Statsrevisorerne i skrap kritik: »Ministeriet har ikke levet op til helt basale krav«
Statsrevisorerne fremlagde fredag Rigsrevisionens undersøgelse af mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Statsrevisorerne fremlagde fredag det, som en af revisorerne kalder den skarpeste kritik nogensinde i sagen om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Ministeriet står også for skud, for »ministeriet har ikke levet op til helt basale krav,« lyder det i en rapport udfærdiget af Rigsrevisionen, som Statsrevisorerne fremlagde.
»Statsrevisorerne kritiserer, at Forsvarsministeriet på dette område ikke har levet op til sit ansvar for at tilrettelægge regnskabsvæsenet og kontrollere, at reglerne overholdes. Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at ministeriet ikke i tide har underrettet Rigsrevisionen om konstaterede uregelmæssigheder,« lyder det fra den ene af statsrevisorerne Henrik Thorup (DF).
Revisorerne siger altså dermed, at ministeriet har haft en viden, som ikke er blevet givet videre.
Revisiorerne fremlagde fredag formiddag dets fund i sagen ved et pressemøde.
»Rigsrevisionen finder det kritisabelt, at Forsvarsministeriet ikke har sikret en tilfredsstillende forvaltning af indkøb på vedligeholdelsesområdet, da der ikke har været dem nødvendige funktionsadskillelse, og da dokumentationen for indkøbene enten er mangelfuld, misvisende eller ikke eksisterende,« lyder det i rapporten.
Revisorerne oplyser, at Rigsrevisonen er blevet givet urigtige oplysninger af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Dette er også målet for en skarp kritik.
Som led i pressemødet blev det fortalt, at Rigsrevisionen allerede i april informerede Forsvarsministeriet om, at man var gået ind i sagen. Den siddende forsvarsminister Trine Bramsen har dog oplyst, at hun først for få dage siden fik nys om sagen. Det har hun kritiseret sit ministerie for.
Det er endnu uvist, om den forhenværende forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V), var blevet informeret.
Statsrevisor Villum Christensen (LA) tilføjede under pressemødet, at man ikke kan udelukke, at sagen kommer til at vokse sig større:
»Et er, at vi har nogle sager kørende, der ser rigtigt grimme ud - et andet problem er næsten større: Vi har med en ledelse at gøre som så stort på at få at vide, at der er problemer i styrelsen. Der skete ingenting. Det er grundlaget for, at det svig, som plobber op nu, kan vise sig meget større, når man kradser i det.«
Frank Aaen (EL) understreger også, at sagen formentlig vil lede videre op i systemet end de fem personer, som lige nu er tiltalt og de to, som er politianmeldt.
»Der er flere mennesker opad i systemet, der kommer i klemme. For et er, at nogle udnytter muligheden for svindel - noget andet er, at andre åbner for muligheden,« siger Aaen