Fortsæt til indhold
Indland

Rekordmange havørneunger kom på vingerne i 2020

Trods flere tilfælde af forgiftede havørne er der fremgang for rovfuglen, der ser ud til at stortrives.

/ritzau/

138 havørneunger er kommet på vingerne i 2020, og det er ny rekord, lyder det fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

- I 2020 satte havørnen nok en rekord i ynglesucces, så vi nu har registreret mindst 1224 indfødte havørneunger i den danske natur i løbet af de seneste 24 år, siger Kim Skelmose, leder af Projekt Ørn, til foreningens hjemmeside.

Havørnen blev udryddet i den danske natur i slutningen af 1800-tallet. Men i 1996 etablerede den sig på ny som dansk ynglefugl.

På de 24 år, der er gået siden da, er det som nævnt blevet til 1224 havørneunger.

Det er langt over forventningen, lyder det fra Kim Skelmose.

Da Projekt Ørn blev lanceret i 1992, var målet, at Danmark i 2040 skulle have 75 par havørne.

I år har der været 134 ynglepar, hvoraf 121 par havde succes med at sende yngel på vingerne.

- Populært sagt kan man sige, at havørnen har knækket koden for at leve i Danmark side om side med mennesket, siger Kim Skelmose.

Vi ser eksempelvis flere bynære havørne, eksempelvis ved Egå Engsø nær Aarhus.

- Her jager havørnene dagligt, selv om publikum er tæt på. Ørnene har vænnet sig til, at mennesker er gode nok.

- Hvis man opfører sig ordentligt over for ørne, kan de næsten lære en at kende, og så får man storslåede oplevelser med dem, siger Kim Skelmose.

Det er dog ikke alle steder, at den store rovfugl med et vingefang på op til 2,5 meter er lige velset.

Fire havørne blev i 2020 fundet døde ved Tåsinge. De viste sig at være forgiftet med giftstoffet carbofuran.

Carbofuran har ellers været forbudt i EU siden 2008. Sagen er anmeldt til Fyns Politi.

- Selv om der fortsat er eksempler på illegal jagt og bevidste forgiftninger af ørne, så nyder de store rovfugle en meget stor bevågenhed i befolkningen.

- For eksempel bliver det med det samme opdaget, hvis der sker noget uregelmæssigt eller mistænkeligt i et ørneterritorium, siger Kim Skelmose.

Lolland, Falster, Sydfyn og Sydøstjylland er kerneområder for havørnene. Men rovfuglen fordeler sig mere og mere i hele landet.

- Med de erfaringer, vi har høstet de senere år, tror vi, at en bestand på 160-180 ynglepar er realistisk. Og 200 ynglepar er ikke umuligt.

- Med sin kystlinje på 7300 kilometer og sine mange fuglerige fjorde og søer er Danmark et ideelt landskab for havørnen, der primært lever af vandfugle og fisk, siger Kim Skelmose.