Når lokummet brænder – så ringer man til Annemarie Mikkelsen

Annemarie Mikkelsen ved, hvordan forældre ofte reagerer, når voldsom sygdom rammer familien.

Fædre går ud og sparker sammenbidt dæk og forsøger sig med et »det går nok«.

Imens sidder mødrene indenfor og tilbageholder gråd for ikke at skræmme livet af barnet, der har fået en diagnose, der kan betyde liv eller død.

Reaktionsmønstret har hun set »tusind gange« i sin tid som socialrådgiver i Rehabiliteringscenter for Muskelsvind i Aarhus.

Og Annemarie Mikkelsens egen købmandsfar og hjemmegående mor i Kolding reagerede på selvsamme vis, da hun som treårig i 1952 blev ramt af den polioepidemi, der smittede 5.676 personer og dræbte 262 mennesker.

Annemarie Mikkelsen blev pensioneret for et år siden. Indtil da bestod hverdagen af at åbne døre ind til mennesker, der med en muskelsvinddiagnose katapulteres ud i en anden livsbane end forventet. For nogle et liv med respirator, kørestol og ankesager om hjælpemidler.

Annemarie Mikkelsen er vant til at være andres livline. Hun lytter, når lokummet brænder. Derfor ringer telefonen lidt ekstra i denne tid, hvor ”coronaen” buldrer. Måske bygger hendes ro på, at hun har stået i en epidemi en gang før?

»Jeg har en respekt for livet. Den kommer, når man har været i karantæne i månedsvis og været isoleret fra sine forældre. Jeg ved, at livet kan gøre mennesker stærke,« siger Annemarie Mikkelsen og tilføjer med et selvironisk dybt grin, at kriser måske også kan gøre en lidt »hård og kontant«.

En krises helt

Danskerne var opskræmte i sensommeren 1952.

En polioepidemi rasede hen over landet, ambulancer kørte i døgndrift, og lægerne kunne intet stille op. Langt de fleste af de ramte var børn. Sundhedsvæsenet vidste ikke, hvad de skulle stille op med børnene, der lå og gispede og ikke kunne hoste deres eget spyt op.

Enhver krise har behov for en helt. Mens mange på sociale medier i disse dage tiljubler Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var helten dengang en ung narkoselæge ved navn Bjørn Ibsen. Ikke uden modstand fra ældre overlæger fik han indført, at man skulle indlægge en tube i luftrøret på patienterne. Så kunne man ved hjælp af en ballon og en iltbombe hjælpe patienten med at trække vejret. Dog med håndkraft. Det resulterede i, at dødeligheden faldt fra 87 pct. til 20 pct.

Det er Annemarie Mikkelsens favorithistorie om epidemien. Først som voksen har hun sat sig ind i polioens historie herhjemme. Hun har haft travlt i sit liv. Med job, barn, ægteskab – somre som frivillig på Grøn Koncert. Hun har ikke haft behovet for at dvæle ved en del af fortiden, der ligger så langt tilbage. Og hun kan heller ikke huske så meget. Hun var kun tre år, da hun på sin brors dåbsdag fik feber.

På bordet i hendes stue ligger et gulnet fotografi som dokumentation. Annemarie Mikkelsen sidder på sin bedstefars knæ, mens den stolte bedstemoder kærligt betragter broren i dåbskjolen.

»Jeg synes, at man kan se, at jeg har det skidt. Mit ansigt hænger,« konstaterer hun.

Samme dag kom feberen.

Det eneste, hun husker, er et glimt af hendes mors ansigt gennem en glasrude på Kolding Sygehus.

I hendes familie talte man ikke senere om, hvad der skete, eller hvordan det påvirkede familien. Men i anledning af en indsamling for Røde Kors blev Annemarie Mikkelsens mor overtalt til at fortælle om sin datter til lokalavisen. En kopi af den gulnede tekst ligger på stuebordet:

”Annemarie havde fået Børnelammelse. Hun var en af de mange, som den omsiggribende uhyggelige Polioepidemi havde ramt. Svære Dage og Nætter fyldt med Uvishedens gru fulgte for Uvishedens Forældre. Det stod ganske klart, at Annemaries højre Ben ikke sov, det var lammet, og lammelsen bredte sig også til det andet Ben og Hoftepartiet. Vilde Lammelserne fortsætte og angribe Aandedrætsorganerne? Vilde en Far og Mor miste deres eneste lille Datter?”

»Jeg undslap jernlungen. Heldigvis. Lammelserne blev kun i det højre ben. Men der var jo også den anden del. Adskillelsen,« siger Annemarie Mikkelsen.

