Fortsæt til indhold
Indland

Sneplovene på overarbejde: Sneen giver udfordringer i trafikken flere steder

Trods store snemasser i den sydlige del af landet er trafikken indtil videre gået fri af større uheld, melder Vejdirektoratet. Al unødig udkørsel frarådes fortsat på Bornholm.

Sneplovene og saltbilerne er i fuld gang flere steder i landet tirsdag morgen, hvor trafikanterne skal passe ekstra godt på ude i det barske vintervejr.

I det meste af landet er der risiko for sne- og isglatte veje.

Særligt på Bornholm har kommunens Vintertjeneste, der står for snerydning, arbejdet natten lang for at holde de største veje på øen åbne, og meldingen tirsdag morgen er, at det er lykkes.

»Det overordnede vejnet er farbart, men kør forsigtigt og efter forholdene. De øvrige veje fyger hurtigt til. Vi fraråder fortsat al unødvendig udkørsel,« skriver Bornholms Politi på Twitter.

De mindre veje er endnu ikke blevet prioriteret, og rydningsarbejdet besværliggøres af, at kraftig blæst hurtigt får vejene til at fyge til igen, rapporterer TV 2 Bornholm.

Kort før klokken 7 havde politiet fået meldinger om mindst seks fastkørte biler rundt omkring på øen. Og i løbet af det seneste døgn har mindst 75 bornholmske bilister har haft brug for assistance fra Falck og Dansk Autohjælp – de fleste skulle trækkes fri af snedriver eller op fra grøften, skriver mediet.

På Sydsjælland og Lolland-Falster er snemasserne også vokset, og politiet beder folk tænke sig ekstra godt om, inden de kører ud:

»Vejret er ikke til at spøge med. Bliv hjemme, hvis det er muligt, men hvis du skal ud af køre, så kom afsted i god tid, kør efter forholdene og pas på dig selv og andre,« lyder opfordringen.

DMI har fortsat varsel om snestorm for Bornholm, Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster med en forventning om 15-30 cm. sne mandag og tirsdag.

I Sønderjylland, dele af Østjylland, på Fyn, Sydsjælland og Møn advarer DMI desuden om snefygning.

Vejdirektoratet melder dog indtil videre om en relativt stille morgen uden alvorlige uheld.

»Vi har kun haft et enkelt uheld her til morgen, så det drejer sig mest om kraftig blæst ved broerne i øjeblikket. Blæsten er aftagende i løbet af dagen,« siger vagthavende ved Vejdirektoratet, Jakob Riis-Petersen.

»Folk kører mere efter forholdene i dag end i går. De har tilsyneladende opdaget, at der er risiko for sne- og isglatte veje,« tilføjer han.

Sne og snefygning nær Bårse mellem Næstved og Tappernøje, mandag den 8. februar 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Efter et færdselsuheld på Svendborgmotorvejen syd for Ringe i nordgående retning mod Odense, er der nu igen ryddet for sne og køretøjer.

»Der er fri bane igen. Men kør nu forsigtig. Der er fortsat glat og sne flere steder på vejene,« skriver Fyns Politi på Twitter.

Det iskolde vejr skyldes et lavtryk over det nordlige Tyskland og Polen, der sender fronter med sne og blæst fra nordøst frem mod Danmark. Lavtrykket vil fra sent onsdag og i løbet af torsdagen fjerne sig mod øst, oplyser DMI.

Det er den langsomme bevægelse af lavtrykket, der giver en usædvanlig langvarig periode med blæst og sne i de sydøstlige egne.

I Sønderjylland, dele af Østjylland, på Fyn, Sydsjælland og Møn advarer DMI om snefygning. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix