Det er bare bryster

Synet af en topløs kvinde på en bænk på Strøget i København var stærk kost for min far, en 42-årig bogholder fra Esbjerg. Historien om kvinden og manden, som sad og aede hendes ene bryst totalt upåvirket af menneskestrømmen, herunder min far og hans lille familie, blev fortalt ved mange nabofester hjemme i nybyggerkvarteret i Esbjerg. Selv nabokonen, som flittigt solbadede på sin terrasse, havde dengang i 1971 ikke smidt bh’en.

Fem år senere indtog hans egen kone og den nu 15-årige datter – som det mest naturlige – morgenmad kun iført trusser. De tyske sommergæster kiggede forlegent den anden vej. Familien var i mellemtiden flyttet til Skagen. Havet lå tæt på, og hverken dengang eller i de næste mange år drømte man om at tage en bikinioverdel på. Hvis man da overhovedet ejede en.

Den nøgne eller halvnøgne krop havde tilmed fået Justitsministeriets velsignelse:

»Nøgenbadning og solbadning på strand uden tøj kan ikke i sig selv betragtes som uanstændig opførsel,« skrev ministeriet i 1976, men tilføjede, at »provokerende eller demonstrerende optræden over for andre badegæster eller færdsel uden tøj i beboelsesområder kan være det«.

I min families billedalbum ligger et gulnet foto af gymnasieveninden på stranden i Gammel Skagen, selvfølgelig uden top. Eftermiddagskaffe på gården i Sig ved Varde: Både jeg og min mor sidder i solen uden bh. Til studentergymnastikken i 1980’erne i Aarhus var der fælles bad efter anstrengelserne.

I begyndelsen af 1990’erne konstaterede min lillebror, at det for hans kæreste var mindre intimt at smide bh’en og tage topløst solbad i Kongens Have i København end at lægge sig i kollegiets gård. Det blev for privat.

Klager over topløse

Anno 2021 har to topløse kvinder på en balkon i det indre København vakt så megen anstød, at ejendommens administrationsselskab modtog fire klager.

»Jeg håber, I vil tage klagerne til jer og tage hensyn til, at det ikke er alle, der trives med at kunne se hinandens kropsdele, og derfor vil være rimeligt tildækkede, når i opholder jer på altanen. Go sommer,« stod der i den mail, som den ene kvinde, Salka Rafn, modtog.

Kvinderne lagde deres historie ud på det sociale medie Instagram og skrev et debatindlæg i Dagbladet Politiken.

»Det er grænseoverskridende at blive bedt om at tage tøj på i sit egen hjem,« har Salka Rafn udtalt til DR.

Historien om hende og veninden Sofie Rømer Henriksen har bredt sig fra Danmark til flere medier i Europa og har fået boligselskabet til at undskylde over for de to kvinder. De skal bare sole sig, som de vil, lyder beskeden nu fra Go’ Bolig, som ejer ejendommen.

Men da var debatten om topløshed og kvindekroppen for længst kørt af sted.

»Vi vil da ikke seksualiseres, fordi vi er topløse på altanen. Lige nu er der en udvikling, hvor vi har taget kroppen tilbage. Og hvis man har lyst til at hoppe i vandet topløs, så skal man gøre det – det er ikke op til andre at bestemme,« lød det fra Sofie Rømer Henriksen og Salka Rafn til TV 2 Lorry.

Hakkede roer som topløs

Også på sociale medier debatteres der livligt. På Facebook-siden ”os der er født i 50, 60 og 70’erne” spørger en bruger:

»Badede du også topløs for ca. 40 år siden?« og uddyber, at det gjorde hun selv. Ikke alene badede, hun stod også i kø ved iskiosken kun iført bikinitrusser.

»Når jeg fremdrager situationen nu, er det, fordi den naturlighed, vi havde, var så indgroet. Jeg kunne godt ønske for de unge i dag, at de oplevede den samme mangel på pres i forhold til, hvordan man ser ud eller ikke ser ud,« fortsætter kvinden og slutter med et lille p.s.:

»Indrømmer: I dag ligger jeg ikke topløs, men hvorfor i grunden ikke?«

Blandt svarene på tråden fremgår det, at der både er blevet hakket roer og malet vinduer af topløse kvinder. At det var naturligt og ikke noget, som nogen tænkte videre over. De fleste kvinder, som Jyllands-Posten har talt med, mener, at på et eller andet tidspunktet i 1990’erne begyndte bikinioverdelen igen at få overtaget. Ingen kan huske, hvorfor de holdt op med at bade topløse. Det gjorde de bare. Groft sagt var der topløs dominans i perioden mellem p-pillen og aids.

Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch fra museet KØN i Aarhus mener, at det skyldes en reaktion mod 1970’ernes kvindebevægelse. Hun er selv 38 år og husker, at da hun var barn, badede hendes mor topløs. Skiftet kom i hendes egene gymnasieår omkring årtusindeskiftet:

»Nogle gange badede vi topløse. Så holdt det bare op,« husker Julie Rokkjær Birch, som har iagttaget, at flere unge kvinder igen har smidt toppen på de aarhusianske strande.