Det var ikke usædvanligt, at forældre til indlagte børn med polio kun fik lov til at se deres forældre en halv time to gange om ugen. Hvis de overhovedet havde mulighed for at møde op. Annemarie Mikkelsen var indlagt på Kolding Sygehus fra september til november i 1952. Året efter var hun i et halvt år placeret i rehabilitering på Røde Kors-kuranstalten Hald ved Viborg med sjældne besøg. Og som seksårig boede hun et halvt år hos venner af familien i København for at gå til behandlinger med elektrisk stød, der skulle forsøge at genoplive de døde nerver i det højre lammede ben.

»Der kunne de jo ikke besøge mig. Min far havde jo butikken, og min mor min lillebror, der var spæd. Jeg kan ikke huske, at mine forældre besøgte mig i København, eller at de ringede, men jeg husker det egentlig som et godt ophold hos den søde familie med ture til Magasins juleudstilling. Jeg har aldrig talt med min mor om, hvor slemt det har måttet være for hende. Det gik først op for mig, da jeg selv fik en datter, hvor forfærdeligt det må have været for hende. Men dengang talte man ikke på samme måde om sine følelser.«

Et opkald

I fraværet af forældre på poliostuerne måtte andre træde til. En af dem har Annemarie Mikkelsen talt med som voksen.

»En dag, da jeg sidder på mit job i Rehabiliteringscentret for muskelsvind, ringer en dame med et spørgsmål til en sag. Pludselig spørger hun forsigtigt, om jeg er fra Kolding. For hun var som 17-18-årig indlagt med polio på samme stue som en lille Annemarie Mikkelsen, som hun tog sig af,« fortæller hun.

Da hun kom hjem til sine forældre igen, forsøgte de at køre hende ind i børnehave.

»Det måtte de opgive. Jeg fik lov til at være hjemme hos min mor. Jeg har vel været bange for, at de ville forlade mig og aldrig komme efter mig igen. I dag ville forældre jo blive med-indlagt og blive kompenseret for tabt arbejdsfortjeneste – det er ikke alt, der var bedre i gamle dage.«

Men hvad gør det så ved et barn at have en opvækst, hvor man i lange perioder har været isoleret fra sine forældre?

»Man bliver nok lidt hård og sej i filten. Der skal meget til, at jeg græder. Det har jeg talt med andre tidligere poliopatienter om. Vi har lært tidligt at klare os selv – og måske derfor har mange af os klaret os godt. Jeg har nogle gange i mit arbejde tænkt, at der desuden har været forskel på folks syn på os med polio og andre, der er født med deres handicap, såsom spastikere. Vi havde dronning Ingrid som protektor, og folk har som regel en eller anden form for relation til sygdommen. F.eks.: »Polio? Åh, det var dengang, man ikke måtte spise æbler med pletter?!« Det var jo en af myterne, indtil man fandt ud af, at polio – ligesom corona – smitter ved nys og host. Folk så os ikke som mennesker med handicap – men mere som ofre for noget, der kunne ramme høj som lav – ja, selv den amerikanske præsident Roosevelt.«

Den sorte plet

Da Annemarie Mikkelsen endelig var hjemme i Kolding igen, begyndte hun i skole. Og blev taget godt imod. Når de legede fangeleg, var hun fangevogteren, der kunne holde selv de største drenge tilbage på grund af de stærke arme, hun udviklede som kompensation for det døde ben med jernstativet på. Senere tog hun en HF. Blev socialrådgiver og endte i sit arbejde med at hjælpe folk, der ofte som poliopatienterne i sin tid havde brug for luft i form af respiratorer.

»Jeg tror, at det har været en styrke i mit arbejde, at jeg forstår dem. Jeg ved, at man skal tale åbent om tingene. At det, folk frygter, at andre tror om dem og deres sygdom, altid er værre inde i ens hoved end i virkeligheden. Jeg har altid vidst, hvor den sorte plet sidder, som man skal trykke på i folk for at få dem til at tale.«

Men hvad kan du så sige til mig lige nu, der kan trøste. Jeg er sgu lidt bekymret?

»Måske får du mere respekt for livet af coronakrisen? Jeg har arbejdet hele mit liv. Jeg har en travl hverdag – og havde jeg ikke siddet herhjemme på grund af coronaen, skulle jeg både have været til fest, frisør og på Folkeuniversitetet, men livet ville det anderledes lige nu, og så må man sadle om i stedet for at sidde og mukke. Og både mennesker og samfundet går videre efter en krise. Som regel klogere end før.«