Frygter endnu et giftdrab: Femte døde havørn fundet på samme ø
Havørnen blev fundet under samme træ på Tåsinge, som man i september fandt en død havørnefamilie under.
Fredag blev der fundet endnu en død havørn i skovbunden på den sydfynske ø Tåsinge. Det er den femte døde havørn på få måneder. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i en pressemeddelelse.
Havørnen, der er en hun, blev fundet under et redetræ, og man estimerer, at den har været død i omkring tre uger.
I september fandt man en hel havørnefamilie bestående af fire ørne ved selv samme træ eller tæt derved. Det er efterfølgende blevet fastslået at alle fire fugle var døde efter at være blevet forgiftet med nervegiften carbofuran. I foråret blev der desuden fundet en død rød glente i samme område, som ligeledes viste sig at være blevet forgiftet med samme gift.
Fundet vækker bekymring hos DOF, i det man frygter, at en forbrydelse står bag.
»Det er en sørgelig nyhed. Endnu engang kommer Tåsinge på landkortet med en død havørn. Set i lyset af de mange døde rovfugle på Tåsinge, så er mistanken om endnu en forgiftning enormt kraftig, men nu må vi afvente undersøgelsen af den præcise dødsårsag,« lyder konklusionen fra Kim Skelmose, som er leder af Projekt Ørn, der bl.a. vareretager overvågningen og beskyttelse ørne herhjemme.
Fyns politi har nu afhentet den døde havørn, som vil blive sendt til undersøgelse for at fastslå dødsårsagen. DOF understreger dog, at det ikke kan udelukkes, at ørnen er død af naturlige årsager, da der de seneste uger er fundet flere tilfælde af fugleinfluenzaen H5N8 hos døde fugle herhjemme.
Jyllands-Posten kunne i slut oktober berette, at dyre- og naturorganisationer – herunder DOF – samt regeringens Vildtforvaltningsråd kræver hårdere straffe til gerningsmænd, der slår vilde dyr ihjel. Det gjorde de i et brev sendt til både miljøminister Lea Wermelin og Justitsminister Nick Hækkerup.
Det sker bl.a. efter, at man den seneste tid har set flere eksempler på, at fredede fugle er blevet slået ihjel. Siden 2008 har 61 rovfugle mistet livet efter at være blevet forgiftet, viser en opgørelse fra DOF – herunder nu 14 havørne.
Foruden hårdere straffe advokerede foreningerne bl.a. for, at politiet bliver uddannet til bedre at kunne håndtere efterforskningen af de døde dyr. En pointe Kim Skelmose nu gentager efter fundet af den femte døde havørn.
»Hvis det viser sig, at også denne ørn er forgiftet, så kan det næsten ikke være tydeligere, at vi har et stort problem i Danmark. Det kan ikke siges ofte nok. Vi har brug for at få øget indsatsen overfor kriminalitet begået mod naturen - i første omgang opklaringsarbejdet«, udtaler Kim Skelmose.
