- For abonnenter
Regeringen ønsker mere grøn strøm – myndighederne forventer færre møller
Da regeringen i forrige uge præsenterede sin plan om en firedobling af vedvarende energi fra landvindmøller og solceller, var budskabet, at der rundt om i landet nu skal rejses flere møller, end hvad der hidtil har været politisk besluttet. Men antallet af møller kan mere end halveres, samtidig med at mængden af vedvarende energi firedobles.
Vi må vænne os til flere vindmøller på land i Danmark.
Sådan var budskabet, da statsminister Mette Frederiksen, flankeret af fire ministre, præsenterede regeringens plan for, hvordan Danmark skal blive grønnere. Det var en stund, da sikkerhedspolitik og klimaambitioner gik op i en højere enhed. Det handlede om, at »Putin skal bremses« ved at gøre Danmark uafhængig af russisk energi. Og det handlede om for alvor at blæse den grønne omstilling i gang.
Produktionen af solenergi og landvind skal, hvis det står til regeringen, firedobles frem mod 2030.
»Der kommer masser af lokale diskussioner, når der eksempelvis skal bygges vindmøller,« lød det fra statsministeren, og dagene derefter bredte der sig en diskussion om, hvor de mange nye vindmøller mon skulle stå.
Nordsjællandske borgmestre mente ikke, at de havde pladsen til dem, mens f.eks. Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor vindmøllerne står tættest i landet, sagde:
»I første omgang tænker jeg, at der må være nogle andre borgmestre, man må prikke på skulderen. Der er mange andre kommuner ikke bare inde i landet, men også langs det vestjyske, som ikke tilnærmelsesvis har taget deres del. I hvert fald ikke i forhold til os.«
Forventer færre møller
Men sagen er, at regeringens grønne ambitioner – ifølge Energistyrelsen – kan realiseres, uden at det er nødvendigt at rejse flere vindmøller rundt om i det danske landskab.