Fortsæt til indhold
Indland

Naturområder skyder op: Gamle grusgrave er omdannet til badesøer

Roskilde Kommune har overdraget grusgrave til Naturstyrelsen, der nu glæder sig over et friluftsmæssigt paradis.

»Et paradis for friluftsliv.«

Så poetisk omtaler Naturstyrelsen et område i Svogerslev ved Roskilde, der i løbet af de seneste år er omdannet fra grusgrav til et rekreativt friluftsområde til glæde for roskildenserne.

Hvor der før blev indvundet råstoffer fra Svogerslev Grusgrav, er der i dag tre store søer og et idyllisk naturområde, hvor borgerne ud over at bade kan fiske, lufte hunden og i det hele taget nyde naturen. Inden længe vil man også kunne hygge sig ved de kommende bålpladser og nybyggede sheltere.

Roskilde Kommune overdrog i 2016 området, der nu går under betegnelsen Lynghøjsøerne, til Naturstyrelsen, og siden har arbejdet med at anlægge badestrand, bænke, stier og parkeringspladser på de i alt 100 hektar stået på.

Desuden er der netop blevet planlagt en frugtlund mellem to af områdets tre søer, hvor borgere kan komme og plante et træ.

Sidste etape af Lynghøjsøerne er netop blevet åbnet for offentligheden. Det er området kaldet Flæng Sø, der ifølge Roskilde Kommune giver området en mere »rå landskabelig oplevelse« end ved de to andre søer med bl.a. stejle skrænter ned mod søen.

Ifølge tv2lorry.dk skal man dog passe godt på, hvis man vælger at bade i de smukke badesøer. Rådet for Større Badesikkerhed har således tidligere været fortalere for et forbud mod at svømme i nedlagte grusgrave, da det stillestående vand kan udgøre en lumsk risiko. Vandet kan nemlig være varmt i overfladen, men koldt lige under, hvilket kan komme bag på de fleste.

På grund af de aktuelle coronarestriktioner har Naturstyrelsens åbning af Lynghøjsøernes sidste område foregået uden større festivitas, hvilket står i kontrast til åbningen af første del i 2016, da der med flere hundrede fremmødte var tale om et tilløbsstykke, skriver sn.dk.