Bunker fra den Kolde Krig med tilhørende erhvervsgrund sat til salg
Hvis ikke man forestiller sig at indrette bunkeren til brug, skal man selv have penge op af lommen for at få den fjernet.
Hvis du altid har gået med en drøm om at eje en anselig mængde underjordisk beton, så er det nu, du skal slå til.
Personer med 800.000 kr. rede og sans for enten kreativ udnyttelse af lokaler i undergrunden kan nu blive ejer af en koldkrigsbunker fra 1987. Det fremgår af en annonce fra ejendomsmæglervirksomheden Nordicals.
Det er i udgangspunktet en erhvervsgrund på 5.000 m2 i Ikast, der er sat til salg, men under græsset på grunden befinder der sig en bunker, der ifølge tidligere beskrivelser på ikast-brandenyt.dk fylder ca. 200 m2.
Ifølge annoncen kan man få lov til at bygge på omkring 2.000 m2, men ønsker man at fjerne bunkeren - og en antennemast i forbindelse med den - skal man som køber selv stå for at få nogen til at udføre arbejdet, og man skal som køber også betale for den manøvre.
En opgørelse, som museet Regan Vest - et museum om en anden bunker - har udarbejdet, viser, at bunkeren blev bygget i 1987 med statsfinansiering og med hensigt om at bruge den som kommandocentral i forbindelse med eventuelle krisesituationer under Den Kolde Krig. I Danmark var der dengang en række kommandocentraler i bunkere rundt omkring (flere end 100 ifølge Regan Vest), som havde til formål blandt andet at overvåge og lave beregninger om radioaktivt nedfald i de områder, hvor de lå. Den slags operationer ville ifølge Dansk Koldrigsforening typisk blive iværksat, hvis Danmark eller et naboland skulle blive ramt af en atomeksplosion.
Ikast Kommunes kommandocentral var ifølge Regan Vest-museet i brug frem til 1998.
I februar 2018 blev bunkeren i Ikast ifølge ikast-brandenyt.dk ved en enkelt lejlighed anvendt til et 45 minutter langt teaterstykke med titlen ”Kommandopost”, som skulle ruste de jyske borgeres forsvarsmekanismer.
Hvis man skulle være interesseret i at erhverve grunden med bunkeren, har man ifølge kommuneplanen mulighed for at sælge sin virksomheds produkter, hvis de er produceret på grunden, ligesom det er tilladt at opføre butikker med særligt pladskrævende varer på hylderne eller etablere kontorer.
Salget foregår i et offentligt udbud, og Nordicals sælger grunden for Brand & Redning MidtVest i Herning.