Fortsæt til indhold
Indland

Elfejl på fryser var årsag til dødsbrand i Hobro

Nordjyllands Politi har nu fastslået brandårsagen i en tragisk brand den 24. maj, hvor to børn omkom.

/ritzau/

Det var en elfejl på en fryser, der var skyld i den brand, som den 24. maj kostede to børn livet i Hobro.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag.

- Vi har lokaliseret brandens arnested til omkring denne fryser, som der blev fundet fejl på – og vi betragter sagen som en dybt tragisk ulykke, fastslår lederen af efterforskningen, politikommissær Lene Madsen.

To søskende, en pige på 11 år og en dreng på 7 år, omkom i branden.

Børnenes mor og hendes samlever nåede ud af huset. De forsøgte uden held at redde børnene, som sov på første sal i huset.

De kraftige flammer gjorde det umuligt for dem at redde børnene ud.

Politiets undersøgelser er nu afsluttet.