Fortsæt til indhold
International

Italien vågnede op til en ny hverdag med fangeoprør og flugt

I flere fængsler gjorde fanger og pårørende oprør, efter at fysiske besøg er suspenderet. Syditalien skulle håndtere landsmænd på flugt fra de røde zoner.

Mandag vågnede italienerne op til den første hverdag med stærkt begrænsede muligheder for at bevæge sig frit rundt. Men det var fra en uventet kant, nemlig fra de allerede frihedsberøvede i landets fængsler, at der var størst modstand mod de nye regler, som skal hindre spredning af coronavirus.

Fangeoprøret begyndte i Sankt Anna-fængslet i Modena, men bredte sig siden til 27 fængsler i resten af Italien, og det har kostet mindst seks livet. Det skal lægges til det officielle coronadødstal, som mandag middag var på 366.

Da det allerede søndag aften gik op for fanger og deres pårørende, at de kun kan ses gennem videomøder, blev de i forvejen korte lunter antændt. De indsatte gik på barrikaderne.

Flere italienske medier skriver, at intet tyder på, at der er begået vold mod de fanger, som er omkommet, og at foreløbige undersøgelser tyder på, at de angiveligt er døde af en overdosis af stoffer. Tre af dem døde under transporten til et andet fængsel.

I Pavia blev to fængselsbetjente taget som gidsler. Det lykkedes de indsatte at frarøve nøglerne fra en betjent og at befri flere fanger.

Ifølge avisen La Repubblica er det en kombination af angst, uro og usikkerhed, som har fået bægeret til at flyde over.

Både Modena og Pavia er omfattet af det dekret, som Italiens premierminister, Giuseppe Conte, underskrev søndag. Det sætter omkring 16. mio italienere i karantæne. Hele Lombardiet og 14 provinser i det nordlige Italien er udnævnt som røde zoner, som det er forbudt at bevæge sig ind i og ud af, medmindre man har en særlig tilladelse.

Men fangeoprøret bredte sig hurtigt til hele Italien, også til områder, som ikke er ramt af karantæne. I Poggioreale-fængslet i Napoli klatrede fangerne op på taget, mens de pårørende stimlede sammen på gaden og krævede enten amnesti eller husarrest til de indsatte.

»Vi har madrasser derhjemme, lad dem dog komme hjem,« råbte en kvinde.

Se scener fra Poggioreale-fænglet her:

Samme scener udspandt sig i Bari og Frosinone, som også ligger i Syditalien og dermed ikke er omfattet af karantænen. I Palermo forsøgte fanger at slippe ud i friheden fra Ucciardone-fængslet, men blev indhentet af politiet.

Varighed ukendt

De italienere, som er omfattet af det nye dekret, som bl.a. forbyder folk med over 37,5 i feber at bevæge sig uden for hjemmet, forsøgte mandag at indrette sig på deres nye hverdag. Mange tog chancen og hoppede på et tog eller en bus for at komme til Syditalien, som ikke er underlagt de samme restriktioner.

Jeg taler til jer, som var I mine børn, mine brødrer eller nevøer: Stands og vend om.
Michele Emiliano, Apuliens guvernør

Alene i Apulien, Italiens hæl, er 2.500 personer sat i karantæne, efter at de er vendt hjem fra det nordlige Italien. Nervøsiteten for, at epidemien breder sig fra det velstående nord til det fattigere syd, fik Apuliens guvernør, Michele Emiliano, til at lægge en indtrængende bøn op på Facebook:

»Jeg taler til jer, som var I mine børn, mine brødre eller nevøer: Stands og vend om, stå af toget, tag ikke flyet til Bari eller Brindisi, tag ikke epidemien med hjem til jeres Apulien.«

På Twitter og Facebook gik flere berømte kulturpersonligheder i front for #iorestoacasa (på dansk: ”Jeg bliver hjemme”) for at opmuntre italienerne til at forstå situationens alvor og ikke bevæge sig unødigt rundt i det offentlige rum.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, er selv blevet testet for corona, testen var negativ. I et interview med dagbladet La Repubblica siger han, at han ikke ved, hvor lang tid der vil gå, før epidemien er drevet over:

»Jeg må ærligt sige, at lige nu er det svært at forudsige. Vi står over for en virus, som vi ikke kender,« siger han.

Premierministeren erkender, at der er foretaget et kæmpe indgreb i italienernes hverdag, og at det kan være svært ikke at kysse og kramme og at opretholde en distance på mindst en meter, når man mødes. Han vil samtidig ikke garantere, at der ikke er yderligere indgreb på vej.