Milliarddyrt sygehus i Gødstrup er netop åbnet, men hver 10. seng kan ikke tages i brug
I årevis har advarslerne lydt: Vi kommer til at mangle sygeplejersker. Nu mærkes konsekvenserne. På sygehuse over hele landet bliver senge holdt lukket, fordi der mangler personale til at tage sig af patienterne. Personalemanglen er så stor, at løsningerne har lange udsigter, vurderer regionernes formand.
Hendes Majestæt Dronningen troppede op, da det nye sygehus i Gødstrup ved Herning for bare halvanden måned siden blev indviet.
Efter majestæten havde fået overrakt blomster og hilst på hospitalsledelse og sundhedspolitikere, var det tid til en rundvisning. Her så dronningen blandt andet, hvordan de nye, moderne enestuer er indrettet.
På flere af stuerne mangler der dog noget. Patienter.