiet, men har haft kampvalg i sin kreds. Hvorfor får han ikke et suverænt valg?

»Det viser bare, at vi har et levende medlemsdemokrati,« siger Jesper Hammer og understreger:

»Generelt opfatter jeg ikke, at der er ballade.«

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.