Fortsæt til indhold
Indland

Coronarisikoen er hævet til høj, men rejsende fra Milano kunne mandag vandre lige ind i Danmark

Antallet af smittede med coronavirus stiger, og det vil fortsætte i de kommende dage, vurderer Sundhedsstyrelsen. På et tidspunkt kan det blive nødvendigt at skifte strategi.

Eftermiddagsflyet fra Milano, som i øjeblikket nærmest er lukket på grund af coronavirus, spyttede mandag sine relativt få passagerer ud i Kastrup – og de vandrede uden videre foranstaltninger ud i det danske samfund. Det skete, selv om de danske sundhedsmyndigheder samme dag hævede risikovurderingen fra moderat til høj.

»Der var ingen myndigheder eller andet, da vi landede. Det er mit indtryk, at sundhedsmyndighederne generelt ikke tager det så alvorligt heroppe i Norden. Ingen har fortalt mig noget som helst om, hvad jeg skal gøre,« fortalte en af passagererne, fotograf Henrik Hansson, da Jyllands-Posten fangede ham på vej gennem lufthavnen.

I Sundhedsstyrelsen er der ifølge direktør Søren Brostrøm ellers ingen tvivl om, at virussen spreder sig i Europa. Det siger han som baggrund for, at risikoen nu vurderes at ligge på det højeste niveau. Mandag aften var antallet af smittede 90. 770 var i karantæne, fordi de har været i kontakt med en smittet, og godt og vel 1.000 er testet.

Inddæmningstrategien kan ikke fortsætte evigt, sådan som tingene udvikler sig, og på et tidspunkt bliver vi nødt til at skifte til en afbødningsstrategi.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Flere smittede

»I de kommende dage forventer vi flere og flere smittede i Danmark, og vi vil også begynde at se mennesker, som er smittet i Danmark og ikke på en rejse til et risikoområde,« siger Brostrøm, der fastholder den nuværende strategi med at opspore og inddæmme smitten.

»Men inddæmningsstrategien kan ikke fortsætte evigt, sådan som tingene udvikler sig, og på et tidspunkt bliver vi nødt til at skifte til en afbødningsstrategi, som består i at finde de meget syge og få dem behandlet,« siger direktøren, der ikke vil sætte hverken tid eller antal syge og smittede på for, hvornår det bliver nødvendigt at skifte spor.

Samtidig lægger Søren Brostrøm ikke skjul på, at det kan komme på tale at udvide flokken af karantæneramte, så alle, der hoster, er forkølede og mærker luftvejsproblemer, bliver bedt om at blive hjemme. Samtidig kan det også komme i spil at bede flere om at arbejde eller studere hjemme for at begrænse smittespredning, ligesom direktøren lufter muligheden for at opfordre folk til at holde forlængede weekender og ferie.

Men han sætter to tykke streger under, at situationen ikke overrasker myndighederne.

»Det udvikler sig fuldstændig som forventet,« slår Søren Brostrøm fast.

Smittet på natklub

Smitten behøver ikke længere at hentes udenlands. Mandag meldte myndighederne ud, at der er risiko for, at man er blevet smittet, hvis man har opholdt sig på natklubben Søpavillonen i København torsdag aften/nat i sidste uge, hvor en person, som nu er bekræftet smittet, opholdt sig.

Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted ser det som et forsigtighedsprincip, at styrelsen har bedt alle, der opholdt sig på diskoteket mellem kl. 23 og kl. 02 natten mellem torsdag og fredag den 5. og 6. marts, om at blive hjemme de næste 14 dage.

»Vi har styr på den smittede, som er i isolation, og vedkommendes nære kontakter, som er i hjemmekarantæne. Men vi ved ikke, hvor tæt man har været på dansegulvet, så det er grunden til den brede udmelding,« siger hun.

Skolen er lukket

Et andet sted i det indre København – Rysensteen Gymnasium – er lukket på ubestemt tid. Med få dages mellemrum er to elever blevet bekræftet smittet, og det kan være et eksempel på, at smitteudbredelsen i Danmark er gået ind i en ny fase, og at coronavirus nu også bliver spredt herhjemme, uden at smitten kan spores til udlandet.

»Vi kan ikke sætte de to elever i forbindelse med hinanden og dermed konkludere, at de har smittet hinanden. Den første elev er smittet på en rejse, mens elev nummer to ikke har rejst. Vi kan heller ikke udelukke, at de har smittet hinanden. Usikkerheden betyder, at vi har bedt alle elever være ekstra opmærksomme på symptomer,« siger Anne-Marie Vangsted.

Samtidig forsøgte sundhedsmyndighederne mandag aften at dæmpe den stigende bekymring for, om de danske sygehuse har tilstrækkeligt med ansigtsmasker, testudstyr og andet medicinsk udstyr. Indtil videre er det samlede sundhedsvæsen ikke udfordret, lød det.

For svenske Henrik Hansson var det nødvendigt at forlade Milano og søge mod nord.

»Jeg var nede at besøge min kæreste og lave noget arbejde. Milano er totalt lukket ned, så jeg kan ikke arbejde mere,« sagde han, før han fortsatte hjemturen til Ystad.

Information i trykken

Lufthavnen i Kastrup henviser til sundhedsmyndighedernes anvisninger, og for rejsende som Henrik Hansson og alle andre, der kommer fra de efterhånden flere og flere risikolande, er beskeden klar: De skal blive hjemme i 14 dage, og hvis de oplever symptomer som hoste, forkølelse eller åndedrætsbesvær, skal de kontakte deres læge eller en vagtlæge telefonisk – endelig ikke møde op og risikere at smitte andre.

Men direktør i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen erkender, at de »danske myndigheders gennemslagskraft over for de italienske medier ikke er så stærk«.

»Vi informerer på alle vores ambassaders hjemmesider om, hvordan forholdene er i Danmark, så man kan sagtens søge den relevante information,« siger han.

I Rigspolitiet medgiver kommunikationsdirektør Anders Frandsen, at der ikke har været information om f.eks. hjemmekarantæne i selve lufthavnen.

»Men vi er i fuld gang med flyers og information på stedet. Det er i trykken lige nu.«