Pansrede mandskabsvogne og tunge sneplove er sat ind mod vintervejret
På Bornholm er Hjemmeværnet rykket ud i pansrede køretøjer for at være klar til at kunne assistere redningskøretøjer i vintervejret.
Det barske vintervejr, som særligt har ramt den sydlige og østlige del af landet, betyder, at det tunge materiel bliver sendt på vejene.
På Bornholm er Hjemmeværnet tilkaldt i Forsvarets pansrede mandskabsvogne, M113, for at kunne assistere rednings- eller beredskabskøretøjer, hvis det bliver nødvendigt.
Og på Ærø er et hjemmeværnskompagni i terrængående køretøjer sat ind for at hjælpe hjemmeplejen med at komme rundt.
Det oplyser Hjemmeværnet.
Også Beredskabsstyrelsen har ekstra mandskab på plads, og er i fuld gang flere steder i landet, hvor sneplove er udkommanderet for at holde vejene åbne for snefygning og hjælpe med ambulancekørsel.
På Møn måtte en sneplov natten til tirsdag hjælpe med at bane vejen for en ambulance, der var kørt fast ved Vindebæk på Sydmøn.
Og på Bornholm kørte en sneplov foran en ambulance, der i løbet af natten skulle hente en patient fra Klemensker midt på øen til hospitalet i Rønne.
En ekstra sneplov fra Hedehusene bliver tirsdag sendt til Nykøbing-Falster for at kunne støtte ambulanceberedskabet der, oplyser operativ chef i Beredskabsstyrelsen, Lars Høg Schou.
»Vi har en 12-13 plove i alt, men det er særligt Lolland-Falster og Bornholm - som jo er orange - vi har fokus på,« siger han med henvisning til DMI’s varsel for snestorm.
DMI har udsendt snestormsvarsel for Bornholm, Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster med en forventning om 15-30 cm frem til og med onsdag.
I Sønderjylland, dele af Østjylland, på Fyn, Sydsjælland og Møn advarer DMI desuden om snefygning.
Det er særligt de mindre veje, som kan være ufremkommelige på grund af snefygningen.
»Vi regner med at have sneplovene udstationeret indtil vi får meldinger om, at der ikke er behov for dem længere,« siger Lars Høg Schou.