Fortsæt til indhold
Indland

Politiet får skarp kritik i sag om Kina-kritiske valgplakater

Nordsjællands Politi afviser at kommentere kritikken fra DF-politikeren.

Politiets håndtering af sagen om en række forsvundne Kina-kritiske valgplakater får nu hård kritik af Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

»Jeg kan ikke forstå, at dansk politi ikke med det samme kunne se, at det her er selvtægt, at tage loven i egen hånd og at blande sig direkte i vores valgkamp,« siger politikeren om politiets indledende vurdering af, at sagen ikke skulle efterforskes af politiet.

Sagen drejer sig om, at regionsrådskandidat til Regions Hovedstaden og formand i Dansk Kina Kritisk Selskab Thomas Rohden har indgivet en politianmeldelse til Nordsjællands Politi om tyveri af en række valgplakater, som han havde hængt op i træerne foran den kinesiske ambassade i Hellerup.

Det er chokerende, hvis politiet har den holdning, at det her er et tyveri, som alle andre. Det er en fremmed ambassades indblanding i, hvordan vi udøver en fri valgkamp i Danmark.
Søren Espersen (DF), udenrigsordfører

På plakaten står en smilende Thomas Rohden ved siden af det tibetanske flag, og budskabet »stop samarbejdet med Kina« er printet med Radikale Venstres lyserøde partifarve. Thomas Rohden er ikke i tvivl om, at det må være ambassaden, der står bag nedpilningen.

Nordsjællands Politi bekræfter overfor Jyllands-Posten, at man har modtaget en anmeldelse af tyveri af valgplakater begået af en ukendt person foran den kinesiske ambassade. Det oplyser desuden, at man i første omgang vurderede, at der i anmeldelsen ikke var tilstrækkelige oplysninger til, at der kunne indledes en efterforskning.

Nordsjællands Politi vil dog nu kontakte Thomas Rohden for at klarlægge, om der skulle være yderligere oplysninger, som kan bidrage til sagen.

Men det er stærkt kritisabelt, at politiet i første omgang afviste at efterforske sagen. Det mener Søren Espersen. Selvom ambassaden dog for nu blot er mistænkt af regionsrådskandidaten for at stå bag, stoler politikeren »fuldt og fast« på, at kandidaten har ret i sine anklager.

Søren Espersen går så langt som at sige, at den kinesiske ambassade med det påståede tyveri har blandet sig i den danske kommunal- og regionalrådsvalgkamp.

»Det er chokerende, hvis politiet har den holdning, at det her er et tyveri, som alle andre. Det er en fremmed ambassades indblanding i, hvordan vi udøver en fri valgkamp i Danmark,« siger han og understreger:

»Politiet kan ikke bare sige, at det her en sag som alle andre. Det er en sag, der er helt unik. Hvis ikke de kan finde ud af det, må jeg tale med justitsministeren, for det her er uantageligt. Det er ikke et tyveri, som alle andre tyverier.«

Jyllands-Posten har forelagt Nordsjællands Politi kritikken. Politikredsen ønsker dog ikke at kommentere sagen.

DF ønsker desuden, at Udenrigsministeriet nu indkalder Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, til en samtale for at få klarlagt, hvad der er sket, og om ambassaden har spillet en rolle.

Også Venstre tilslutter sig det ønske. Det oplyser partiets udenrigsordfører som reaktion på, at mediet Den Uafhængige har offentliggjort billeder af en person, som ifølge mediet har tilknytning til ambassaden. Personen bærer kandidatens valgplakater - plakater, som mediet selv genopsatte tidligt tirsdag morgen.

Hos Radikale Venstre fastslår udenrigsordfører Martin Lidegaard, at der nu skal kastes lys over, hvad der er op og ned i sagen.

»Skulle det være den kinesiske ambassade, der står bag, går jeg stærkt ud fra, at den danske regering vil gøre det krystalklart overfor kineserne, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og at indblanding i en dansk valghandling ikke er acceptabelt,« skriver han i en SMS til Jyllands-Posten.

Udenrigsminister Jeppe Kofod meddelte tirsdag eftermiddag i et skriftligt svar, at han finder billederne fra ambassaden for »umiddelbart bekymrende.« Han afventer dog politiets konklusioner i sagen.

»Generelt vil jeg dog gerne sige, at valgplakater og politiske ytringer er en central del af vores demokratiske tradition. Derfor finder jeg det også stærkt problematisk, hvis i øvrigt lovligt opsatte valgplakater fjernes uanset årsagen. Lovligt opsatte valgplakater skal selvfølgelig respekteres også selvom man ikke er enig i budskabet. Og det vil jeg gerne understrege gælder for alle i Danmark.«