»Men det er segmenter, det handler om nicher, og helt centralt er, om der er konsensus eller ej om at gøre det,« siger hun og tilføjer, at man ikke kan sætte hverken et præcist tidspunkt på eller en præcis årsag til, at kvinder holdt op med at bade topløse.

»Det foregår i bølger, og lige nu er vi en ny bølge. Der sker mange ting, som vi vil se tilbage på om 10-20 år,« siger hun med henvisning til bl.a. MeToo-debatten og en ny feminisme, som indebærer, at flere kvinder vælger at smide bikinitoppen.

»Det er helt klart moderne, men der er ikke konsensus om det endnu,« siger hun.

Emilia van Hauen, kultursociolog og forfatter med speciale i køn og den unge generation, peger på, at hver generation har taget de bare bryster til sig:

»Boomerne i 1970’erne var dem, der gjorde det alment kendt, men stadig kun for de særligt frisindede. De blev fulgt af Generation X, der i 80’erne gjorde det så meget til normen, at man var virkelig mærkelig, hvis ikke man gjorde det. Og nu har vi så Generation Z, der er født mellem 1995 og 2010, som bader topløst og også har smidt bh’en. Med denne generation er der kommet et nyt selvfølgeligt ejerskab til egen krop, fremtoning, seksualitet, køn – og med det også en større selvsikkerhed. Det er ikke underligt, at det er unge, som er i front på både MeToo og #dajegsagdefra,« siger den 55-årige Emilia van Hauen.

Kvindernes ændrede status

Emilia van Hauen peger på en væsentlig forskel på kulturen i 1970’erne til den bølge, som nu er i gang: Kvinders status er afgørende ændret.

»I 1970’erne var det en provokation af ”the establishment”, det vil sige hvide, midaldrende mænd. I dag er de hvide midaldrende mænd off, hvis de ikke kan se, at der er et problem,« lyder det fra Emilia van Hauen, som gætter på, at opbakningen til de to topløse kvinder på altanen næppe havde været lige så stor, hvis episoden havde fundet sted for fem år siden.

I P1 Debat fortalte psykolog, debattør og feminist Louise Kjølsen, at hun bader topløs, men også, at det har krævet tilvænning at lære det. Hun har øvet sig i at være topløs.

»Jeg er vokset op i en tid, hvor man ikke gør det,« forklarede den 33-årige feminist.

I 2007 vakte en gruppe feminister opmærksomhed, da de insisterede på at bade topløse i en af Københavns svømmehaller. Happeningen var en protest mod pornoficeringen af kvindekroppen og fik den konsekvens, at der blev skabt en livlig debat om retten til at bade topløs i kommunens svømmehaller. Et år efter, at en tilladelse var sat i værk, kunne Mads Kamp Hansen, fritidschef i Københavns Kommune, konstatere, at det var småt med efterspørgslen: »Vi har ikke registreret et eneste tilfælde af nogen, der har badet topløse,« sagde han til TV 2 Lorry.

Den topløse kvindekrop blev i 2010 objekt i værdikampen, da Dansk Folkeparti slog på, at der skulle vises topløse kvinder i den Danmarksfilm, som skulle vises ved indvandringsprøven.

»Hvis man kommer fra et fundamentalistisk samfund, hvor den slags er forbudt, og hvor kvinder er undertrykt og ikke må vise deres seksualitet og hår, kan bare bryster være med til at vise det danske frisind og retten til at gå klædt – eller afklædt – som man vil,« lød det fra retsordfører Peter Skaarup.

Det var Naser Khader fra De Konservative på ingen måde enig i:

»Bare bryster er da IKKE et værn mod fundamentalisme. Tværtimod! Fundamentalisterne er så sexfikserede, at bare bryster vil medføre, at de vil vælte ind over grænsen,« skrev han på Facebook. Opslaget var udstyret med en smiley.

Bare bryster på busserne

I 2015 foretog Megafon en undersøgelse for Politiken og TV 2. Den viste, at kun 4 pct. af danske kvinder badede topløse enten altid eller for det meste, mens 85 pct. gjorde det aldrig eller meget sjældent.

På det tidspunkt havde privatklinikken Nygart delt vandene, efter at de med billeder af struttende bryster reklamerede for brystoperation på Movias busser. Men, som Emilia van Hauen påpeger:

»Man kan sagtens være feminist og få lavet større bryster.«

I Holbæks lingeributikker har man ikke mærket til stigende efterspørgsel på bikinitrusser uden top. Det er meget, meget sjældent, at en kunde ikke køber en hel bikini, lyder det samstemmende fra ekspedienterne i to butikker, som sælger bikinitrusser og bh’er hver for sig. Toppen til betydeligt højere pris end trussen. Det koster at være tækkelig.

Topløshed er ikke normen, men ifølge Emilia van Hauen er det store skift, at der er frit valg. Tiden er ikke som i 1970’erne eller 1980’erne til, at man skal smide toppen for at følge flokken. Den er heller ikke til, at man absolut skal beholde den på.

»I min generation var der en indirekte tvang. I dag er der ingen tvang, der er diversitet. Man bliver ikke ugleset af hverken at ligge topløs eller med bikinitop,« siger hun.