Rema 1000 sætter begrænsning på køb af madolie
Leveringsproblemer og efterspørgsel fra bl.a. restauranter gør, at der fremover er en begrænsning på køb af madolier flere steder.
Krigen i Ukraine og leveringsproblemer kommer nu til at kunne mærkes i dit lokale supermarked. I hvert fald, hvis du har et stort forbrug af madlavningsolie.
Discount-kæden Rema 1000, der har sin danske base i Horsens, sætter nu en begrænsning på, hvor mangle raps- og solsikkeolie hver enkelt kunde kan købe. Helt konkret vil det være muligt at købe max tre liter madlavningsolie pr. kunde. Det oplyser Rema 1000’s kommunikationschef, Jonas Schrøder, på Twitter.
Ifølge Jonas Schrøder er Ukraine er stor leverandør af olien, og derfor begrænser det mulighederne for at købe olie ind til deres lager.
Rema 1000 har i enkelte tilfælde oplevet, at restauratører har indkøbt større mængder af madlavningsolie i deres butikker.
»Det har vi enkelte eksempler på, men det er mere på grund af leveranceudfordringer. Når der leveres mindre olie, så kommer der færre forsendinger. Vi sætter et maksimum, så der er nok til alle,« siger Jonas Schrøder til Lokalavisen.dk.
Det er usikkert, hvor længe begrænsningen vil vare, men ifølge Jonas Schrøder skal man blot handle som normalt, da der løbende kommer nye forsyninger på hylderne.
Også Salling Group har indført en lignende begrænsning i deres butikker Netto, Bilka og Føtex, hvor man kun kan købe tre flasker.
Madlavningsolier er en af de varegrupper, der har været ramt af de største prisstigninger siden februar i år. Olien er i gennemsnit blev 41,2 pct. dyrere.